Stærkt drama: Spøgelser i selvmordets hus

Overbevisende spil af Helle Fagralid, Ida Cæcilie Rasmussen og Christine Albeck Børge i kuldslået, men også sært livsbekræftende britisk drama om manglende livsevne.

Stærkt spil på tværs af tiden: Helle Fagralid, Ida Cæcilie Rasmussen og Christine Albeck Børge i »Selvmordets anatomi« på Republique. Fold sammen
Læs mere
Foto: Per Morten Abrahamsen

Hvorfor er der nogen, der beslutter sig for, at de ikke længere vill være på Jorden? Hvorfor er der nogen, der står på sidelinjen af tilværelsen og føler, at de ikke kan trænge ind i selve det at eksistere i verden? Den britiske stjernedramatiker Alice Birch har skrevet et skræmmende smukt partitur med stykket »Selvmordets anatomi«, som spiller på teatret Republique, og som stiller interessante spørgsmål, når vi taler om mental ustabilitet. Kan manglende livsevne gå i arv som en stafet? På scenen oplever vi simultant tre generationer af kvinder i et omhyggeligt sammenvævet skæbnefællesskab på tværs af tiden – i 1973, 2003 og 2033 – der hver på deres måde er ude af stand til at leve.

I den ene side den uselvstændige husmor, som håber på, at en baby vil kunne forhindre hende i at tage sit eget liv og give efter for sin dødslængsel – flot spillet af Helle Fagralid mellem cigarterygende fjernhed og tilbageholdt lidelse på den ene side, udbrud  af nærværende,

Helle Fagralid spiller flot ud som den ulykkelige husmor med den tabte livsnerve. Fold sammen
Læs mere
Foto: Per Morten Abrahamsen.
hudløs smerte på den anden. Datteren, der fester sig gennem 1990erne, og hvis problem nærmest er det omvendte – hun føler for meget. Ida Cæcilie Rasmussen er meget overbevisende i sin rablende rastløshed og vingeskudte forsøg på at gribe fat i tilværelsen. Og endelig tredje generation, som umiddelbart kan forekomme mest samlet, sådan som Christine Albeck Børge spiller hende så glimrende på en isnende sval tone – men hvis manglende evne til at knytte bånd til andre mennesker er mildest talt invaliderende.

Ingen banal sygehistorie

Alle tre fungerer de  som isolerede figurer, mens andre mennesker – mænd, børn, bekendte, kolleger, behandlere går til og fra – udmærket gestaltet af bl.a. Nicolaj Kopernikus, Troels Thorsen, Thue Ersted Rasmussen og Karin Bang Heinemeier. Tekstens store styrke er, at den ikke stiller sig tilfreds med at være en banal sygehistorie om nedarvede lidelser – mødrenes synder, der nedarves på døtrene. Den kredser også om spørgsmålet om, hvorvidt vi selv er i stand til at påvirke vores tilværelser. Hvad er det, der former os? Vil det lykkes for sidste skud på stammen at ændre det, hun ser som sin skæbne – eller mislykkes hun med det, sådan som hendes mor og mormor gjorde det? Og Birch træder modigt ind i det rum, vi som mennesker ikke må bevæge os ind i: Hvad sker der, hvis vi holder op med at kæmpe og vender eksistensen ryggen? Resultatet er kuldslået, men også sært smukt og på sin egen omvendte måde livsbekræftende.

»Kan manglende livsevne gå i arv som en stafet? På scenen oplever vi simultant tre generationer af kvinder i et omhyggeligt sammenvævet skæbnefællesskab på tværs af tiden – i 1973, 2003 og 2033 – der hver på deres måde er ude af stand til at leve.«


Det dramatiske kup er at lade alle tre kvindskæbner udfolde sig parallelt i det hus, de alle har til fælles: Man må hele tiden følge med i tre situationer samtidig. Replikker i den ene situation spejles eller kontrasteres af det, der siges i den anden. Ganske vist må skuespillerne hele tiden stoppe op som let hakkende morgentrafik for at give ørenlyd til replikker fra den anden side af scenen. Men fascinerende er den adstadige, men foruroligende komposition, hvor fortiden får lov til at spøge med fuld resonans. Og Anja Behrens formår i sin instruktion at balancere flot mellem det køligt distancerede og en vibrerende nerve af grundstødt desperation.

Selvmordets anatomi. Manuskript: Alice Birch. Oversættelse: Simon Boberg. Iscenesættelse: Anja Behrens. Scenografi: Ida Grarup. Republique. Til 6. april.

Før og nu væves sammen i et skæbnefællesskæb på tværs af tiden i »Selvmordets anatomi«. Fold sammen
Læs mere
Foto: Per Morten Abrahamsen.