Verden går altid under

Ingen billeder har større udbredelse i vestlig kunst, litteratur og film end dommedag. »The Day After Tomorrow« er et stormoralsk underholdningsstykke i denne række. Og Roland Emmerich kan sin undergang. Det er tydeligt.

Alvoren går hurtigt op for én. Allerede tidligt i filmen falder der hagl over Tokyo på størrelse med appelsiner, og Los Angeles hærges af skypumper, der splitter storbyen ad med en hastighed, som var det en tegnefilm. Og skulle nogen stadig være i tvivl om, hvor altødelæggende for livet på den nordlige halvkugle dette her er, har instruktør Roland Emmerich sendt en TV-vejrhelikopter op. Den »filmer« én af skypumperne sønderrive symbolet på den amerikanske drøm: Oh, My God! There goes The Hollywood sign!

Roland Emmerichs klimathriller »The Day After Tomorrow« synes ikke umiddelbart at være nedbør på miljødirektør Bjørn Lomborgs vandmølle. Men også kun umiddelbart. Når man har set Dennis Quaid som klimaforskeren Jack Hall gå på snesko ind i et stivfrossent New York, der blot en uge forinden lignede sig selv, kan det gå hen og blive en anelse for meget. På samme måde som Vagttårnet i sin moralske selvgodhed kan have den stik modsatte effekt af, hvad Jehovas Vidner ønsker. Man kan komme til at fnise let.

Jordens undergang har alle dage været ret underholdende stof. I kristen vestlig kultur har spørgsmålet om verdens endeligt altid været en altomfattende lidenskab og kioskbasker. Ingen af Biblens kapitler vækker bare tilnærmelsesvis så store følelser som det sidste. Ingen billeder har større udbredelse i vestlig kunst, litteratur og film.

Og Roland Emmerich kan sin dommedag. Det er tydeligt.

Lomborg og lægfolk

Som man kan læse på Berlingske Tidendes debatsider i dag, er Bjørn Lomborg og medforfatter Rico Busk ikke ligefrem imponerede over det videnskabelige niveau i »The Day After Tomorrow«. Både Emmerich og hovedrolleindehaver Quaid hævder ellers, at filmen er i besiddelse af videnskabelig habitus. Men det står klart - endda selv for lægfolk - at indsigten må være opnået i den slags korrespondence, der falbydes i kuponhæfter. Og derefter tilsat en pæn portion fri fantasi.

Man forstår faktisk Lomborg, når man har set denne film. Og man mindes om, hvad han er oppe imod.

Vi er en generation af hans mere eller mindre jævnaldrende, hvis mål det har været at blive i stand til at holde den slags undergangsromantik ud i strakt arm. En generation, der havde featureuge om forurening allerede i første klasse. En generation, der blev indpodet en bred bevidsthed om, at verden var af lave, hvorfor vi som den første institutionaliserede af slagsen skulle opdrages til at lave den om, forandre den - endog redde den. 14-årige piger vidste mere om tørke end deres egen menstruationscyklus. Og drenge mere om nitritudvaskning end om følgerne af at mobbe klassens tykke og måske tilmed alternativt begavede dreng. Hvert år var der en ny dommedagsprofeti. Om det var teknologi, der løber amok, atomulykker eller drivhuseffekten, var der hele tiden en stor, mørk trussel.

Jeg går ud fra, miljødirektøren ikke har villet finde sig i det mere. Han har taget den stramme arbejds-T-shirt på og er gået på revanchekurs. I håb om at få godtgjort, at fremtiden også bærer håb i sig, samt at lykken i det hele taget er værd at forfølge.

Kan sine katastrofer

»The Day After Tomorrow« er et stormoralsk underholdningsstykke, der går lige lukt tilbage til omkvædene fra Greenpeaces velmagtsdage. Hvilket vil sige før Shell med Brent Spar viste sig at være klogere og mere ansvarlige end aktivisterne. Filmen er så at sige Hollywood, der går rundt med et skilt på, hvor der står »Dommens dag er nær«. Hvilket som bekendt ikke ligefrem er første gang (vi lader dog her »Deep Impact« og »Armageddon« med Bruce »Let's-nuke-this-son-of-a-bitch« Willis ligge). Det er tillige et tilbagevendende tema for instruktøren Roland Emmerich. Det var også ham, der skabte »Godzilla« og »Independence Day«, hvor Fanden havde andre skikkelser, så at sige. Det vil således ikke være uretfærdigt, at karakterisere »The Day...« som en slags »Independence Day - nu også med klimaforandringer«.

Apokalypsens dragende effekt udnyttes fuldt ud. Først har vi dommens dag og derefter får vi Kristi kommende årtusindrige. Noget voldsomt og altomsiggribende. En omvæltning af den herskende orden. I hvert fald i protestantisk opfattelse. Det er blandt andet også her, man finder rødderne til de mange bevægelser, der fra tid til anden har afhændet deres jordiske ejendele og begivet sig til udvalgte lokaliteter for at afvente Jordens undergang og tusindårsrigets komme. Hidtil uden den store succes som bekendt.

I »The Day...« har klimaforsker Halls søn forskanset sig sammen med en lille skare overlevende og troende i New Yorks gamle stadsbibliotek. De holder varmen ved at brænde bøger. Dog ikke Gutenbergbiblen, som en bibliotekar højtideligt gør opmærksom på repræsenterer den undergående civilisations ypperste frembringelse: Nemlig det, der står skrevet.

Løn som forskyldt

Det er således et uopslideligt og altgennemsyrende tema, vi taler om her. Menneskehedens dårskab og dommens dag. Og kodeordene er som altid hybris, hovmod eller bare almindelig dekadence, om man vil. Vores vellystige levned, hvor vi smovser i CO2-udslip, får golfstrømmen til at standse samt gigantiske isstorme og havene til at rejse sig. Og når Atlanten omslutter Frihedsgudinden, der tappert holder faklen hævet over syndfloden og superfrosten sætter ind, skal nogen jo tage vanten og sneskoene på og redde den vestlige menneskehed. Og til slut vil de overlevende være faderen, sønnen og Hollyånden... undskyld, helligånden. Samt moderen, ikke at forglemme. Hun redder i sin egenskab af læge dertil en kræftsyg dreng ved at give ham tophue på og køre ham sydpå.

Hvordan global opvarmning pludselig bliver en ny istid med samme hastighed, som Vor Herre brugte til at skabe verden, forsøger klimahelten Jack Hall ganske vist at godtgøre i starten af filmen overfor en undrende vicepræsident. Men det fortaber sig. Denne og vi andre må imidlertid til slut, hvor vicepræsidenten nu i egenskab af præsident holder en tale fra sit klimaeksil i Mexico, erkende, at Jacks klimaforudsigelser skal man ikke trække på skuldrene af. Og vi skal aldrig mere »bruge løs af vores ressourcer«. Og vi »takker for den 3. verdens gæstfrihed!«.

Magtfulde billeder

Er det ren manipulation, løgn og lækre frostbilleder alt sammen, ser »The Day...« til gengæld godt ud. Computerbillederne er lige så magtfulde og uomgængelige som den flodbølge, der rammer New York som ellers kun en bæk kan ramme en myretue. Det er en effektiv film. Der er således ikke meget opholdsvejr undervejs, om man vil.

Miljødirektør Lomborg og Rico Busk giver i dagens kronik filmen fem stjerner for underholdning og 0 for videnskabelighed. Hvilket synes meget passende. Man skal ikke have lavet mange drivhuseffektplancher i sine featureuger i folkeskolen for at nikke genkendende til den videnskabelige udlægning, og man skulle også være et fælt hængehoved, om man ikke gyser, når lynfrosten på minus 100 grader glider gennem verden som et genfærd gennem en stue. Dette giver så totalt set tre velmente stjerner for at se dette samt There goes The Hollywood sign! og andre betagende computeranimerede special effects. Undergang er så forbandet underholdende.

Det store MEN er naturligvis filmens moralske selvgodhed. Dens gustne overlæg med at tage enhver form for jærtegn og populærvidenskab og komme dem ned i en matrise af »der skal være en helt og både verden og nogle af hans nære skal være i livsfare og afhængige af ham«.

Faktisk havde man gerne set »The Day...« sammen med Lomborg og hans med-kronikør. De har givetvis moret sig ukristeligt meget. Måske har de endog i et par svage øjeblikke - om ikke frygtet for Golfstrømmens ve og vel - ønsket, at der var lidt flere skænderier med præsidenter og kuldeindespærrede, der afventer deres komme i klimabranchen. Bare lidt mere snesko, isøkse og chik overlevelsesdragt. Lidt mere Hollywood.