Fortidens intelligente dameblad

For 40 år siden kom magasinet »Kvinder« på gaden for første gang. Det bliver fejret i en ny antologi. Berlingskes prøvelæser – Louise Mørup Sonne, der er småbørnsmor – finder »Kvinder« inspirerende og forstemmende aktuel på nogle områder.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Vækkeuret ringer. Jeg slukker det og falder i søvn igen. Vågner med et sæt, klokken er mange. Vækker ungerne, som gerne vil sove lidt længere. Op, skynd jer, vi har travlt. Se så at få tøj på. Alt går galt ved morgenmaden. Den store får yoghurt på sin rene bluse. Den lille vælter mælken. Syltetøj over det hele. Jeg må vente med at få kaffe, til jeg er på kontoret.

Sådan begynder den temmelig trivielle beskrivelse af en almindelig dag i det hedengangne magasin »Kvinder«, som blandt meget andet også bød sine læsere på pædagogisk illustrerede lynkurser i discipliner som lampeopsætning og vand-hanereparation, indblik i den sovjetiske kvindelitteratur, nærgående beskrivelser af kønnenes kamp og politisk agiterende debatartikler med krav om store samfundsændringer. Socialrealismen var allestedsværende, og der er ganske langt til nutidens magasiner og deres guider til sæsonens »musthaves«, renskurede boligreportager og portrætter af succesrige kvinder.

»Kvinder« blev udgivet af Rødstrømpebevægelsen, men var rettet mod alle kvinder. Hvis magasinet stadig udkom, ville det kunne fejre sit 40 års jubilæum i dag, men i 1984 var det slut. Økonomien hang ikke længere sammen, og magasinet forsvandt fra bladkioskernes hylder, hvor det havde stået side om side med »Alt for damerne« og »Femina«.

Nutidens læsere kan dog komme tæt på udgivelsen i antologien »Kvinder«, som forlaget Tiderne Skifter netop har sendt på gaden. En af initiativtagerne til den 400 sider lange antologi er grafisk designer Anne Houe, som i 1977 sluttede sig til gruppen af frivillige ildsjæle, der i fællesskab producerede »Kvinder«. Idéen om samle det bedste fra »Kvinder« i en antologi blev født, da hun talte med en ven om det historiske magasin.

»Vi huskede især den æstetiske side som enestående og ret fantastisk. »Kvinder« havde et helt særligt udtryk, og mange kunstnere har gennem tiderne bidraget til bladet. Men da vi gik i gang med at læse i de gamle magasiner, blev vi overraskede over hvor meget af indholdet, der stadig er aktuelt,« siger Anne Houe og peger på emner som barselsorlov til mænd, balance mellem familie- og arbejdsliv og kvinders anstrengte forhold til deres kroppe, som var tilbagevendende temaer i bladet.

»Det er områder, hvor der enten er sket meget lidt i løbet af de 40 år, eller hvor udviklingen nærmest har været negativ. Kropskontrol og kropsidealer fylder eksempelvis enormt meget i dag. Nogle ting er selvfølgelig også blevet bedre. I de gamle blade kan man blandt andet se, at rigtig mange kvinder var meget angste for at miste deres arbejde, fordi det var meget vanskeligt at finde pasning til deres børn. Sådan er det jo ikke mere,« konstaterer Anne Houe.

Andre dele af bladet tegner i højere grad et kuriøst billede af en nær fortid, der kan virke temmelig fjern.

»Jeg husker endnu chokket over at få en dreng. Jeg var skuffet over ikke at få en pige, fordi jeg mente, at det ville være nemmere at opdrage en pige (...) Men en dreng – der var vist ikke mange chancer for at undgå, at han blev mandschauvinist. Hvis ikke af værste skuffe, så alligevel,« beretter en skribent med initialerne ETJ i »Kvinder« i 1982 og deler ud af sine erfaringer med drengeopdragelse:

»Hvor blev jeg rasende, da han første gang sagde: »Det er eddermame for meget, mand«, og hvor blev jeg lettet, da jeg efter mit sure opstød fik sætningen »Nåe, ja, det er eddermame for meget, kvinde«.«

Louise Mørup Sonne giver sit bud på, hvad man i dag kan få ud af den hedengangne magasin "Kvinder" i anledning af 40 års jubilæet for "Kvinder". Fold sammen
Læs mere
Foto: Simon Læssøe.

Louise Mørup Sonne er jævnaldrende med det hedengangne magasin. Hun er mor til to drenge på fem og otte år, journalist med speciale i magasinproduktion og har prøvelæst antologien for Berlingske for at give et bud på, om kvinder kan bruge »Kvinder« til noget i dag.

»Antologien giver et fantastisk historisk tilbageblik på en tid, som jeg selv kan huske, så den er virkelig et hyggeligt bekendtskab, men det er også tankevækkende hvor stor en del af indholdet, der stadig er aktuelt. Der er tekster, som man sagtens kan forestille sig som et debatindlæg i dag. Jeg har nok selv været lidt tilbøjelig til at opfatte Rødstrømpebevægelsen som nogle firkantede fundamentalister, der lagde afstand til moderskabet, men sådan opfatter jeg slet ikke tonen i »Kvinder«. I virkeligheden kæmpede de for nogle af de samme ting, som den nye familiepolitiske bevægelse går ind for i dag. I særdeleshed, at vi skal gøre det muligt for alle at indrette vores liv på en måde, som ikke kører os ned,« siger Louise Mørup Sonne, som nærmest blev lidt forstemt, da hun læste »Kvinder«. I lighed med i dag gav kvinder i børnefamilier udtryk for, at hverdagen var for presset, og ønsket om en bedre balance mellem arbejds- og familieliv er et tilbagevendende tema i »Kvinder«.

»Teksterne er mellem 30 og 40 år gamle, og man kan høre på dem, at de dengang regnede med, at forholdene ville ændre sig i løbet af de næste ti års tid. Men det er jo fuldstændig det samme i dag,« siger Louise Mørup Sonne.

I et blad fra 1981 lyder det:

»Vores livslyst er noget, der bliver stjålet fra os. Vores liv er et hækkeløb, hvor vi ikke selv bestemmer farten. Vi svigter vores børn og familie og os selv hver dag, fordi vi ikke har tid til at høre en sætning til ende. Vi går rundt med et afvisende og afspændt udtryk i øjne og krop, der fortæller andre, at de helst skal holde sig væk eller fatte sig i korthed,« mens Rødstrømpebevægelsen i »Kvinder« helt overordnet forlangte en kortere arbejdsuge.

»Vi kræver en arbejdsdag på seks timer for alle. Som det er nu, har familielivet indskrænket sig til kedelige pligter. Lørdag og søndag går med rengøring og med at sove ud (...) Dagligdagen ville ikke være så presset, og vi kunne sammen med børnene genfinde den glæde og tilfredsstillelse, der kan ligge i hjemmearbejdet. Vi ville få bedre tid til at deltage i politisk arbejde, f.eks. at deltage i lokalt arbejde og dermed påvirke nærmiljøet.«

Fra flere fronter bliver der i dag jævnligt efterlyst et såkaldt intelligent dameblad, der har mere substans end de eksisterende blade og magasiner, og »Kvinder« er i den forbindelse ofte blevet nævnt som en historisk inspirationskilde.

»Som kvinde og som magasinjournalist ville jeg da også ønske, at vi havde noget i stil med »Kvinder«, men jeg tror ikke på, at det ville kunne løbe rundt rent økonomisk. Men de eksisterende dameblade kunne sagtens lade sig inspirere, og jeg tror, at de vil stå godt ved at gøre det. Et blad som »Alt for damerne« er jo blandt andet begyndt at have et opslag med debat, hvilket giver mere plads til mere samfundsmæssige dagsordener,« siger Louise Mørup Sonne, som også mener, at »Kvinder« kunne tjene som inspiration rent æstetisk.

»Layoutet er inspirerende og virkelig fedt. Alle forsiderne har en fantastisk udstråling. Rent visuelt mangler vi i dag et blad som »Kvinder«. Jeg tror faktisk, at der ville være plads til et blad med et retroagtigt layout, og hvor kunstnere fik lov at boltre sig ligesom det er tilfældet i »Kvinder«.«

Det sidste nummer af »Kvinder« kom på gaden i 1984.

»En betydelig del af årsagen til, at det stoppede, var økonomi. Måske var de frivillige ildsjæle også ved at være lidt nedslidte,« siger Anne Houe.

En mindre flok fra redaktionsgruppen forsøgte at køre bladet videre i et mere professionelt regi, men det gik hurtigt i sig selv igen.

»Jeg mener, at der nåede at komme otte numre,« fortæller Anne Houe, der aldrig køber dameblade, men hun kaster sig gerne over dem, når hun støder på dem rundt omkring.

»Efter ti minutter tænker jeg: »Godt, at jeg ikke har brugt penge på det«. Der er da noget lækkert over blade som »Alt for damerne« og »Eurowoman«, men jeg er personligt meget hurtigt færdig med at kigge i sådan et blad. Jeg synes egentlig, at vi i dag mangler et kvindemagasin, som man kan fordybe sig lidt mere i.«