Jussi Adler Olsens nye bog er et skarpt samfunds(selv)portræt

Jussi Adler Olsen har netop udgivet den 7. bog i serien om Afdeling Q - "Selfies". Fold sammen
Læs mere
Foto: Nikolai Linares

I en tid, hvor snyderi, selviskhed og selfies breder sig i landskabet, og hvor kontanthjælpsloft og andre krasbørstige tiltag sparker de svageste danskere ud over kanten, er der nok andre end sagsbehandleren Anne-Line Svendsen, seriemorder og superskurk i Jussi Adler-Olsens »Selfies«, der kunne nakke et par af dem, der selvtilfredst malker systemet. Især hvis snylterne er unge, smukke, smådumme og selfiedyrkende, og man selv er en kræftramt, ufotogen pebermø.

At mord ikke er den mest konstruktive måde at skabe samfundsforbedringer på, siger sig selv. Ikke desto mindre lægger dette tema bunden for både fremragende underholdning og skarp samfundskritik i Adler-Olsens syvende bind i serien om Afdeling Q, hvor Carl Mørck, Assad og Gordon jonglerer med flere uopklarede (og også nye) sager.

Her er fuld fart over feltet med både lun og spidsfindig humor, og det hele leveres så velsmurt, at alle kan være med. Jussi er faktisk bedre end nogensinde, og når de fire store stjerner ikke bliver til fem, skyldes det små handlingsmæssige utroværdigheder og visse lidt for karikerede beskrivelser.

Den engang nydelige, men nu overvægtige og bitre sagsbehandler i Københavns kommune beslutter at udrydde de af sine klienter, der udnytter systemet og ellers kun har deres eget selvportræt og drømmen om at blive stjerne for en aften i hovedet. I årevis har hun højlydt beklaget sig over de tåbelige tøser, der af den ene eller den anden grund aldrig har lært at yde et stykke almindeligt arbejde, men blot forventer, at samfundet skal betale for deres nye støvler og smarte tasker m.m.

Da hun får stillet en brystkræftdiagnose, koger bitterheden over, og hun forbereder sig minutiøst på sin selvbestaltede mission ved at tilegne sig en forbryders færdigheder. I en stjålen bil kører hun først den ene, så den anden ned med fuldt overlæg, og da hun gennem en småkriminel klient anskaffer sig en pistol, likviderer hun den næste med en kugle for panden.

Sagen er i første omgang ikke én, der har Carl Mørcks interesse. Han er mere optaget af sammenhængen mellem en gammel mordsag og en ny sag, hvor en ældre dame er blevet myrdet i Kongens Have. Samtidig har han sit hyr med et påtrængende TV-hold fra programmet »Station 3«, der af ledelsen er blevet skubbet i armene på ham og hans folk.

Samme ledelse har i øvrigt besluttet at nedlægge afdeling Q, fordi opklaringsraten tilsyneladende ikke er særlig høj. Mørck kæmper for at bevise det modsatte, både med tal fra arkivet og ved at snigløbe drabsafdelingen i sagen om mordet i Kongens Have.

Sideløbende med dette sætter han alt ind for at redde kollegaen Rose Knudsens liv. I første omgang ved at finde årsagen til hendes dramatiske psykiske sammenbrud, senere, da hun forsvinder sporløst, ved at finde hende, inden det er for sent.

Det er især her, historien halter en smule. Den velmente og voldsomme beskrivelse af Roses opvækst stivner i firkantede fremstillinger af forholdet til faren, der var så ond en mand, at selv den mest gumpetunge kan fatte det.

Jussi Adler-Olsen rammer til gengæld rent i sin spydige og spændstige skildring af de unge, smukke, snyltende, selviske selfiestarletter på kontanthjælp og af et land fyldt med skævheder. Et skarpt og selvlysende samfunds(selv)portræt med høj spændingsfaktor og skæve humoristiske vinkler.

Hvad: »Selfies« Forfatter: Jussi Adler-Olsen. Sider: 505. Pris: 300 kr. Forlag: Politiken.