Gummisko i Covent Garden

Folket er ved at indtage Royal Opera House i Covent Garden i London. Uformel påklædning går side om side med smokings og familiejuveler, billetpriserne er sat ned, og i morgen giver Elton John koncert. Operachefen, Elaine Padmore, er tilfreds med udviklingen: »Det skal være et hus for alle,« siger hun.

The National Opera House i Covent Garden er blevet om ikke folkeligt så dog et langt mindre elitært etablissement - uden det er gået ud over den kunstneriske kvalitet. Her ankomer gæsterne til aftenens forestiling.<br>Foto: Claus Bech Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Sir Colin Southgate ville have græmmet sig. Som formand for Royal Opera House i Covent Garden har han aldrig lagt skjul på sit ubehag ved tanken om at lade pøbelen indtage de hellige haller. Men da det store hus torsdag aften i denne uge dannede ramme om sæsonens næstsidste opførelse af Wagners »Mestersangerne i Nürnberg«, var det tydeligt, at noget var forandret.

Ikke alene så man cowboybukser, rullekravesweatre og gummisko blandt de dyre jakkesæt og familiejuvelerne. Der var også grupper af operaentusiaster, der dristede sig til at spise deres medbragte håndmadder i pausen, siddende på gulvet kun få meter fra indgangen til de dyreste pladser. Og kan det nu være rimeligt, ville Sir Colin utvivsomt have spurgt sig selv, at man skal være vidne til den slags, når man har investeret 160 pund (ca. 1.800 dk, red.)for en billet? Burde denne svimlende sum alene ikke være en garanti for, at man slap for den slags vulgariteter?

Svaret er i al korthed: Nej! Covent Garden er blevet om ikke et folkeligt, så dog et langt mindre elitært etablissement. Og det gode ved den historie er, at det ikke er gået ud over den kunstneriske kvalitet, som stadig er tårnhøj. Covent Garden er bare blevet et operahus som så mange andre. Det er blevet et sted, hvor »almindelige mennesker« også har råd til at komme. Og som sådan et symbol på, at det britiske klassesamfund ikke helt er, hvad det har været.

»Det er et erklæret mål med vores nye billetpolitik, at unge mennesker og operafans, der ikke har så mange penge, også skal føle sig velkomne,« siger operachef Elaine Padmore, som vi møder nogle timer før forestillingen.

»De dyre pladser er stadig uoverkommelige for de fleste, men vi sørger for, at mindst halvdelen af billetterne højst koster 50 pund (ca. 580 dk, red.), og i forbindelse med nogle af vores forestillinger er billetpriserne sat til maksimalt 50 pund. Det gælder for eksempel Alban Bergs »Wozzeck« og Nicholas Maws nye opera, »Sophie´s Choice«. (premiere 7. december, red.) Fans af moderne opera er ofte yngre mennesker, der ikke har råd til de allerdyreste billetter. Her får de mulighed for at sidde på de allerbedste pladser.«

Efter ombygningen, der varede to år og sluttede i 1999, fremstår Royal Opera House i dag som et af Europas mest imødekommende operahuse. Fra den gigantiske foyer på 1. sal, hvor man kan forsyne sig med mad og drikke, hvis man har penge nok, fører en stor rulletrappe op til de højere regioner, hvor endnu flere tjenere og bartendere står klar til at servicere publikum i pauserne.

Alle kommer alle vegne, fattigrøvene kører ned med trappen, de rige kører op, og det er faktisk lidt af en revolution, for før ombygningen var der separat indgang via en stentrappe for personer, der havde løst billet til de allerbilligste pladser oppe under loftet.

Den form for kulturel apartheid er nu en saga blot, og statistikken viser, at op imod halvdelen af dem, der i dag løser billet, er mennesker, der aldrig satte deres ben i huset før ombygningen. For yderligere at sikre fornyelsen på de indre linjer er bestyrelsen blevet delvist udskiftet, så der nu både er en sort dramatiker, Bonnie Greer, og en avantgardekoreograf, Kenneth Tharp. Og samtidig lokkes nye publikummer til Covent Garden med koncerter om søndagen, hvor symfoniorkestret er pakket ned og afløst af tonstunge højtalere og forstærkeranlæg:

Den islandske sanger og komponist Bjørk har været her, i morgen er det Elton Johns tur, og Elaine Padmore håber, at de, der kommer til den slags koncerter vil blive så glade for huset, at de også får lyst til at gå til opera og ballet.

»Rockkoncerterne er dog ikke en del af vores programpolitik,« understreger hun:

»Det drejer sig ganske enkelt om, at vi har brug for den lejeindtægt på ca. 100.000 pund, som vi får ind ved den slags arrangementer. Det er upraktisk for os, for det er en stor fordel at have en dag om ugen, hvor vi kan lave tekniske justeringer. Men vi accepterer koncerterne, for de giver os flere penge til at lave det, vi virkelig gerne vil: Nye operaproduktioner af højeste standard.«

Og kvaliteten, den fejler i hvert fald ikke noget. Covent Gardens opsætning »Mestersangerne«, der havde premiere tilbage i 1993, spiller i denne sæson med nye sangere i de fleste partier, og nok er der tale om en relativt traditionel iscenesættelse, men man skal lede længe efter så velspillet, velsunget og veldirigeret operaopsætning.

Indeværende sæson er også interessant, i og med at det er den første under den nye musikalske leder, Antonio Papppano, der tager over efter Bernard Haitink. Antonio Pappano har forpligtet sig til at være syv måneder om året i London, hvilket er meget mere, end hvad Haitink ville være med til. Alene i denne sæson dirigerer Antonio Pappano fem forskellige forestillinger, og på Covent Garden ser man frem til et nyt og tættere forhold mellem den musikalske leder og huset - noget i retning af de gode gamle dage under Georg Solti.

»Vi har været gennem en rædselsperiode med store ledelsesproblemer og store økonomiske vanskeligheder. Nu er der for første gang overskud, og så må vi se at tackle det faktum, at der ikke er så meget pres på billetlugerne som før. Folk har det med at blive hjemme, det gælder englænderne selv, men selvfølgelig også turisterne. 11. september er også noget, der kan mærkes i et stort, internationalt operahus. Men vi er meget optimistiske,« siger Elaine Padmore.