Der var engang i 1980erne en gruppe malere, der blev kaldt vilde. Det blev de, fordi det så ud, som om de havde genoptaget traditionen med det ekspressive maleri på et tidspunkt, da store dele af kunsten forekom mange meget intellektuel.
Ikke uden humor, men altså mere appellerende til tanken end til sanserne.
De nye malere gik heftigt til værks med krasse farver, primitiv figuration og voldsomme penselstrøg, men helt tanketomt maleri udsprunget af ren og uskyldig farveglæde var det ikke. For rigtige vilde går ikke fra koncepterne. Sanseligheden og stofligheden kunne man ikke tage fra deres billeder, men der var meget mere i dem også ud over de vrængende attituder og slægtskabet med punken - for det var en kreds af markante talenter, og de udviklede sig siden i meget forskellige retninger.
Humoren var et grundvilkår, men humoristen blandt dem var om nogen Lars Nørgård, der nu udstiller retrospektivt på kunstmuseet i Aalborg. Det med humoren gælder i hvert fald et langt stykke hen ad vejen. Fra midtfirsernes sjove portrætter af generationens centrale skikkelser som Claus Carstensen, Dorte Dahlin, Erik A. Frandsen, Michael Kvium og Christian Lemmerz, der, da de blev udstillet første gang, kunne købes for 500 kr. (det skulle man nok have tænkt på), til de mange malerier og tegninger, hvor Lars Nørgård leger med sproget, med faste udtryk, klicheer og vanetænkning. På mange måder inspireret af greb kendt fra amerikanske tegnefilm, men helt sit eget originale koncept som billeder på tilværelsens absurditet, ironien og pudsigheden i livet og hverdagen. Hverdagen er jo usædvanlig, absurd og poetisk, synes billederne at minde om.
Budskab som bonus
Men ligesom rigtige vilde aldrig går fra konceptkunsten, hænger rigtige kunstnere heller ikke fast i deres maleri. De tager deres erfaringer med og bevæger sig videre. Og som udstillingen med al tydelighed viser, har Lars Nørgård flyttet sig på afgørende vis i flere omgange, men ikke som et postulat. Udstillinger af denne art er også vigtige, fordi de netop fastholder kontinuiteten i en kunstners værk, samtidig med at man som gæst kan få øje på de afgørende brud. Og i dette tilfælde den frugtbare udveksling mellem et abstrakt og figurativt maleri, der har kendetegnet hele Lars Nørgårds værk.
I perioder er genkendelige motiver meget markant til stede i hans billeder. I andre skjuler de sig i et abstrakt vildnis, der om noget fortæller, at det er maleriet, Lars Nørgård er optaget af. Den heldigvis uudslukkelige nysgerrighed over for, hvad det dog er, der sker, når man putter farve på et hvidt lærred og begynder at opbygge rum og komposition. Fortællingen eller »budskabet« er en bonusordning. Men den er der, og det bidrager til at gøre værket helstøbt. Sådan var det i begyndelsen, da Lars Nørgård og adskillige andre entrede kunstscenen med brask, bram og opsigtsvækkende billedstorm til tiden. Sådan er det stadigvæk.
