En anmelder skrev engang om Helle Helles forfatterskab, at der som regel ikke sker en skid i hendes historier – men at det er denne «ikke-skid«, der gør hendes noveller og romaner så fantastiske.
Siden sit realistiske gennembrud med novellesamlingen »Rester« (1996) har Helle Helle givet os en lang række portrætter af kvinder, der har det til fælles, at de sidder fast i en slags eksistentiel stilstand, hvor de på den ene side ikke er rigtig utilfredse, men på den anden side bestemt heller ikke trives. De er ikke rigtig noget eller nogen.
Med sin nye roman, »Hvis det er«, skubber Helle til dette billede. For det første er rammefortællingen vældig dramatisk. For det andet fortælles historien denne gang ikke primært fra en kvindes perspektiv, men fra en mands. Og for det tredje er hovedpersonen (som er kvinde) langt den mest handlekraftige karakter, Helle hidtil har præsteret.
»Hvis det er« fortælles af den lidt kejtede Roar, der farer vild i en skov under en løbetur. Her støder han på en ligeledes vildfaren kvindelig løber, der omtales som Vejmand. De to slår følgeskab, og over et par fortvivlende døgn i skoven uden mad og drikke nærmer de sig hinanden.
Roar på en måde, så han tilsyneladende kan fortælle Vejmands historie: Om hendes rodløse ungdom i et kollektiv, hvor hun delvis tåles, delvis passes på af de andre kollektivister. Om hendes flakken rundt mellem forhold, inden hun genfinder ungdomsforelskelsen Christian. Om hendes tid med Christian og hendes rolle som elsket svigerdatter og omsorgsfuld papmor til Christians søn, indtil Christian siger fra og slår op, fordi hun spiller rollen for godt og for meget.
Den læser, der ved navnet Vejmand kommer til at tænke på Jeppe Aakjærs sentimentale hyldestdigt til »Jens Vejmand«, (1905), der sled sig selv op i vejbelægningens tjeneste, er ikke helt på vildspor. Også Helles Vejmand er en slider, der uden at kny knokler på.
Helle Helle er blevet lovprist for sine skildringer af eksistentielt stillestående kvinder. Men hvad angår karakterløshed og mangel på praktisk sans, står Roar ikke tilbage for nogen af Helle Helles tidligere kvindefigurer. Roar har købt løbesko, men fået to forskellige størrelser med sig, og den ene giver vabler. Det er Vejmand, der et langt stykke ad vejen tager affære for dem – hun finder nattely, leder efter vand osv. Og Christian er ikke meget anderledes end Roar, han er dybest set også et skvat.
Og sådan har det faktisk altid været. Det er vanskelligt ikke at se skildringen af Roar, Christian og Vejmand som et korrektiv til de af os anmeldere, der har fokuseret på, at Helle Helle skrev om og fra kvinders perspektiv, og som har hæftet os ved hendes karakterløse og handlingslammede kvinder. Mændene i Helle Helles romaner har egentlig ikke været mere driftige end kvinderne, men deres mangler har – paradoksalt nok – stået i skyggen af kvindernes mangler.
Med »Hvis det er« har Helle Helle endnu en gang manifesteret sig som én af samtidslitteraturens aller-, allerbedste forfattere. Hver gang hun lægger en ny bog til sit forfatterskab, åbner hun for, at man finder nye stier ned gennem de tidligere bøger – denne gang får man lyst til at genlæse hele molevitten med henblik på mandebillederne.
Det er vel den slags uopdyrket potentiale, der giver en roman eller et forfatterskab klassikerstatus. Der er altid mere at komme efter, og det er altid en stor oplevelse at gå på jagt efter byttet. God skovtur, kære læser!
Forfatter: Helle Helle.
Titel: Hvis det er.
Omfang: 144 sider.
Pris: 249,95. Forlag: Samleren.
