Hård dom over »Jeg er sgu min egen« på Nørrebro Teater: »Det er for mig helt uforståeligt, at man stiller så ung en kunstner til skue på den måde«

Nørrebro Teater sætter igen kulturhistorie på programmet med en sceneversion af Erik Ballings filmmusical »Jeg er sgu min egen« fra 1967. Det bliver desværre en hakkende omgang, der halter musikalsk og ikke rigtigt får omsat originalens fandenivoldskhed til aktuelt teater.

Mathilde Passer er i princippet godt castet som Annie i musicalen »Jeg er sgu min egen«, men kommer musikalsk til kort i en forestilling, der ikke rigtigt ved, hvad den vil med sceneversionen af Klaus Rifbjergs filmmanuskript i en moderne verden. Fold sammen
Læs mere
Foto: Büro Jantzen

Alt er som bekendt »et spørgsmål om stil«, og den rammer forestillingen »Jeg er sgu min egen« på kornet i første scene efter pausen, hvor vor egenrådige hovedperson Annie er havnet i fængsel blandt en flok tøser af værste skolegårdsskuffe, der først mobber Annie og siden inkluderer hende i det fnisende fællesskab. Det er en virkeligt sjov scene, der fanger forestillingens dilemmaer i en Maggie-terning og samtidig spilles klokkerent af ensemblet.

Desværre er der meget langt mellem snapse af den størrelse i Nørrebro Teaters sceneversion af Klaus Rifbjerg og Bent Fabricius-Bjerres filmmusical af samme navn fra 1967 om pigen Annie, der forsøger at finde sin egen vej i et samfund, der meget gerne vil putte hende i bås. Der er flere fine scener og ideer, men både musikken, som kapelmester Søren Graversen har flyttet til en mere energisk, rocket klang, og iscenesættelsen er på hver deres måde en smule skæv på beatet, hvilket giver en formentlig utilsigtet hakkende oplevelse.

Forestillingens største problem er dog, at debutanten Mathilde Passer, der spiller Annie, ikke synger godt nok til at bære karakteren igennem. Passer er på mange måder en forståelig casting, da hun udstråler noget af den fandenivoldskhed, der gennemsyrede Daimis karakter og sangstil i originaludgaven. Men hun rammer simpelthen for få toner rent, og det er for mig helt uforståeligt, at man stiller så ung en kunstner til skue på den måde.

»Men hun rammer simpelt hen for få toner rent, og det er for mig helt uforståeligt, at man stiller så ung en kunstner til skue på den måde.«


Teaterdirektør Mette Wolf skal have ros for igen at dramatisere nyklassikere til scenen. Vi har tidligere mødt bl.a. Benny Andersens Svante med hans viser og et udpluk af Halfdan Rasmussens forunderlige verden, og det giver god mening at re-aktualisere Rifbjergs satiriske opgør med samfundets krav og kasser. Krav og kasser er anderledes, men nok mindst lige så snærende i dag, hvilket Jeanette Munzerts nænsomme tekstopdatering har ret godt fat i i hvert fald på overfladen.

Drøner rundt

»Synes du selv, du bidrager til samfundet?« spørger Annies opsynsværge emsigt og sender hende i arbejde som »mor« hos en stresset bager, der holder styr på livet med familieplanlægningskalenderen. God detalje. Forestillingen prikker således til tidens performancekultur og krav om lykke, men da det står lidt uklart, hvad det egentlig er, Annie vil, kommer den altså mere til at punktere fællesskabet – som hun hele tiden lettere trutmundet-surt flygter fra – end at hylde evnen til at tvivle og træde ved siden af, som vel var det centrale i Rifbjergs originaltekst – og som kunne have formet et mere moderne kvindebillede end det, vi bliver præsenteret for her.

Torden & Lynilds koloristiske scenografi er måske en anelse bombastisk, men fungerer som et billede på fremmedgørelse og hamsterhjul på samme tid. Skuespillere og musikere drøner rundt i den loftshøje dekoration og skaber momentvis billeder, der taler uden ord. Der er dog for stor niveauforskel i bevægelseselegancen til Peter Friis koreografi, der netop, fordi den ikke er traditionelle dansetrin, kræver kant og præcision. Tom Jensens bager og Marie Askehaves opsynsværges dramatiske pasodoble-inspirerede dans går rent ind, fordi den er så karikeret og præcis.

Jensen leverer gedigent, ligesom Anne Sofie Espersen og Morten Hemmingsen i flere mindre roller, mens særligt Askehave og Nicolai Jandorf, der som Annies musikerkæreste lyser op i denne godt tænkte, men ikke særligt godt udførte forestilling.

»Jeg er sgu min egen«. Manuskript: Jeanette Munzert. Instruktion: Niclas Bendixen. Scenografi: Torden & Lynild. Musik: Bent Fabricius Bjerre. Kapelmester: Søren Graversen. Koreografi: Peter Friis. Hvor: Nørrebro Teater til 13. april.