Vinterbørnenes mor kommer ind i varmen på Louisiana

En kvinde, der cykler af sted med sin søn i barnesædet. En nøgen far, der pusler sit barn. Dea Trier Mørch gjorde hverdagen til en del af kunsten. Måske forklarer det, at hun får en renæssance i disse år. Det mener kuratoren bag den første samlede udstilling af Mørchs værker, der netop er åbnet på kunstmuseet Louisiana. Men en kritik lurer i periferien.

kultur
Motivet af det lille barn mellem to stærke arme er hentet fra »Vinterbørn« – romanen, der var for lidt politisk til forlaget Demos, men som endte med at sælge over 200.000 eksemplarer, da Gyldendal udgav den i 1976. Fold sammen
Læs mere
Foto: Louisiana PR Kim Hansen

Skal Dea Trier Mørch nu også kanoniseres i samme grad som Picasso?

Sætningen, der skal udtales med foragt og vist også er blevet det, bliver refereret af Poul Erik Tøjner, da Louisianas direktør præsenterer museets nye udstilling af Dea Trier Mørchs litografier.

For selvfølgelig er det et bevidst – og nogle steder upopulært – valg, når et af landets største museer laver den første samlede udstilling af Mørchs værker nogensinde. Det indrømmer Tøjner gerne.

»Men Louisiana er ikke kun et museum for de kunstnere, der kan måle sig med Picasso. Vi er et hus, der interesserer sig for den kunst, der betyder noget for en masse mennesker. Uanset, hvad man mener om Dea Trier Mørchs politiske holdninger, har hun skabt et ikonisk billedsprog, der fik vid udbredelse og betydning i en tid, der for mange af os var vores barndom og ungdom,« siger Tøjner med et blik ud over den fremmødte presse.

Han understreger, at diskussionen om en politisk kunstners sindelag også var oppe at vende, da Louisiana udstillede Jacob Holdts fotografier i 2009.

»Men politisk kunst er mange ting. I vores tidligere Måne-udstilling hang ni billeder af Donato Creti, der var lavet til Paven, så han ville give lov til at bygge et observatorium. Billeder kan på mange måder have hver deres egen politik i sig.«

Moderskab blev til kunst

Det er egentlig opsigtsvækkende, at man aldrig tidligere har set et museum udstille Dea Trier Mørchs værker. Den kortklippede billedkunstner var kun 16 år, da hun blev optaget på Kunstakademiet, men følte sig aldrig rigtigt hjemme på uddannelsen, der især fokuserede på den abstrakte kunst.

Kunstner, forfatter, mor og politisk aktiv. Dea Trier Mørch havde mange kasketter og huskes for mange ting. Ifølge Louisianas direktør, Poul Erik Tøjner, var hun dog først og fremmest skaber af en klar visuel stil, der ramte bredt og lidenskabeligt i 60erne og 70erne. Fold sammen
Læs mere
Foto: Louisiana.

Trier Mørch ville tale tydeligt og med store bogstaver. Under en rejse til Østeuropa blev hun optaget af plakatkunst og eksperimenterende teater, som kunne tale direkte til folkets hjerter. Hun kastede sig over linoleumssnittet, der havde den fordel, at det var let at arbejde med og nemt kunne mangfoldiggøres.

»I reglen interesserer publikum mig mere end selve forestillingen – de uldne trøjer i de kæmpestore rum,« som der står på udstillingens hvide væg. Citatet stammer fra »Sorgmunter Socialisme«, som kunstneren udgav i 1968.

Det var nemlig her, på den yderste venstrefløj, hun hentede de budskaber, der både fik mæle på lærrederne og i kunstnerkollektivet »Røde Mor«, hvor hun mødte sin senere ægtemand, sangeren og musikeren Troels Trier.

Trier Mørchs egentlige gennembrud kom dog med »Vinterbørn«, der skildrer 18 gravide kvinder, som er indlagt på Rigshospitalets fødeafdeling. Bogen var en hyldest til moderskabet efter et årti, hvor feministerne primært havde betragtet børn som den lænke, der bandt kvinden til hjemmet. Dea Trier Mørch så anderledes på sagen og lod venskaber og kvindesind udfolde sig blandt de indlagte, der røg Cecil (!) og læste ugeblade, når de da ikke holdt hinandens hænder og delte hinandens erfaringer.

Syge børn og utro ægtemænd var der nok af i periferien, men i centrum var hele tiden kvindernes fælles oplevelser.

Udstillingen på Louisiana, der fokuserer på ti år af Dea Trier Mørchs professionelle liv fra 1967 til 1977, viser både motivet af den ammende mor fra bogens forside og af det lille nyfødte barn holdt mellem to stærke hænder. Derudover er der plads til flere af de meget tætte nærbilleder af selve fødslen.

I den sammenhæng var Dea Trier Mørch meget trendsættende, siger udstillingens kurator, Marie Laurberg.

»Fødslen har næsten altid været et visuelt tabu i den vestlige kunsthistorie. Det er meget påfaldende, når man tænker på, hvor meget død rent faktisk fylder,« siger kuratoren bag Louisianas aktuelle udstilling af Dea Trier Mørch. Fold sammen
Læs mere
Foto: Louisiana.

»Fødslen har næsten altid været et visuelt tabu i den vestlige kunsthistorie. Det er meget påfaldende, når man tænker på, hvor meget død og især mandlig seksualitet fylder,« siger Marie Laurberg og understreger, at Dea Trier Mørch ændrede tabuet. Ikke kun fordi hendes billeder gik tæt på kønnet, men også fordi hun turde vise det almenmenneskelige i at stifte en familie.

Billederne fra »Vinterbørn«, som nu hænger på Louisiana, tæller blandt andet et en ryg, der er bøjet over rengøringen. Et andet motiv viser en far, der sover på en sofa, mens to mindre børn kravler rundt oven på ham. Hverdagen sidder overalt i deres bløde striktrøjer.

I serien »I en trekant« cykler en mor af sted med sin vinterklædte dreng i barnesædet. Det kunne også være lavet om nutidens familieliv. En far pusler sit barn uden at være iført hverken bluse eller bukser. Det var til gengæld dengang.

Yngre kvinder med og uden humor

»I 70erne var det at få børn ikke et selvrealiseringsprojekt. Det var noget alment kvindeligt, alment menneskeligt, ligesom i »Vinterbørn«, hvor kvinder fra alle samfundslag mødes på fødestuen. På den måde turde Dea Trier Mørch gøre op med dogmet om, hvilke historier der normalt bliver tildelt status,« siger Marie Laurberg, da vi står ved udstillingens bemalede endevæg.

Et par enorme barneøjne ser ned på os, mens kuratoren understreger, at hun ser en stigende interesse for Dea Trier Mørch i dag. Flere af de motiver, kunstneren arbejdede med, går således igen hos yngre danske kunstnere som Hannah Heilmann og Stense Andrea Lind-Valdan, mens yngre forfatterinder som Olga Ravn og Maja Lucas blandt andet arbejder med temaer som familierelationer, tab og erindringer. Og med de mere tabubelagte følelser forbundet med moderskabet.

Andre bøger som »Fårking Gravid«, »Hvor lagde jeg babyen?« og »C.H.O.K.« bruger humor til at beskrive den akavede fornemmelse af at have et andet væsen inden i sin krop, der ikke længere arter sig, som mange kvinder ellers tænker, at den bør gøre.

»70ernes feminister sagde, at det private var politisk, men det politiske og det intime glider også sammen hos yngre forfattere i dag. Den store brug af humor viser også, at vi stadig håndterer et tabu. Humor har altid været et effektivt middel, hvis man skal berøre et emne, der er farligt eller betændt,« forklarer Marie Laurberg.

Mørch som Picasso

Mens Dea Trier Mørchs fokus på det intime og hverdagsprægede nok kan vække genklang i dag, er der et andet forhold til hendes glødende socialisme.

Især den sidste del af udstillingen rummer litografier med titler så tydelige, at man ikke engang behøver at beskrive dem. Ordene alene giver en idé om motiverne på »Myrdet brasilianer«, »Tortur af politisk fange« og »Cuba«.

Dea Trier Mørch var meget optaget af de undertryktes sag. Flere af litografier, der udstilles på Louisiana, viser frihedskampe i USA og Latinamerika. Fold sammen
Læs mere
Foto: Louisiana PR.

»For hende var billederne fra USA og Latinamerika del af et politisk projekt, men jeg synes i højere grad, at de indeholder en humanistisk dimension. Et værk om en mand med bind for øjnene og en åben, skrigende mund skal ikke ses snævert partipolitisk. Det er også et værk om smerte og vold,« siger Marie Laurberg og medgiver, at kunstnere, der indskriver sig i en politisk tradition, selvfølgelig vækker debat. Det er jo ikke til at lukke øjnene for, at et billede som »Imperialisme« fra 1967 rummer et citat af Karl Marx.

Men ifølge Marie Laurberg bør det ikke skræmme nogen væk.

»Dette er en kunstudstilling, ikke et politisk eller kulturhistorisk indlæg. Fordi Dea Trier Mørch er kunstner og ikke politiker, er der hele tiden en abstraktion i hendes værker. Og det er hele tiden mennesket, hun ser«.

Det er ikke Picasso, men kunst er det. Og Marie Laurberg understreger i øvrigt, at sammenligningen er lige så ligegyldig, som den er genkendelig.

»Man har også spurgt, om Frida Kahlos billeder overhovedet er kunst. Det spørgsmål stiller vi ikke de mandlige kunstnere, der beskæftiger sig med døden eller seksualiteten. Men kvinder udgør jo halvdelen af verden. Det stod der også på Røde Mors plakater«.

LOUISIANA ON PAPER: DEA TRIER MØRCH
Udstillingen, der bstår af 90 grafiske værker, vises til den 28. april.