Seniorkorrespondenten der nægtede at dø

Efter et chokerende kollaps for åben mikrofon i Den Korte Radioavis på Radio24syv regnede de færreste med at høre mere til værten Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm. Men end ikke et hjertestop kan stoppe dansk journalistiks grand old woman, som Berlingske har mødt til en snak om kriser og døden og at onanere sig tilbage til livet.

Foto: Linda Kastrup Fold sammen
Læs mere

I enhver skov findes der træer, som troner over alle andre. Træer, som nægter at bøje sig for selv den mest forbenede vestenvind og stædigt insisterer på et udsyn, som er de færreste mindre træer forundt, og som kan tillade sig at gøre det i kraft af et i særklasse veludviklet rodnet og solid jordforankring.Men lidt over middag 26. juni blev Danmarks journalistiske skovbund rystet på sjældent seismisk vis, da medieverdenens allerstørste douglasgran blev fældet, mens den sendte live.

Den 63-årige journalist og studievært Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm var i fuld gang med at aflevere sit signaturindslag i Radio24syvs Den Korte Radioavis – den sylespidse Kulturkanyle – da det blev tydeligt, at noget var galt. Helt galt.

Midt i en redegørelse for de manglende kvaliteter i actionfilmen »Terminator: Genesys« stod det klart, at radioværten var stadigt mere utilpas. Efter at have beklaget sig over manglende lys i studiet og en markant trykken for brystet, faldt Kirsten Birgit bevidstløs om.

Inden udsendelsen for åben mikrofon blev opløst i et inferno af sirener og desperate udråb fra redaktør Rasmus Bruun og kanalchef Mikael Bertelsen, nåede hun blot at henånde »Jeg har privat sygeforsikring«. Det skulle vise sig at være Kirsten Birgits sidste ord i æteren.

Troede mange. For mod alle odds oplader et af dansk journalistiks absolutte fyrtårne i morgen nok en gang sin røst via danske radiobølger.

Man skal ikke gå og klynke

Når man som avisens udsendte er vokset op med Kirsten Birgit som et forbillede på kompromisløs journalistisk, er det ærefrygtindgydende at opleve hende i levende live. Selv om hun for længst havde forladt Aarhus Stiftstidende på vej mod medieverdenens større tinder, da undertegnede som tolvårig uddelte avisen i byens nordlige forstæder, var det en kilde til udelt stolthed at arbejde for et medie, som frembragte den slags talenter. Og skulle nogen hævde, at netop Kirsten Birgits eksempel var grunden til, at journalistikken blev min levevej, ville jeg ikke modsige dem.

Med sine 180 centimeter, klangfulde kontraalt og kulørte tørklæder, hvis farverigdom til fulde matcher hendes personlighed, er hun da også på alle måder larger than life.

Som hun sidder elegant tilbagelænet på terrassen uden for Kurhotel Skodsborg i den svindende augustsol og nyder en cigaret og en velskænket hvedeøl, er det svært at forestille sig, at Kirsten Birgit for blot få måneder siden gik sejrrigt ud af en armlægning med døden selv.

Måske vil de allermest observante nok bemærke, at de kvindelige former under den elegante sommerkjole er blevet en anelse mindre fyldige eller ane antydningen af sorte rande under de brune øjne. Men blikket er så fast som Joachim B. Olsens håndtryk, og hendes karakteristisk rungende latter ruller gang på gang ud over Øresund, efterhånden som hun gradvist får talt sig varm.

Først forsøger hun at slå sit fravær fra æteren hen som en sabbat og mener, at alt for mange mennesker, der ikke er vant til modgang, overreagerede vildt, fordi hun fik det »lidt skidt«. Men konfronteret med, at hun ifølge ambulancefolk havde hjertestop og teknisk var død i flere minutter, erkender Kirsten Birgit, at der var tale om et »ilde­befindende«, og at oplevelsen satte sig visse spor.

»Enhver, der oplever den slags, gør sig naturligvis nogle tanker. Men jeg har set så megen død og ødelæggelse, at der skal betydeligt mere til at slå mig ud,« siger hun og puster en lille røgring ud, der mest af alt ligner et punktum for yderligere spørgsmål om dén sag.

For egentlig mener Kirsten Birgit ikke, at hendes kollaps i æteren er noget, som det er værd at ulejlige Berlingskes læsere med. Hun understreger flere gange, at hendes helbred er »aldeles glimrende« og i øvrigt ikke vedkommer andre. Og så skal man jo ikke gå og klynke, slår hun kategorisk fast.

»Det værste var, da jeg vågnede på Rigshospitalets traumecenter midt i juli og opdagede, at radioen havde givet min sendetid til lapsen Mads Holger. For lytterne har det jo været som at gå fra espresso serveret på Campo del Fiori til Flyvergrillens tarveligste Richs (kaffeerstatning, red.),« fortæller hun med en mine, der tyder på, at dette svigt ikke vil blive glemt foreløbig.

Opdagede kvindekønnets energier

Kirsten Birgit fortæller også, at hun tidligere har oplevet langt større kriser. Ikke mindst da hun i 1995 dækkede den tjetjenske hovedstad Grosnijs fald for russiske tropper. Kirsten opbyggede et stærkt forhold til selve byen.

»Til at begynde med var det et forfærdeligt sted. Men som tiden gik, identificerede jeg mig mere og mere med byen. Den var lidt særlig og kunne noget, som andre byer ikke kan. Og så er det også en utroligt smuk by – trods ydre ar,« siger hun med vendinger, som mange nok også ville mene passer perfekt på eneren Kirsten Birgit.

Efter Grosnij vender Kirsten dybt berørt og kriseramt hjem til slægtsgården i Søften uden for Aarhus, hvor hun voksede op omgivet af dyrene og karlene, mens hun sætter karrieren på standby. Hun når at tilbringe en række år i barndomshjemmet, inden faderen dør, og gården bliver eksproprieret i forbindelse med en udvidelse af motorvej E45. Men forinden finder hun noget, der skal føre hende ud af den krise, som Grosnijs fald hensatte hende i.

»Jeg havde fået overtalt bogbussen i Søften til at abonnere på det amerikanske Time Magazine, hvor jeg læser en fascinerende artikel om den amerikanske sexolog Betty Dodson og hendes banebrydende arbejde med kvindelig masturbation,« forklarer Kirsten, der bliver stærkt inspireret af den karismatiske dames evne til at mobilisere kvindekønnets positive energier.

Derfor drager Kirsten til New York, hvor hun deltager i en række af Dodsons workshops og over nogle år systematisk »onanerer sig tilbage til livet«, som hun siger. Derefter var Kirsten klar til sit comeback i medieverdenen.

»Det handler om at finde nogle værktøjer, som gør, at man kan arbejde hårdt, og dér er onani et af dem, som virkeligt virker. Når man først har set sine kønsdele i et spejl, er det den bedste motivationsfaktor overhovedet. Kvindens kønsdele er mytiske,« slår hun fast.

Absolut ingen aftægtspost

For en journalist som Kirsten, der har haft en karriere på landsdækkende TV og leveret banebrydende journalistik til de største medier, trænger et ubehageligt, men uomgængeligt spørgsmål sig dog på. Er det ikke lidt af et trin ned ad karrierestigen og måske sågar en aftægtspost at producere radio­nyheder af få minutters varighed?

»Overhovedet ikke. Det er et spørgsmål om at skabe formatet til det, som folk har evner til at forstå. Og tre minutter er det, som lytterne kan klare, før de kigger ned på deres smartphones. Og så er mit arbejde gjort. Desuden kan jeg så give de mere begavede lyttere lidt mere med mine kulturanmeldelser,« siger hun og tilføjer:

»Efter min mening er salig Klaus Rifbjergs vurdering af, at der er 2.000 begavede mennesker i dette land, temmelig højt sat.«

Da talen drejes ind på journalistikkens fremtid, bliver det klart, at Kirsten Birgit betragter de nye generationer af journalister med betydelig skepsis. De markante sorte øjenbryn rynkes misbilligende, og hun tøver ikke med at kalde dem såvel dovne som udannede typer, der tror, de skal være mediestjerner fra første færd. Efter hendes mening kan de yngre mediefolk forsvindende lidt.

»De kan kun gå hele vejen, når de skal finde et srilankansk adoptivbarns far i Sporløs. Men når det kommer til at lave kritisk dækning af EU, går de i stå med det samme, når de møder den bureaukratiske mur. EU har lavet et bolværk af uigennemtrængelig newspeak, som man skal have mere end to brikker for at gennemskue, så de parafraserer kun nyhedsbreve fra Bruxelles,« siger hun og fortsætter tydeligt animeret med en længere redegørelse om EU, som ligger hende stærkt på sinde. Derefter vender hun tilbage til nutidens journalister.

Ingen er perfekt

»Eller også kopierer de blot andre menneskers Facebook-opslag, som var det rigtige nyheder. Da jeg var ung, talte man med rigtige mennesker. Jeg mødte eksempelvis en maler, der opførte sig som en retarderet nede på Cirkuskroen, og det var faktisk det, der satte mig på sporet af malerhjernesagen, som jeg afslørede i Stiftstidende,« forklarer hun med henvisning til det journalistiske scoop, som satte hendes karriere i gang. En sag som mange i mediebranchen – inklusive Kirsten selv – mener, burde have udløst en Cavling.

Men ingen går gennem en lang mediekarriere uden at begå fejl. Og den mest graverende, som Kirsten har begået, er hun også stor nok til at stå ved.

»Engang omkring 1982 møder jeg en kollega fra avisen, der henter sit barn i børnehave. Jeg overhører så purken sige »Far boller mig«, hvilket selv i firserne forekom mig lidt mistænkeligt. Jeg manglede et scoop og skrev derfor historien »Sportsjournalist afsløret som pædofil«, hvilket var at stramme vinklen vel rigeligt, da barnet muligvis blot udtrykte et ønske om en bolle,« siger hun og forklarer, at den i artiklen omtalte kollega desværre tog sig af dage som en konsekvens af en historie, som hun blankt erkender var unøjagtig.

»Naturligvis var det beklageligt, ingen tvivl om det. Men det gav mig trods alt motivationen til at gå grundigere til værks næste gang. Det gjorde jeg så, da jeg skrev malerhjernehistorien, der faktisk indirekte reddede rigtigt mange. Så hvem kan sige, at det ikke var det hele værd?« spørger hun og lader prægnant svaret hænge i luften.

Herefter rejser Kirsten Birgit sig pludselig og gør det klart, at interviewet nu er at betragte som afsluttet. Hun har, lader hun vide, en cognacaftale med kongelig operasanger Peter Lodahl. Kirsten Birgit stiftede bekendtskab med Lodahl, da hun, efter at have set ham i rollen som Tamino i »Trylle­fløjten«, tiltvang sig adgang til hans sminkerum. Lige siden har de set hinanden ofte, fortæller Kirsten Birgit og forlader terrassen i en sky af flagrende gevandter.