Interview: »Verden er mindre tolerant end for 30 år siden«

Både Mellemøsten og Europa er blevet mindre tolerante de seneste årtier, mener den libanesiske forfatter og skuespiller Darina al-Joundi, hvis hæsblæsende bog om opvæksten i Beiruts borgerkrigshelvede og flugten fra religionernes favntag udkommer på dansk i dag. Berlingske Tidende har mødt den frisindede drengepige der drømmer om at afskaffe religioner og sociale dogmer.

»At feste er en ting. Rigtig frihed er noget andet. At lave sin krop om med silikone, holde fester eller være elskerinde for en prins fra Golf-staterne – nogle er på den ene eller anden facon reelt ludere – det er velanset, fordi man så har penge. Men man har ikke ret til at have et frit seksualliv blot for lystens skyld. Jeg blev kaldt luder, bare fordi jeg levede mit liv.« Fold sammen
Læs mere
Foto: Scanpix

PARIS: »Jeg sad på balkonen. Jeg kastede ostekugler ud i luften. Jeg så folk løbe i alle retninger. Der lød skud, nogle mænd løb i retning af frugthaverne. Min mor kom løbende, hun havde en æske kager med, hun kom fra arbejde, hun var standset på Ain-el-Roumaneh broen, hun havde set falangisterne standse en bus fuld af palæstinensere og hale dem ud for at skyde dem en efter en. Jeg var lamslået og forstod intet, jeg fortsatte med at kaste ostekugler, en af dem ramte en militsmand i hovedet, han kiggede op mod balkonen og overdængede mig med skældsord. Den dag begyndte krigen.«

Lad det være sagt med det samme. Darina al-Joundi har ikke haft en barndom som de fleste, og hun er heller ikke som kvinder er flest. Og når man læser hendes hæsblæsende beretning om livet under Libanons borgerkrigshelvede, der udkommer på dansk i dag, spørger man uvægerligt sig selv, hvordan i al verden hun – og alle andre libanesiske børn for den sags skyld – formåede at opretholde en hverdag med plads til neglelak, ostekugler, kager og almindelige søskendeskænderier, mens døden lurede rundt om gadehjørnet eller under balkonen.

»Når man er lille, så driller man hinanden, man slås. Jeg var hyperaktiv og djævelsk. Sådan er det i alle familier. Man tror, at når man lever i krig, er det anderledes, men nej. Det er det samme. Der er bare krigen oveni. Min søster og jeg var som tvillinger, vi sloges meget, men vi elskede også hinanden meget,« smiler den libanesiske forfatter og skuespiller, da hun har sat sig til rette på sin stamcafé i latinerkvarteret i Paris, kun få stenkast fra hvor hun bor i dag. Glad og iført jeans, en langærmet blå uzbekisk trøje og en anelse morgenhår efter en lang nat foran tastaturet.

Ingen sex for lystens skyld
For i 2005 fik den vilde drengepige nok – ikke af borgerkrigen, der for længst var slut, men af den omsiggribende religiøse vækkelse i cedertræets land, der officielt tæller 17 religioner – og tog det første det bedste fly til Vesten. Flyet til London var fuldt booket, så destinationen blev i stedet Paris.

Det var nemlig ikke kun dagligdagen, der blev holdt krampagtigt fast i, mens Darinas hjem blev skudt i smadder så mange gange, at hun og hendes søskende fandt det helt normalt at bo på en byggeplads. Også moralske og religiøse kodeks strammede grebet om den sprælske Darina, hvis syriske far – en journalist og forfatter i eksil – ellers havde indprentet hende livets glæder, hver gang de passerede en moské:

»Se, hvordan de har kastet sig ned, piger. Men I skal aldrig forære jeres røv til himlen. Til mænd lige så meget som I vil, men ikke til Vorherre. I har ret til at drikke, gå i byen, miste jeres mødom, blive gravide, men jeg gentager, jeg vil ikke se nogen bede eller faste i mit hjem.«

For selvsamme faders død blev symbolet på frihedens endeligt, da naboer og slægtninge med vold og magt forsøgte at afspille båndoptagelser med korancitater ved hans begravelse, selv om han eksplicit havde frabedt sig ethvert religiøst islæt. Og da Darina begyndte at feste og gå med drenge, blev hun frosset ud af den øvrige del af familien, der efter faderens død sågar fik hende indlagt på et sindssygehospital.

»Mellemøstens bordel«
Men Beirut er jo netop kendt for sit udsvævende natteliv og omtales endda som »Mellemøstens bordel«. Hvorfor så denne puritanisme?

»At feste er en ting. Rigtig frihed er noget andet. At lave sin krop om med silikone, holde fester eller være elskerinde for en prins fra Golf-staterne – nogle er på den ene eller anden facon reelt ludere – det er velanset, fordi man så har penge. Men man har ikke ret til at have et frit seksualliv blot for lystens skyld,« svarer den storrygende al-Joundi. »Jeg blev kaldt luder, bare fordi jeg levede mit liv.«

Få måneder efter ankomsten til Frankrig skrev al-Joundi et langt brev til sin afdøde far om sin barndom og ungdom, der med den algeriske forfatter Mohamed Kacimis mellemkomst i 2007 blev til et teaterstykke, som med al-Joundi selv i hovedrollen har turneret i Frankrig lige siden.

Og via sit arbejde i Frankrig er hun nået til den konklusion, at det ikke kun er i den arabiske verden, men også i Europa at tolerancen og det liberale frisind er på stærkt tilbagetog.

»Der var meget mere tolerance for 30 år siden, for dengang i 1950erne og 1960erne skød den arabiske venstrefløj op. I dag findes den religiøse fanatisme overalt i verden,« mener hun.

»Jeg møder mange folk gennem teaterstykket. Jeg mødte en mor, der nærmest græd og absolut ville tale med mig. Hendes datter – der ikke havde nogen arabiske eller muslimske bånd – besluttede sig som 19-årig for at bære slør og konvertere til islam. Hun beskyldte sin mor, der havde været med i ’68, for at have gjort kvinden til et objekt,« tilføjer hun og understreger, at nye konservative tendenser også blomstrer inden for eksempelvis den katolske kirke.

»Der findes afholdenhedsklubber for unge, og selv i lande, der har fri abort, bliver det taget op til diskussion igen. I dag ser jeg TV-udsendelser, hvor de bliver ved med at sige, at man skal have børn, før man bliver 30 år, for ellers er det farligt. Det hele bliver meget dramatisk. Man begynder at sætte spørgsmålstegn ved emner, som man lagde til hvile i 1980erne. Ikke kun i Frankrig, men i hele Europa,« siger al-Joundi, der også ser tegn på hvad hun kalder »socialt diktatur« i ikke-religiøse sammenhænge.

Censur i Vesten
Eksempelvis er der på en plakat for en udstilling om den franske filminstruktør Jacques Tati, som i øjeblikket pryder metrostationer og busser i Paris, blevet sat en stor blomst over hans legendariske pibe af frygt for en ny lov, der gør det strafbart at forherlige tobak.

»Folk er ikke klar over, at det er censur. Hvad skal man så sætte i stedet for cigaretten i Gainsbourgs hånd? (den afdøde musiker Serge, red.) Det er jo en hel epoke, der går tabt,« siger hun ophidset og nævner som et andet eksempel reaktionen på, at avisen Libération tillod sig at citere fra et lukket møde i Elysée-palæet, hvor præsident Nicolas Sarkozy havde kaldt den spanske premierminister for »måske ikke særlig intelligent.«

»I går var der en minister der skældte hr. Joffrin, chefredaktøren ud, som en der sværtede Frankrigs image til. Det er fraser, jeg i høj grad har hørt brugt mod filmfolk og intellektuelle i mit land,« siger al-Joundi, inden hun med solbrillerne i panden slentrer tilbage til lejligheden: »Jeg flygtede fra den slags, og nu finder jeg det her. Den slags gør mig bange«.