»Jeg er igangsætter af forskellige projekter, blandt andet bøger«

Danmarks suverænt bedst sælgende forfatter er aktuel med syvende bind om politimanden Carl Mørck. Jussi Adler-Olsen om selvforelskelse, krimiprædikatet og de energihuse, der optager en del af hans tid.

BMINTERN - Krimiforfatter Jussi Adler Olsen har skrevet bogen »Selfies«, den 7. roman i serien om Afdeling Q. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hvorfor skulle titlen på din syvende bog i serien om Afdeling Q og Carl Mørck være »Selfies«?

»Det er et godt symbolsk ord for, hvordan samfundet har udviklet sig siden i hvert fald 2001. At det er vores egne behov, der skal dækkes, og så må andres vente lidt. Selfien er også symbol på selvforelskelse, og i bogen er der nogle piger, der er forelskede i deres eget spejlbillede. Blandt kontanthjælpsmodtagere i København er der mange unge kvinder i alderen 25 til 35, som netop har fået at vide af forældrene, at de kan alting, og derfor nu ikke kan andet end at kræve ind. De vil gerne have lønnen for, at de er så fantastiske, men har ikke noget at tilbyde til gengæld.«

Hvorfor er det problem litterært interessant?

»Det er da unægteligt mere spændende, end at man finder et lig på molen bag havnen. Lad os tage fat i noget, som er i tiden. En kultur, som kan få indflydelse på vores liv mange, mange år fremover, hvis vi ikke erkender det.«

Hvordan har du det selv med selfies?

»Hvis folk siger »kan vi lige tage en selfie?«, når jeg er ude at signere, så gør jeg det meget gerne. Hvis de kan beriges ved, at vi står sammen på et foto, så synes jeg, det er fint. Men det er jo ikke sådan, selfies er normalt. Der fremstiller folk sig selv i gunstige situationer og kun dét. Det er irriterende. Og så bruger folk for meget tid på det. Jeg har lige været i Verona og gik hen og så den balkon, som man påstår, Julie har stået på. Hvad så jeg? En skov af arme og stænger rejst i vejret. Mange gik bare ind, tog selfien og så ud igen. Der er ikke meget Shakespeare over den handling, vel?«

Dine bøger udkommer i 42 lande, og krimiserien er solgt i mere end 3,2 mio. eksemplarer alene herhjemme og over 14 mio. på verdensplan. Der følger vel også en del overflade med livet som litterær verdensstjerne?

»Jeg prøver på at gøre det på en måde, så det ikke bliver ren overflade. Hvis jeg for eksempel signerer, så rejser jeg mig op og signerer stående og kigger folk lige ind i øjnene og taler med dem. Det betyder, at jeg får en masse livshistorier og også en masse glæde den anden vej. Når det drejer sig om interview, så betyder det, at jeg til stadighed bliver nødt til at udfordre min energi og min årvågenhed, og det er med til at holde en god hjerne i gang. Ellers ville jeg bare sidde og se fodbold og Netflix.«

Du har haft det lidt svært med prædikatet krimiforfatter. Har du vænnet dig til det?

»Næ, ikke rigtigt. Jeg synes, det er noget mere end bare krimier, jeg skriver. Jeg ser krimier som en arv fra Agatha Christie, Dashiell Hammett, Raymond Chandler og sådan nogle. Og jeg synes, det er noget andet, vi skriver i dag. Det er mere socialt, mere politisk og mere humorfyldt. Jeg synes, jeg er lidt mere holistisk skrivende. Som person er jeg jo altså også mere favnende end dét. Jeg beskæftiger mig med rigtigt mange ting. Jeg er igangsætter af forskellige projekter. Blandt andet bøger.«

Hvad sætter du ellers i gang?

»Lige nu er jeg i gang med at sælge to huse i Allerød og ved at istandsætte et nyt ude i Valby. Det er da noget. Så kan man få brugt sine hænder igen og få slæbt nogle kasser. Ud over det har vi nogle småfirmaer, som laver nogle andre ting også. Blandt andet har jeg udviklet energihuse. Det er con amore, og noget af det lykkes, og andet gør ikke. Det har ikke så meget at sige. Det, der har noget at sige, er, at man kan fremlægge et færdigt projekt. Jeg ser en stor udfordring i ikke at stagnere.«

Hvordan undgår du at stagnere som forfatter?

»Jeg tilrettelagde ti bind, som hver især skulle skrives forskelligt med forskelligt udgangspunkt. Som én bog med ti kapitler. Jeg havde regnet med, at jeg kunne gøre det på maks. ti år. Nu kommer der til at gå måske 15 år. Det havde jeg ikke set komme. Men det ville være synd at sige, at jeg har fortrudt det. Den her serie har givet mig så mange glæder.«