Seks stjerner: Mozart på Det Kongelige Teater er skamløs, smagløs og ubehagelig – og det er for fedt!

Kongelig operaopsætning af Mozarts fantastiske faderopgør er fuldstændig skamløs – men også konsekvent og voldsomt gribende.

Krigen er på én gang forfærdende og ubegribeligt stærk rent æstetisk i Operaens opsætning af Mozarts opera fra 1790. Foto: Miklos Szabo Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Et hav og et hegn. Orange redningsveste skyller op. Kun de nøgne og de døde når i land.

»Idomeneo« viser Det Kongelige Teater fra en skamløs side. Forestillingen på Holmen bruger et gammelt værk som afsæt for en meget moderne konflikt. Den tager en sal fuld af gode mennesker som gidsler og fremstiller i sidste ende nationalscenens gæster som mordere.

Wolfgang Amadeus Mozart skabte sit tragiske mesterværk i 1780 som et historisk drama og et personligt faderopgør:

Kong Idomeneo af Kreta vil ofre den første, han ser på stranden, til gengæld for sin redning fra et skibbrud og kan forfærdende nok se sønnen Idamante løbe farmand i møde. Men sønnen har under faderens fravær kastet sin kærlighed på Ilia ovre fra fjendelandet Troja og må nu lade den eksotiske kæreste tilbyde sig selv som offer i stedet for.

Margaux de Valensart, Gert Henning-Jensen, Sine Bundgaard og Niels Jørgen Riis har de fire hovedroller i Operaens stærke opsætning af »Idomeneo«. Foto: Miklos Szabo Fold sammen
Læs mere

Guderne accepterer rent faktisk hendes tilbud i Mozarts hjertefulde version og sparer altså kongens nattesøvn og de unges liv mod et generationsskifte med søn og svigerdatter på tronen.

Så operaens virkelige offer og hemmelige heltinde bliver i samme sekund stakkels Elektra – for hun har hele tiden elsket prins Idamante lidt fra sidelinjen og lider en krank skæbne få minutter før tæppefald.

Glem gamle dage og balletterne

Komponisten selv var i 1780 på vej til Wien og dermed færdig med sin dominerende far. Han havde forlovet sig med sangerinden Constanze og fundet sin helt egen trone i musikkens hovedstad.

Resultatet blev noget så brødløst som en opera med handling fra antikken og masser af ballet efter fransk forbillede – plus altså verdens største vink med en vognstang til den gamle derhjemme.

Glem alligevel det hele igen. Glem både de gamle dage og balletterne. For operahuset på Holmen har ladet canadiske Robert Carsen instruere »Idomeneo« som et helt andet drama og et helt andet opgør. En situation under Den Trojanske Krig for tusinder af år siden forvandles til en situation fra den syriske borgerkrig med alle dens flygtninge nu og her.

Det er skamløst og smagløst. Det er frelst på firsernes facon og decideret ubehageligt. Men det forbliver også forrygende gennemført i musikken og fuldstændigt bjergtagende rent visuelt.

Koret spiller en meget stor rolle i »Idomeneo« og agerer først og fremmest soldater i den seneste opsætning. Foto: Miklos Szabo Fold sammen
Læs mere

Niels Jørgen Riis som Idomeneo og Gert Henning-Jensen som Idamante står begge med deres livs roller. Begge tenorer har af én eller anden grund altid lydt bedre for hver eneste opgave og gør det utroligt nok endnu.

Margaux de Valensart som Ilia og Michael Christensen som kongevennen Arbace er aldeles medrivende i deres lidt mindre og alligevel helt afgørende roller.

Og vidunderlige Sine Bundgaard som Elektra ligner længe den eneste voksne mellem mænd og stakler og synger sit livs elskovsdød virtuost nok til improviseret jubel fra en stopfuld sal.

Hele herligheden følges knivskarpt af Det Kongelige Kapels musikere under britiske Julia Jones’ ledelse og af et operakor så velspillende og langt de fleste steder så præcist som ingensinde før.

Læg dertil et visuelt univers i tusind nuancer af grå. Fra horisontens himmelgrå til havets uvejrsgrå og krigens koksgrå. Dødens boligkvarterer og derefter dødens bølger knejser med en skønhed af den ubærlige slags.

Selv soldaternes strækmarcher i stedet for wienerklassisk ballet virker logiske og inkluderer endda et meget musikalsk optrin på drikkedåser som forestillingens eneste comic relief overhovedet.

Opsætningens visuelle side med dens inspiration fra den kinesiske kunstner Ai Weiweis kontroversielle værker og måske amerikanske Bill Violas langsomme kunstvideoer er ganske enkelt uforglemmelig.

Hvilket dilemma! Frækheden over for europæere med eller uden fremstrakt hånd burde sende operachefen til samtale hos teaterdirektøren øjeblikkeligt. Resultatet samlet set ligner så samtidig et af de største, de smukkeste og især de mest konsekvente kunstværker i Det Kongelige Teaters historie.

»Idomeneo«. Opera i tre akter af W.A. Mozart og G. Varesco. Instruktion og scenografi ved Robert Carsen. Det Kongelige Kapel og Operakor samt diverse solister og statister. Spiller i Operaen til 28. april.