Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
De russiske bomber og raketter skåner hverken mennesker eller kulturelle monumenter i Ukraine.
Men UNESCO, FNs organisation for uddannelse, kultur, kommunikation og videnskab, har i denne uge givet den historiske bykerne i den ukrainske havne- og kulturby Odesa status som verdens kulturarv i et forsøg på at forhindre, at byens enestående historiske centrum bliver ødelagt af Ruslands brutale angreb på nabolandet.
Baggrunden for beslutningen er byens »universelle værdi«, og FN-organisationen beskriver i en pressemeddelelse beslutningen som en »pligt for menneskeheden«.
Odesa, som er kendt som »Sortehavets perle«, har lige siden Ruslands angreb på Ukraine været udsat for ødelæggende angreb.
Nu er byen dels beskyttet af en UNESCO-konvention, der er underskrevet af 194 stater, herunder Rusland, og som forpligter landene til beskytte verdenskulturarv under væbnede konflikter, dels gennem en lynprocedure blevet optaget på UNESCOs liste over den del af verdens kulturarv, der er i fare for ødelæggelse.
»Mens krigen fortsætter, udtrykker denne beslutning vores fælles bestræbelser på at sikre, at denne by, som altid har rejst sig fra verdens ødelæggelser, er forskånet for yderligere ødelæggelser,« hedder det i en udtalelse fra Audrey Azoulay, UNESCOs generalsekretær.
Under Anden Verdenskrig var Odesa udsat for ødelæggelse, da det nazistiske Tyskland angreb byen i 1941.
En millionby med kulturskatte
Odesa har i dag godt én million indbyggere, og det historiske centrum rummer blandt andet opera, teater, ballet, museer og en række historiske bygninger, herunder en enestående arkade.
»På baggrund af truslerne mod byen siden krigens begyndelse har Komiteen for verdens kulturarv anvendt en nødprocedure i sine regler (for hurtigt at få Odesa beskyttet, red.). Så tidligt som i sommeren 2022, begyndte UNESCO sammen med internationale eksperter at udarbejde nomineringen,« siger Audrey Azoulay.
Hun kalder Odesa »en fri by, en verdensby og en legendarisk havn, som har afsat spor i film, litteratur og kunst«.
Det var Ukraine selv, der i 2022 udtrykte ønske om at komme på UNESCOs liste. Ukraines præsident Zelenskyj fremførte i oktober 2022 officielt sit lands ønske i en online tale til organisationen.
Flere historiske bygninger og steder i Ukraine har allerede status af verdenskulturarv, blandt andet Sophia Katedralen i hovedstaden, Kyiv, og de omkringliggende klosterbygninger og den historiske bykerne i middelalderbyen Lviv.
En lang række kulturværdier i Ukraine er blevet ødelagt af krigen. Blandt andet kirker, museer, historiske bygninger og teatre. Også mindesmærket for de dræbte jøder i Babij Jar nordvest for Kyiv, hvor Nazityskland stod bag mordet på over 100.000 mennesker, er blevet ramt af bomber.
Bomber har ramt byen
Odesa ligger tæt på frontlinjen, men krigen har også direkte ramt byen. I juli ramte russiske bomber byen og to museer, blandt andet byens museum for moderne kunst, blev ramt ved luftangreb.
Odesa har under krigen forsøgt at beskytte sin kulturarv. Mindesmærker og skulpturer i byen er blevet gemt væk eller pakket ind for at beskytte mod ødelæggelser, vinduer i museerne er blevet beskyttet med sandsække, og museumssamlinger er blevet flyttet til sikre steder.
UNESCO har bidraget med materialer til at beskytte byens kulturværdier, blandt byens museum for moderne kunst, skulpturer og arkiver. Ifølge pressemeddelelsen fra UNESCO har organisationen hidtil rejst 18 millioner dollar til arbejdet.
Tre danske organisationer – Blue Shield Danmark, der arbejder med at beskytte kulturarv i krigsområder, den danske nationalkomité for museernes internationale samarbejdsorganisation, ICOM, samt Museumstjenesten, som er indkøbsorganisation for danske museer – deltager også i arbejdet med at beskytte Ukraines kultur. De er gået sammen om at anskaffe materialer, som ukrainske museer, arkiver og øvrige kulturinstitutioner har akut behov for at beskytte genstande.
Velux Fonden støtter projektet med fem millioner kroner.