»Mit største mareridt er at fylde 40 år og være nødt til at stoppe. Men det bliver jeg jo nødt til«

Som balletdanser er man hele tiden i kontakt med sin krop, men faktisk kan trinene også fylde meget i hovedet. Det ved Wilma Giglio, der lørdag debuterer som solodanser i »Alice i Eventyrland« på Det Kongelige Teater.

»Hvis ikke jeg danser i en uge, så mangler der noget,« siger 24-årige Wilma Giglio, der danser hovedpartiet i »Alice i Eventyrland« på Det Kongelige Teater. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

Hun kalder det selv for en »boble«, men det virker mere dramatisk end det.

Boblen er den tilstand, man kan træde ind i som professionel balletdanser, hvor det eneste, der betyder noget, er dit fokus.

Hvor hver eneste time, du bruger i øvesalen, kan gøre dig bedre. Og hver eneste time, hvor du ikke øver, kan få dig til at miste fokus. Du er i boblen, når du kan blive ved med at tænke over en særlig bevægelse. Som en developé. Der er 1.000 måder at gøre det på, og i boblen er de alle sammen utroligt vigtige.

Wilma Giglio var stadig en skolepige, da hun første gang fornemmede boblen.

»Man kan godt tale flere sprog, men alle mennesker har ét sprog, som fungerer bedst, når de skal udtrykke sig følelsesmæssigt. Det er som regel deres modersmål. Jeg føler, at dansen er mit modersmål«, siger Wilma Giglio, der danser hovedpartiet i Det Kongelige Teaters juleballet. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup.

»Mine forældre var helt almindelige mennesker fra middelklassen i Argentina, og jeg husker fornemmelsen af at komme hjem fra balletskolen og fortælle dem om et trin, en koreografi og betragte, at de lyttede i fem minutter – og så gik videre i samtalen. Jeg kunne jo blive ved med at tale om det. Jeg kunne endevende hver en detalje. Men den slags er jo ikke interessant for folk, der kommer udefra,« siger Wilma Giglio.

»Dengang var det irriterende, men i dag tænker jeg faktisk, at det var min redning, at de havde det sådan. For ellers havde jeg måske kun udviklet ballerinaen Wilma. Og jeg havde også brug for at lære at være bare-Wilma.«

Mickey Mouse på mobilen
Der går et stykke tid, inden Wilma taler om den boble, hun har mødt som professionel balletdanser. Første gang vi mødes, taler vi mere om hendes karriere. Wilma henter mig i døren på Det Kongelige Teater iført nogle enorme hjemmesko, der får hendes slanke krop til at virke endnu smallere. Hun forklarer, at alle ballerinaer har dem på, når de går omkring på teatret.

Dunene holder fødderne varme og klar, hvilket er nødvendigt, når man skal øve hovedpartiet i Det Kongelige Teaters opsætning af »Alice i Eventyrland«. Den hidtil største ballet på Gamle Scene.

750 par sko bliver brugt i forestillingen. 500 par indfarves til rollerne. To kvinder er hyret ind for at stå for den del af arbejdet. Imens tager 90 dansere og statister sig af de 140 roller. Og så er der fire ballerinaer, der skiftes til at danse Alice, der ikke forlader scenen i de tre timer, forestillingen varer.

»Det sker ikke hver gang, men det er det øjeblik, at det sker, man bliver afhængig af,« forklarer Wilma Giglio om den tilstand, hvor man glemmer sig selv og alting og bare danser. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup.

Wilma Giglio ifører sig Alices lilla kostume lørdag – og indtager dermed sin første store rolle som solodanser.

Hun er opvokset i Argentina, men har studeret på balletskolen i Canada. Det var en underviser på The National Ballet of Canada, der fortalte hende om mulige stillinger i København. Det lød som en af de chancer, man får så få af, og dage efter stod 20-årige Wilma Giglio i Kastrup Lufthavn med en kuffert, 300 dollar i kontanter og sin mors kreditkort. Just in case.

»Siden jeg var otte år gammel, har jeg drømt om at blive ballerina. Ønsket har altid været at komme til Europa, hvor det hele begyndte,« forklarer hun, mens vi går ned mod den lille garderobe, hun deler med den amerikanske solodanser J'aime Crandall. Små kaktusser fylder i vindueskarmen. Sminkebordet er fyldt med rekvisitter, læbestifter og Wilmas mobiltelefon, der er lagt ind i et Mickey Mouse-cover.

»Der lå en balletskole lige ved siden af mine forældres hus i Córdoba, og jeg husker, at jeg kunne kigge ind ad vinduet, når jeg stod på tæer. Mine forældre var ikke særligt interesserede – min far er blomstersælger – men en dag gik min mor alligevel ind og tilmeldte mig.«

Siden gik det stærkt – og allerede som 15-årig flyttede Wilma til Canada, hvor hun blev optaget på den nationale balletskole.

»Jeg er et familiemenneske, og det var et chok at sidde alene i Toronto uden at kende andre. Det var her, boblen blev dannet. Jeg fordybede mig totalt i balletten. Og jeg havde nogle fantastiske oplevelser med den.«

»Der lå et balletinstitution lige ved siden af mine forældres hus, og jeg husker, at jeg kunne kigge ind ad vinduet, når jeg stod på tæer. Mine forældre var ikke særligt interesserede, min far er blomstersælger i Córdoba. Men en dag gik min mor alligevel ind og tilmeldte mig,« husker Wilma Giglio. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup.

Wilma forsøger at beskrive det for mig. Det handler om at stå på scenen og glemme sig selv. Publikum er væk. Teatret ligeså. Det eneste, der findes, er dig selv og dine trin. Hun kan høre dem i hovedet, mens hun går dem igennem. Plié. Chassé. Op. Ned. Det er der, det hele går op. 21 års træning. Ødelagte fødder. At bo 12.000 kilometer hjemmefra. Skaderne.

»Det sker ikke hver gang, men det er det øjeblik, hvor det sker, man bliver afhængig af,« forklarer Wilma Giglio. Det er den positive side af boblen. At man kan søge tilflugt i den.
Men det ændrede sig, da Wilma Giglio fik en skade.

At danse i hovedet
Tendonitis, eller smerter i svangsenen, er en kendt tilstand for balletdansere. Man behøver ikke et uheld for at få det. Slitage er nok. Ret udramatisk, når man ser det uden for boblen. Men kun udenfor.

»Pludselig havde jeg konstante smerter i min fod, og det betød, at jeg ikke kunne danse i to år. Jeg kendte ingen mennesker, for jeg havde ikke lavet andet end at danse, siden jeg ankom,« husker Wilma Giglio, der oplevede, at alting mistede mening. Ballet havde fyldt alt, siden hun var otte år. Nu skulle hun finde noget andet at gå op i. I en lang periode udskød hun beslutningen om at gå efter en anden karriere.

Det meste af tiden lå hun på sengen og kørte dansetrin igennem inde i sit hoved.

»Det er svært at forklare,« siger hun. »Men for mig er dans et sprog. Og man kan godt tale flere sprog, men alle mennesker har ét sprog, som fungerer bedst, når de skal udtrykke sig følelsesmæssigt. Det er som regel deres modersmål. Jeg føler, at dansen er mit modersmål.«

Hun fortæller, at det er sådan, ballet fungerer. Hvert eneste trin skal formidle en følelse. Det er derfor, man skal være så fokuseret på detaljerne. Når man så mister den evne, bliver man stum.

»Man siger, at balletverdenen er meget konkurrencepræget, men sådan oplever jeg det ikke. Jeg er mest i konkurrence med mig selv – men jeg er også en hård modstander,« siger Wilma Giglio, der danser i »Alice i Eventyrland«, som er Det Kgl. Teaters juleballet. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup.

»Hvis ikke jeg danser i en uge, mangler der noget. Det største mareridt er at fylde 40 år og være nødt til at stoppe. Men det bliver du jo nødt til. En ballerina er en atlet. Kroppen bliver slidt. Men jeg kan stadig ikke tænke på, hvordan mit liv bliver herefter. Det er jo det fantastiske ved denne verden. At du aldrig har lyst til at slippe den.«

Du må ikke tro, at alt andet er lige meget
Anden gang, jeg møder Wilma, er til prøverne på »Alice i Eventyrland«.

Iført en lyserød top og et lille skørt forsøger hun at øve tredje akt foran et af salens store spejle. En instruktør forklarer, hvordan hendes fødder skal vise kærlighed. Det handler om have en let gang på jorden. Alice er ung. Det er teenagerens forelskelse, der skal formidles.

Det er nu et år siden, Wilma Giglios smerter stoppede, og om lidt har hun premiere på »Alice i Eventyrland«. En historie, som Wilma Giglio første gang stødte på, da hun fik figurerne i et Happy Meal fra McDonalds. Det kan hun godt grine ad. I det hele taget er der meget at le ad nu, da hun ikke længere er begrænset til at danse inde i sit hoved.

»At være skadet fik helt klart sat nogle ting i perspektiv. Jeg blev meget glad for, at jeg kom fra et miljø, hvor jeg bare var Wilma. Ved at være skadet blev jeg nødt til at træde ud af min egen boble og bare være mig. I dag kan jeg tage hjem fra teatret og bygge et Lego-tårn med min kæreste. Når man arbejder med noget så luftigt som en ballet, er det skønt med noget konkret. Du bliver nødt til at kunne træde ud af det rum, som kunsten giver dig. Det gjorde jeg i Canada.«

Wilma understreger, at det ikke er alle, der ønsker at træde ud af boblen. De lader sig opsluge. Det er, som hun siger det, deres valg.

»Problemet er, hvis du begynder at tro, at alt andet er lige meget. At der kun findes det øjeblik inde på scenen, og at du skal gøre alt for at komme derhen. Så lytter du hverken til din krop eller din fornuft.«

Det er nødvendigt at træde ud en gang imellem. Ellers går du ned.

»Myten om, at balletdansere er meget konkurrenceprægede, eksisterer ikke mere. I dag konkurrerer vi meget mere med os selv. Derfor skal man lære tålmodighed – også med sig selv. For vi er hårde modstandere«.

»Alice i Eventyrland« vises på Det Kongelige Teater frem til 22. december. Koreografi: Christopher Wheeldon. Scenarium: Nicholas Wright, Musik: Joby Talbot