Leif Davidsens Rusland

ERINDRINGER: Leif Davidsen har skrevet en personlig erindringsbog om Rusland. Den er rasende godt skrevet, men har intet nyt at tilføje til sine forgængeres konklusion: Det går fint nok i Rusland.

MOSKVA

Adskillige af de sidste års danske bøger om Rusland har påtaget sig at besvare et stort spørgsmål: Går det godt eller skidt i Rusland?

Leif Davidsens nye erindringsbog om Rusland er ude i samme ærinde og har samme konklusion som forgængernes, Flemming Roses »Katastrofen, der udeblev« og Per Dalgårds »Jeltsins Rusland«. Alle hævder de, at det kunne være gået meget værre i Rusland. Det berømte glas er snarere halvfyldt, end det er halvtomt.

At Davidsen har samme syn på sagen kan ikke undre, for han har også samme udgangspunkt: Sovjetunionen var et helvede på jord, og sammenholdt med helvedet ser Rusland faktisk rigtigt tilforladeligt ud.

Men samtidig må det være tilladt at tilslutte sig det hjertesuk, som Weekendavisens Martin Krasnik udstødte allerede ved anmeldelsen af Per Dalgårds bog: »Hvis katastrofen er et Rusland i total opløsning og en Milosevic i Kreml, ja så går det ganske rigtigt godt, men må man ikke have lov at have højere ambitioner på landets og russernes vegne?«.

Leif Davidsen skriver selv i sin bog, at han efterhånden blev træt af at høre sine forældre gøre besættelsestiden til målestok for alting. Det er samme træthed, der griber os, der er ti år yngre end bemeldte herrer. Vi ved godt, at Sovjet var forfærdeligt. Den kamp vandt professor Bent Jensen, og han kæmpede den, dengang det gjorde ondt.

Desuden er det jo bevist i udlandet, at det sagtens kan lade sig gøre at skrive fremragende, dokumentariske bøger om det ny Rusland - uden at de på nogen måde kan opfattes som en beklagelse over, at Sovjetunionen brød sammen. Tag bare journalisternes Chrystia Freelands »Sale of the Century« og Pavel Klebnikovs »Godfather of the Kremlin - Boris Berezovskij«.

Når det er sagt, så er der heldigvis andre årsager til, at Leif Davidsens nye bog alligevel er værd at stille op i bogreolen til de andre. Den er - som man kunne forvente det, når det drejer sig om Leif Davidsen - rasende velskrevet.

Og det er i sig selv en bedrift, når man betænker, at fundamentet for fortællingen er en søvnig flodtur på krydstogtsskibet MS Fjodor Dostojevskij for to år siden ad floderne Volga og Karma - fra Moskva til Perm. Indtrykkene fra flodturen væver sig ubesværet sammen med Leif Davidsens erindringer fra sine rejser i Rusland - og frem for alt fra udstationeringen som korrespondent for Danmarks Radio fra 1984 til 1988. Det er elementært interessant at læse om, hvordan hans familie fik hverdagen til at fungere i det vareknappe Sovjet - og om hvordan han måtte lyve sine bedste indslag i hus over for store og små betonbureaukrater. Kort sagt er bogen bedst i de passager, hvor Davidsen sænker anklageskriftet over sovjetsystemets forbrydelser og simpelthen fortæller, hvad han selv oplevede.

Oven i hatten får trofaste læsere af Davidsens spændingsromaner - som mig selv - foræret et indblik i forfatterens arbejdsmetoder, og vi får udpeget de steder geografisk, hvor inspirationen til hans forskellige romanfigurer opstod. Helt fænomenal er Davidsens beskrivelse af sit første møde med Sovjet i 1980 - et møde, der satte ham i gang som forfatter. Han hævder ganske vist, at man aldrig vil kunne forstå, hvor trist og løgnagtigt Moskva var dengang, hvis man ikke selv har prøvet det: Men jeg vil nu påstå, at læseren er hjulpet godt på vej af hans beskrivelser.

Bogens styrke er så afgjort, at den mange steder er skrevet som en litterær roman, som læseren let og ubesværet flyder igennem.

Det er dog samtidig dens svaghed, når det gælder dialogerne mellem Leif Davidsen og hans kone Ulla, der er med på turen. Bogen igennem taler de til hinanden som stiliserede romanpersoner: Vittigt, kærligt, pointeret og frem for alt med en imponerende opvisning af paratviden. Sådan er der efter mine begreber - og jeg har også været gift i mange år - ingen ægtefæller, der klarer at tale sammen hele vejen gennem fjorten dage. Tager jeg fejl, bør Davidsen & kone overveje at nedsætte sig som parterapeuter. Mere troværdigt bliver det heller ikke af, at pressemeddelelsen fra forlaget oplyser, at Frank Esmann var med på turen, hvor han optog en dogmedokumentar, som vil blive vist på DR. Hvor var Esmann henne under disse kærlige samtaler? Havde han intet begavet at bidrage med?

Til trods herfor ligger det fast, at man ikke keder sig om bord på Dostojevskij sammen med ægteparret Davidsen - samtidig med, at man får oprullet Ruslands historie i det 20. århundrede.