Med sine fine ansigtstræk, beskedne 175 centimeter og en fortid inden for ballet minder Jean-Claude Van Damme ikke umiddelbart om en typisk actionhelt.

Men muskler, det har han, og den lille belgier med det borgerlige og lidet publikumsvenlige navn Jean-Claude Camille François Van Varenberg er ikke til at komme udenom, når man skal opremse de mest kendte actionstjerner.

Karrieremæssigt har Van Damme aldrig været i nærheden af kolleger som Arnold Schwarzenegger og Sylvester Stallone, men til gengæld er der mere action over ham i virkeligheden.

Van Damme begyndte nemlig som dreng at dyrke kampsport. Angiveligt opfordrede hans far ham til det, da han bemærkede sønnens ydmyge fysik. Selv om fysikken i starten ikke var imponerende, havde Van Damme evnerne, og efter flere års træning blev han udvalgt til det belgiske karatelandshold. Han har vundet en lang række kampe inden for diverse former for kampsport, og her blev han blandt andet kendt for sit høje spark - et spark der den dag i dag er hans signaturbevægelse på film.

Sin smidighed brugte Van Damme også til et noget fredeligere formål, nemlig ballet, som han dyrkede i en årrække.

Van Damme flyttede til USA for at få gang i en filmkarriere, og det skulle blive en anden B-filmskuespiller - Chuck Norris - der blev den unge belgiers første møde med actionfilmens verden. Norris gav nemlig Van Damme en statistrolle i den tåkrummende ringe »Missing in Action« (1984) med Norris selv i hovedrollen.

I kampens hede

Efter flere biroller i halv- eller heldårlige film fik Van Damme sit store gennembrud i kampsportsfilmen »Blood Sport« (1988). Filmen var ellers så ringe, at den efter optagelserne var ved at blive kasseret, men Van Damme satte alle sejl ind på at få den klippet om til noget, man kunne være bekendt at vise, og slutresultatet blev en stor succes - også for Van Damme. Det var måske ikke hans indsats som skuespiller, der imponerede, men enhver kunne se, at han gjorde sig godt i kampscener, hvilket filmen, som titlen antyder, da også mestendels består af.

Herefter fulgte mange år med action- og kampsportsfilm, der enten var nogenlunde, halvsløje eller ligefrem fornærmende dårlige. Kampscenerne var dog altid gode, og det har været nok til, at Van Damme har kunnet fastholde en loyal fanskare, mens andre grinede ad ham og hans balletfortid.

Det ændrede sig i 2008, da Van Damme i den pseudobiografiske »JCVD« hudløst ærligt spiller sig selv. En aldrende B-actionstjerne, der taber sine få jobtilbud til kollegaen Steven Segal og er ved at miste retten til at se sine børn. Her er fokus ikke på kampscener, men på Van Dammes evner som skuespiller, og mærkeligt nok skuffer han ikke. Han kan faktisk spille godt.

Der går også et vedholdende rygte om, at Van Damme næste år igen vil kæmpe professionelle kampe efter et kvart århundrede.

Måske er der alligevel håb for en halvgammel, B-film-actionhelt.