Kærlighed i klaustrofobiens tid

"Love Me Do" er en roman, der er så meget, og også FOR meget, hvis man vil have litterært rene linjer - men som også når så meget.

Do Windfeld er blevet til romanfiguren Do Windfeld. Hvor meget er digt, og hvor meget er virkelighed? Foto: Asger Ladefoged
Læs mere
Fold sammen

Det begynder desperat. Med tre nej´er. Morten Sabroe sidder fast i en elevator i en roman, som Morten Sabroe har skrevet, og som handler om Morten Sabroe og om Morten Sabroes kone, Do Windfeld.

»Nej nej nej.«

Det kan knap nok blive meget værre. Én ting er at være spærret inde i en elevator, det er skrækkeligt, det kan enhver forestille sig, også de, der ikke har prøvet det, men Morten Sabroe lider af klaustrofobi, og så er det ikke bare slemt, så er det katastrofalt, og over de næste mange sider veksler Morten Sabroes tiltagende rædsel og ubehag, dér i elevatoren på The Bowery i New York, med tilbageblik på, hvordan rejsen blev arrangeret og med redegørelser for OPERATION AKILLES, Morten Sabroes anden akillesoperation, hvor der skulle hentes en sene og en muskel fra foden, som skulle stabilisere den degenerede akillesscene. Der var trekvart år, hvor Morten Sabroe ikke »kunne gå, ikke løbe, og ikke danse.« Det har ikke været let.

Og nu sad han så fast der, i elevatoren, og han »hørte sit hjertes uregelmæssige dunken, han hørte lungernes og bronkiernes piben, han hørte det knirke og knage i kroppen som et træskib hvis skrog giver efter for de voldsomme bølger, og så holdt han op med at trykke hænderne mod ørerne.«

Ja, Morten Sabroe lider, og når forfatteren af samme navn beskriver sine timer i helvede i form af en elevator i New York og kobler denne beskrivelse med udsyn og bagsyn, er det aldeles fremragende og kuldegysningsfremkaldende prosa.

Er det også fiktion? Det er det. Mere eller mindre. Men hvor meget? Svært at sige. Måske er det meste bare klaustrofobikeren Morten Sabroes forestilling om, hvad der kunne ske, men sådan er det med hele denne roman: Hovedpersonerne findes i virkeligheden, så meget står fast, men hvad der virkelig er sket, og hvad der ikke i virkeligheden er sket, det ved vi, som læsere, selvfølgelig ikke, selv om vi i løbet af læsningen får en fornemmelse af, at meget nok er digt, hvilket så igen gør »Love Me Do« til en konstruktion, der selv i disse genrenedbrydende tider er i særligt grad special:

Dette er IKKE, formoder vi, erindringer, dette er noget VIRKELIGT, sat ind i fiktionens uvirkelighed. Dette er Morten og Do i et drama, der begynder med en katastrofe og måske også ender i en katastrofe, hvis karakter vi ikke skal sige mere om her.

Og der er en del mere på spil. »Love Me Do« er nemlig også en røverhistorie om fortidens hemmeligheder og hemmelige møder, og det er en roman, hvor det mystiske, det overnaturlige og de særeste sammentræf spiller med og griber ind, og det er allermest en roman om Morten Sabroes elskede hustru, som fremtræder handlekraftig som en anden Bond-babe: Det ene øjeblik med pistol i hånd, det andet som iskold og ubøjelig forhandler over for en storsvedende hoteldirektør, der hellere vil betale millioner i erstatning for tort og svie end få ødelagt sit berømmede hotels rennomé.

Det er altså en roman om Do, ja, det er det i høj grad, og som sådan er romanen også en utvetydig kærlighedserklæring til forfatterens livs elskede. Og er det mere end det? Ja, det er mere. Den garvede gonzo-journalist Morten Sabroe har aldrig været bleg for at tage af sit livs hovedstol i sine bøger, fiktive eller ej, og når man gør det, bliver ens eget liv uundgåeligt også sat i centrum, og hvis Do er heltinden i »Love Me Do«, og det er hun, så er Morten Sabroe dens centrum på godt og ondt.

Han er den angste, den akillessceneskadeplagede, den tvivlende, den ganske heftigt drikkende, den af dårlig samvittighed konstant plagede.

Han er den, der et sted i romanen siger sådan her: » ... jeg er ikke god ... jeg ville ønske, at jeg var, men jeg har hele tiden noget ondt i mig, et monster jeg ikke kan drive ud. Jeg har hele tiden en følelse af at jeg har slået nogen ihjel, og at det snart bliver opdaget hvor jeg har begravet liget.«

Hvorvidt Morten Sabroe så har fået skaffet sig af med nogle dæmoner ved at skrive »Love Me Do«, det aner jeg ikke, men det er for så vidt også ligegyldigt i forhold til læsningen af en roman, hvis titel så oplagt spiller på titlen på A-siden på The Beatles´ første single, og hvis titel samtidig kan læses som den elskendes nogle gange desperate bøn til sin elskede om at elske ham. Det er en roman, der er så meget, og også for meget, hvis man vil have litterært rene linjer, men som når så meget, fordi sproget, når det er bedst, er så intenst, og fordi smerterne er så intense, og fordi fortvivlelsen, når den overmander forfatteren, er så intens, og fordi kærligheden er så intens.

Læs den og vær forberedt på en nogle gange klaustrofobisk rutsjetur, på store følelser og desperationer og sære usandsynligheder. Morten Sabroe lever ikke med lethed. Så meget mere tyngde har hans prosa.

Titel: »Love Me Do«
Forfatter: Morten Sabroe. Sider: 336. Pris: 249,94. Forlag: Politikens Forlag.

Fold sammen
Læs mere