Kulturminister tvinges til at redde orkester

Nedlæggelsen af DR UnderholdningsOrkestret er en principiel sag, som politikerne både kan og skal blande sig i, mener de Konservatives Lars Barfoed, der har samlet et politisk flertal for at bevare orkestret.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Selv om kulturminister Marianne Jelved (R) hidtil på det bestemteste har afvist at blande sig i, hvordan DR forvalter politikernes sparekrav, vil hun nu efter al sandsynlighed blive tvunget til at kaste en redningskrans til det lukningstruede DR UnderholdningsOrkestret og dermed tvinge DRs ledelse til at finde den besparelse på cirka 30 mio. kroner årligt, som orkesterlukningen ville have givet, andetsteds i organisationen.

Når forhandlingerne om DRs public service-kontrakt for de næste fire år indledes i Kulturministeriet tirsdag i næste uge, vil et flertal på 90 mandater i Folketinget bestående af Venstre, de Konservative, Dansk Folkeparti, Enhedslisten og det færøske folketingsmedlem Edmund Joensen kræve, at en bevarelse af alle DRs nuværende fire ensembler bliver indskrevet i kontrakten. Også Liberal Alliance vil muligvis tilslutte sig kravet, afhængig af hvordan det udmøntes.

Konsekvens af medieforliget

For at sætte yderligere trumf på agter de fire partier også at få vedtaget en flertalsudtalelse med samme indhold i Folketingets kulturudvalg onsdag. Og hvis ministeren heller ikke reagerer på det, kan næste skridt blive et beslutningsforslag i Folketinget, hvor regeringen pålægges at fastholde UnderholdningsOrkestret, siger de Konservatives kulturordfører, Lars Barfoed.

Lukningen af UnderholdningsOrkestret er led i den spareplan på godt 160 mio. kroner årligt, DRs ledelse meldte ud 8. september som en konsekvens af forårets medieforlig. Lige siden har Lars Barfoed arbejdet for at skabe politisk flertal for at redde orkestret. Det er nu lykkedes, efter at først Enhedslisten og senest Venstre har tilsluttet sig, mens DF hele tiden har været imod orkesterlukningen.

»Når jeg fra første dag er gået så skarpt ind i debatten for at få ændret beslutningen, er det fordi, jeg mener, at UnderholdningsOrkestret er en meget vigtig kulturinstitution, som spiller en betydelig rolle i dansk musikliv og repræsenterer kernen i DRs public service-forpligtelse,« siger han.

Han afviser, at der er tale om utidig politisk indblanding i DRs interne forhold og en overtrædelse af det såkaldte armslængdeprincip:

»Der er ikke noget nyt i, at politikerne blander sig i DRs virksomhed. Vi repræsenterer jo dog ejerne, vi pålægger befolkningen at betale licens og skal selvfølgelig også have lov til i hvert fald principielt at mene noget om, hvad DR skal beskæftige sig med. Vi skal ikke gå i detaljer, men at nedlægge UnderholdningsOrkestret er en meget principiel ting. Desuden har vi jo allerede blandet os, fordi det allerede i dag indgår i public service-kontrakten mellem DR og kulturministeren, at man skal have et underholdningsorkester.«

Kritisk bestyrelsesformand

DRs bestyrelsesformand, Michael Christiansen, er stærkt kritisk over for, at politikerne nu blander sig i, hvordan DR udmønter sparekravene. Det har ikke været muligt at få et interview, men i en mail til Berlingske skriver han:

»De politiske udmeldinger, som vi har hørt det seneste døgn, giver anledning til alvorlige principielle overvejelser om forholdet mellem politikerne og DRs ledelse. På den baggrund er jeg gået i gang med sonderinger for at afklare de politiske holdninger til de principielle spørgsmål, som sagen rejser.«

DRs næstformand, Ole Hyltoft (DF), mener derimod ifølge flere medier, at DR nu skal opgive beslutningen om at lukke UnderholdningsOrkestret.

Flere har imidlertid rejst tvivl, om orkestret overhovedet kan reddes nu, hvor der er gået mere end to måneder, og flere af musikerne allerede er på vej ud i nye job. Men det er Venstres Michael Aastrup Jensen helt uenig i:

»Vi har jo en public service-kontrakt, der stadig gælder, og hvor der står, at DR skal have et underholdningsorkester. Vi er ikke engang begyndt at forhandle om den nye kontrakt, så jeg finder det ekstremt mærkeligt, hvis man fra DRs side siger, at nu kan det ikke lade sig gøre at samle UnderholdnignsOrkestret igen,« siger han.

DFs medieordfører, Morten Marinus, mener, at DR burde have ventet med at melde orkesterlukningen offentligt ud og varsle fyringer, til man havde konsulteret politikerne.

»Man har villet prøve at binde politikerne på hænder og fødder og derefter pakke det ind i armslængdeprincippet. Men det her har ikke noget med armslængde at gøre, og vi vil ikke finde os i det,« siger han.

Ministeren bør rette ind

Kulturminister Marianne Jelved selv ønsker ikke at kommentere kravet fra de fire partier, så længe forhandlingerne om public service-kontrakten ikke er afsluttet. Men ifølge medieforsker Henrik Søndergaard på Københavns Universitet har ministeren ikke andre muligheder end at rette ind efter det flertal, som nu går mod lukningen af orkestret.

»Flertallet kan i sidste ende beslutte at hastebehandle en ændring af radio-TV-loven, så der kommer til at være en ekstra paragraf, der siger, at DR skal have et underholdningsorkester. Og så er DR nødt til at have det. Et flertal i Folketinget kan altid fremsætte et lovforslag, og hvis der er flertal for det, bliver det vedtaget. Så er den ikke længere,« siger han.