Ih, hvor der vrøvles

Søren Kassebeer byline til bøgsektionen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Sophia Juliane Lydolph

 

Der var engang en ung mand, der skrev en fin roman, »Hvis der skulle komme et menneske forbi«, som fik gode anmeldelser. God var den, thi dens sprog var sikkert, og dens skildringer af mennesker på landet troværdig, så alt var såre godt. Og dog. For nogle begyndte at tale om, at denne roman ikke lignede den virkelighed, som den unge mand havde ladet sig inspirere af, og så var Fanden løs i Laksegade. For hvad er nu det for noget, sagde de forargede, man kan da anstændigvis ikke lave om på virkeligheden, bare fordi det, man skriver, er en roman, og altså dermed på papiret fiktion? Næh, nej, nu må den slags pjat stoppe.

Der var også engang, og det var just på samme tid, en ung kvinde, der skrev en lille bog, »Det underdanige og det magtfulde«, som fik lidt mindre fine anmeldelser end den unge mands. I bogen skrev hun lidt om sig selv og mere om livet på Borgen, hvor politikere, forstod man, kigger liderligt på unge kvinder, og hvor oppositionen med alle tænkelige lovlige midler forsøger at forhindre den til enhver tid siddende regering i at passe sit gode og samfundsnyttige arbejde. Litteratur var den, denne bog, det var den bestemt, for alt, hvad der står i en bog, er litteratur, men fiktion var den ikke, men en bog med skildringer af optrin fra en dagligdag, som debutanten havde oplevet den som praktikant på tinge.

Gør det en forskel? Ja, det gør. For dermed adskilte den unge kvindes bog sig helt principielt fra den unge mands bog, og det burde være tydeligt for enhver, men det var det så alligevel ikke. I den offentlige debat, hvor så meget vrøvl siges, blev de to unge forfatteres debuter slået i hartkorn, og dermed var forvirringen, som den ofte er, total. Fiktion mig her og autofiktion mig der. Hvad må man skrive, og hvad må man ikke skrive? Hvad er hvad, og hvad er op og ned?

Se det er jo gode spørgsmål, og selv om det kan forekomme træls, at man ikke bare kan lappe alting i sig, som man nu lige har lyst til, hvis man da ikke vil kløjs i det, så vil vi gerne her slå fast, at hvis man ikke gør sig det klart, hvad det er, man læser, så ramler alting. Dette gælder al litteratur, og det gælder først og fremmest den litteratur, der forstår sig selv som fiktion. Denne fiktion kan have større eller mindre lighed med verden uden for fiktionen, javist, men så længe forfatteren siger, at den er fiktion, så er den fiktion, og så må man læse den som fiktion. En roman er ikke en én-til-én-skildring af virkeligheden. Den er ikke forpligtet på andet end sin egen sandhed.

Forpligtet er derimod essays eller anden skrift - som nu den unge kvindes bog - dvs. skrift, som ikke definerer sig selv som fiktion, og derfor må denne skrift også læses på en ganske anden måde, nemlig som en skildring af en virkelighed. Og derfor må også den forfatter, der står bag denne skrift, på en ganske anden måde stå til ansvar for det, han eller hun skriver.

Svært at forstå? Lidt træls? Måske. Men der er ikke rigtig nogen vej uden om, sorry. Og det er ganske vist.