Sidse Babett får stor rolle i ny Tom Hanks-blockbuster

Den danske skuespiller Sidste Babett-Knudsen, der med succes spillede den standhaftige politiker Birgitte Nyborg i DR1-serien 'Borgen', skal spille over for superstjernen Tom Hanks i 'Engle & Dæmoner'-efterfølgeren 'Inferno'.

Sidse Babett-Knudsen fortsætter stjernerækken af danske skuespillere, der får store roller i udlandet. Fold sammen
Læs mere
Foto: Camilla Rønde
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Babett-Knudsen kunne for nylig opleves på DR1 som den teatralske diva Johanne Louise Heiberg i Ole Bornedal-serien '1864'. Hun skal i 'Inferno' spille Dr. Elizabeth Sinskey, som er chef for verdenssundhedsorganisationen WHO - og kommer ifølge BTs oplysninger til at spille en stor rolle i filmen.

Instruktøren Ron Howard, der også instruerede de første to film 'Da Vinci mysteriet' og 'Engle & Dæmoner' er umådeligt tilfreds med Sidse Babett-Knudsen og de øvrige skuespillere.

»Felicity (Jones, red.), Irrfan (Khan, red.), Omar (Sy, red.) og Sidse (Babett-Knudsen, red.) har alle brudt igennem i Amerika såvel som i deres hjemlande. De er alle fænomenale talenter, og vi kan ikke vente med at begynde,« siger Ron Howard, der desuden har stået bag storfilm som 'Rush', 'Frost/Nixon' og 'Et smukt sind'.

BT har forsøgt at få en kommentar fra den danske skuespiller, men hun er i London til premiere på sin seneste internationale film 'The Duke of Burgundy' og har derfor ikke tid.

Hendes agent Anette Vendelbo fortæller dog, at skuespilleren glæder sig rigtig meget til at være med i en så stor produktion. Forhandlingerne med produktionsholdet i USA er forløbet over længere tid og er først for nylig faldet på plads.

De fleste af optagelserne kommer til at ske i Europa, hvor en del af handlingen kommer til at foregå i Italien.

Optagelserne begynder i april og kommer til at løbe de næste par måneder derefter.

Det er faktisk ikke første gang, Sidse Babett-Knudsen har skullet spille over for Tom Hanks. Sidste år medvirkede den danske skuespiller nemlig i en birolle i ‘A Hologram for the King’, hvor Tom Hanks spillede hovedrollen. Den film kommer efter planen i biograferne til efteråret.

Produceren Brian Grazer er særligt kendt for sit arbejde på tv-serier som '24 timer' og 'Arrested Development' samt store Hollywood-produktioner som 'American Gangster' og 'Robin Hood'.

'Inferno' får efter planen premiere i 2016.