Her er årets 10 bedste danske bøger

Berlingskes litteraturredaktør, Søren Kassebeer, peger de bedste, mest spændende og mest læseværdige danske bøger, 2014 har budt på.

Foto: PR. Helle Helle har med »Hvis det er« skrevet årets bedste danske bog.
Læs mere
Fold sammen

1. »Hvis det er« af Helle Helle. Forlag: Samleren.

Vi er mange, der ikke kan stå for Helle Helles knivskarpe prosa, underspillede humor og evne til med få ord at karakterisere et menneske. En ny bog af hende er altid en begivenhed, og at hendes nye roman, »Hvis det er«, levede op til forventningerne, var der vist få af os mange fans, der var uenige i. At der tilmed blev budt på noget ikke før set i forfatterskabet, blev også bemærket: En dramatisk rammefortælling. En mand i hovedrollen. Umiskendeligt Helle Helle. På en ny måde. Superbt.

2. »Denne dag, et liv« af Jens Andersen. Forlag: Gyldendal.

At skrive om et liv er en kunst, der kræver en evne til at tolke uden at overfortolke og en udholdenhed i forsøget på at trænge så dybt ind i et menneske, som det nu er muligt. Én af dem, der behersker denne kunst, er Jens Andersen, der med sin Astrid Lindgren-biografi »Denne dag, et liv« har præsteret en bog, der har det hele med, uden at det på mindste måde tynger den. Svær at komme uden om, hvis man bedre vil forstå mennesket bag et af det 20. århundredes store forfatterskaber.

3. »Den svævende tankbestyrer« af Bent Vinn Nielsen. Forlag: Gyldendal.

»En kedelig mand, sådan én der aldrig oplever noget, fordi han har sit arbejde at passe.« Sådan beskrives han, den Magnus Andersen, der er identisk med den tankbestyrer, der optræder i titlen på Bent Vinn Nielsens formidable nye roman, »Den svævende tankbestyrer«.» Det er i provinsen, det foregår, i udkanten, og det er det som bekendt i megen god dansk litteratur, men ingen formår bedre end Bent Vinn Nielsen at give stemme til netop den og dens indvånere. Som her.

4. »Marble« af Amalie Smith. Forlag: Gladiator.

Refleksioner over farven i kunsten, over form og farve. Referencer til oldtidens dyrkelse af det kulørte, der blev til eftertidens dyrkelse af oldtidens hvidhed. En kærlighedshistorie, nej to, den ene hentet i virkelighedens fortid, hos Carl Nielsen og Anne Marie Carl Nielsen, den anden i fiktionens nutid. Amalie Smith har mange bolde i luften i sin roman »Marble«, men hun taber ingen af dem i en bog, der ikke ligner så meget andet, man lige har læst. Hvilket her kun skal forstås som en anbefaling.

5. »Jord og himmel, lyt« af Karl Aage Rasmussen. Forlag: Gyldendal.

Der findes ikke bedre komponister end Johann Sebastian Bach. Herhjemme findes der næppe finere musikskribenter end komponisten og forfatteren Karl Aage Rasmussen. Når sidstnævnte skriver om førstnævnte kan det næsten kun blive godt. »Jord og himmel, lyt« er ikke et stykke grundforskning, men det gør ikke noget. Bogen er en klog, begejstret levnedsskildring, der hverken kræver store musikalske forudsætninger eller taler ned til sin læser. Formidling på højt niveau.

6. »Akrash« af Jesper Stein. Forlag: Politikens Forlag.

Der udkommer mange gode krimier og også på dansk af danske forfattere. Skal man alligevel vove et øje og nævne en enkelt dansk krimi fra 2014, der kvalitativt skiller sig ud, må det blive Jesper Steins »Akrash«, for den har alt det, der skal til: En bevidsthed om sig selv som genre, der gør, at man som klassisk krimilæser ikke bliver skuffet, en hovedperson, som man holder af på trods, og et stærkt sprog, der gør romanen til en elementær litterær nydelse. Krimiklasse.

7. »Dyrets år« af Lone Hørslev. Forlag: C & K Forlag.

Det er egentlig modigt, at nogen tør gøre det. Skrive en roman om Marie Grubbe. Når nu så mange andre store danske forfattere har gjort det samme. Men Lone Hørslev turde godt, og »Dyrets år« er en fuldgod Marie Grubbe-roman i sin egen ret. Hun lægger hovedvægten på et enkelt år i hovedpersonens liv, 1666, og hun formår at veksle stillejer, at springe fra det stærkt erotiske til det forfinede, og selvfølgelig er der også den dosis duft af fortid, som hører genren til. En uimodståelig roman om en tilsyneladende uopslidelig historisk skikkelse.

8. »Nørre Vosborg i tid og rum. Borg og herresæde« af Anders Bøgh, Helle Henningsen og Kristian Dalsgaard (red.). Forlag: Århus Universitetsforlag.

Danmarks bedst udforskede herregård ligger ovre i det vestjyske, og den var heller ikke i gamle dage nogen perifer besiddelse, for også på de kanter er der frodige områder. Nørre Vosborg hedder stedet, og resultatet af al den imponerende forskning, der er gjort i dets rolle i tiden og landskabet, blev i år samlet i »Nørre Vosborg i tid og rum. Borg og herresæde.« Et pragtværk.

9. »I krig og kristendom« af Peter Tudvad. Forlag: Lindhardt og Ringhof.

9. Dietrich Bonhoeffer hørte både som teolog, præst og modstandsmand til det 20. århundredes bemærkelsesværdige skikkelser. At man nu også kan dykke ned i hans liv og værk i en dansksproget udgivelse skyldes en enorm indsats fra Peter Tudvad. I år udsendte han første bind i sin store biografi om manden, der forlod en tryg tilværelse i USA og vendte tilbage til det Tyskland, der til sidst dræbte ham. Konklusion: En åndshistorisk bedrift.

10. »X« Af Henrik Kabell. Forlag: Kronstork.

Dansk digtning er utroligt livskraftig, mangfoldig, kreativ, uforudsigelig. At pege på en enkelt digtsamling blandt årets mange bemærkelsesværdige udgivelser er sin sag, men peges, det skal der, og vi peger på Henrik Kabells »X«, der i hvert fald ikke står tilbage for nogen andre aktuelle danske lyrikudgivelser i sin lyst og evne til at gå til grænsen, ikke mindst rent sprogligt. Stærke sager, men værd at prøve kræfter med. Eller netop derfor.