»Jeg ser skulpturer, når jeg lukker øjnene, siger Marble. Antikke skulpturer med stærkt bemalede overflader. Ikke bare én farve, men et væld af mættede farver uden på formen. Polykromi. Farve i overflod.«
Marble er hovedperson i Amalie Smiths debutroman, »Marble«. Forholdet mellem form og farve optager hende. »Formerne er evige«, siger hun. »Og materialerne er evige. Det er, når de mødes, at tiden begynder.«
Kvinden med marmornavnet rejser til Athen. Hun rejser alene. Hun er en betragter. Hele tiden en betragter. I flyet på vej til Athen kigger hun på Air Frances kabinepersonale. Det er det smukkeste kabinepersonale, hun har set. »Stewarden er gråsprængt og ung, klædt i et velsiddende jakkesæt med et smalt, rødt slips.«
Og hun lander i Athen, hvor appelsintræerne blomstrer hvidt, og hjemme i København sidder kæresten, Daniel. Det er sådan, det skal være. Hun vil gerne være alene. Indtil videre, i hvert fald. Og i et brev til veninden Laila reflekterer hun over det, der lige nu optager hende mest: »Formen er mere holdbar end farven.,« skriver hun. »Nogle skulpturer er bemalet i flere omgange. Farven må genfortælles for at blive ved med at findes.«
Senere kommer Daniel ned til hende. Der er en kærlighed dér, der måske kan vare, og der er også en anden kærlighedshistorie i romanen, nemlig historien om Danmarks store komponist Carl Nielsen og hans hustru, billedhuggeren Anne Marie Carl-Nielsen. Det meste af dén fortælles med deres egne ord, med citater fra de mange breve, de sendte til hinanden, når hun var i Grækenland, og han var hjemme. Som i 1903, da hun tager alene til Athen for at kopiere nogle arkaiske skulpturer, der blev fundet ved udgravningen af Akropolis. Hun får lov til at modellere kopier i ler af skulpturerne, lave forme på grundlag af disse kopier og støbe gipskopier i formene. Hun og Carl skriver sammen. Deres forhold slingrer. Carl forstår ikke hendes passion. Det er indimellem faretruende tæt på en skilsmisse. Han vil skilles. I sidste ende holder det. De bliver sammen til hans død.
To kærlighedshistorier. Antik græsk kunst. Refleksioner over form og farve, tredimensionalitet, forgængelighed og varighed, overfladen og det, der ligger nedenunder.
Det er mange bolde, Amalie Smith holder i luften på én gang, men hun har styr på dem, forfatteren, der både har gået på Forfatterskolen og udgivet flere ikke-romaner og for tiden studerer på Det Kongelige Danske Kunstakademi. Hun har styr på kunsthistorien. Hun har styr på den vanskelighed, der ligger i med videnskabelig nøjagtighed at bestemme antikkens farver. Hun har så meget styr på Marble, at hun kan lade hende tænke tankevækkende tanker, der hverken bliver til lommefilosofi eller fortænkthed. Hun har styr på sproget, der i sin marmorkølige reflekterethed binder det hele sammen: Det enkle og det komplekse, det nøgterne og det lidenskabelige.
»Marble« ligner ikke så meget andet, men er ikke af den grund sær. Bare smukt sig selv. Den er gjort af det stof, kunst og litteratur er gjort af. Til overflod.
Titel: Marble. Forfatter: Amalie Smith. Sider: 218. Pris: 220. Forlag: Gladiator.
