Filmanmeldelse: »Midway« er en rigtig mandefilm lavet af mænd for mænd og om mænd og hvor kvinder bare er lidt smuk staffage

»Midway« er en muskuløs og effektfuld krigsfilm, der minder om en god, saftig bøf: Der er ikke så meget finesse, men det er stadig imponerende.

Krigsfilmen »Midway« vil ikke så meget andet end at underholde. Og det gør den så. På billedet ses Nick Jonas i rollen som Bruno Gaido Fold sammen
Læs mere
Foto: Reiner Bajo

Meget kan man sige, men som film er »Midway« ret flot.

Ikke kun på grund af alle dens smækre mænd med stærk moral og ditto kæbepartier, der står i uniform på solbeskinnede og saltvandssprøjtende dæk. Men også, fordi kameraarbejde og effekter pisker derudad med alt, hvad remmer og tøj kan holde. Den får kort sagt ikke for lidt.

Samtidig husker instruktøren Roland Emmerich også lige at lade både os og figurerne puste ud mellem søslag og store øjeblikke. Dog aldrig for længe, der er jo en krig, der skal vindes.

»Selv japanerne har ære, ihvertfald dem af dem, der ikke reduceres til stive karikaturer, der knurrer deres ordrer eller giver beskeder videre ved at råbe«


Vi begynder omtrent med Pearl Harbour, men dét angreb er jo kun at regne for en tændsats til denne historie, hvor mandige mænd går i krig for at finde sig selv, tygge tyggegummi, sparke mås og gøre maskuline ting. Alt dette kan lyde en anelse sarkastisk, men er mest af alt bare en anerkendelse af filmens gung-ho amerikanske patriotisme og svulmende patos, der noget af tiden gør det ud for personkarakteristik.

Præstationerne fra kræfter som Woody Harrelson og Patrick Wilson er til gengæld noget nær lydefri og underspillede. Mænd af rette støbning, der kun taler, når det er vigtigt.

Kvinder? Jo, der er et par stykker, men ingen af dem er rigtigt nødvendige andet end som smuk og fornuftig staffage, der viser, at vore helte er hele mennesker med familier.

En tsunami af mænd

For heldigvis er mændene tilbage, hvor de var, før al det dersens #metoo, og før lesbiske, nonbinære Batkvinder og den slags kunne nå at tage plads på små skærme og store lærreder.

»Midway« er i det hele taget denne filmsæsons kulmination på den bølge af egentlig udmærkede film, hvor mænd får vist, at de stadig er mænd, og måske får puttet flere nuancer på mandepaletten. Film som »Joker«, »Once upon a time… in Hollywood« og den kommende »Ford vs. Ferrari« gør ihvertfald deres til at skabe universer med saftige manderoller, hvor mænd, vi kender og holder af, kan udfolde deres store talenter i film instrueret af… mænd.

Vi havde ellers lige vænnet os til at holde op med at være forbløffede over stærke kvinderoller og kvindelige instruktører (og holde op med at omtale dem således) og nølende accepteret, at kvinder kan være mangt og meget i filmens verden. Hvis de altså kommer til.

Når man alligevel er godt underholdt af »Midway«, handler det lige så meget om Rolan Emmerichs utvivlsomt sikre håndelag, der glat og effektivt får publikum gennem en historie, der både fortælles i det store og i det små, uden at man for alvor er i tvivl om udfaldet. Men allermest fordi den er så hamrende flot og voldsom.

Måske, kun måske, er der en lille kritik af nutidens drone- og Twitterkrige, der fjerner handlingerne fra de mennesker, der udfører dem. Men nok ikke.

I forhold til f.eks. »Dunkirk«, der var en storladen, ambitiøs gourmetservering, der gav plads til både at sidde på kanten af sædet og samtidig føle historiens tyngde, så er »Midway« tilfreds med at levere bang for your buck. Som var den en bøf på størrelse med Texas. Ikke så meget finesse, måske, men stadig imponerende.

Ingen skurke, kun helte

Filmen bygger på en sand historie med rigtige mennesker. Og selv om der sikkert har været langt større facetter på disse mænd, der ændrede slagets og krigens gang, så er de her først og fremmest vaskeægte helte. Uanfægtelige og umiskendeligt modige.

Der er ikke som sådan en modspiller eller skurk. Selv japanerne har ære, i hvert fald de af dem, der ikke reduceres til stive karikaturer, der knurrer deres ordrer eller giver beskeder videre ved at råbe. Men manglen på en god skurk gør også al den megen patos lidt overvældende.

»Jeg er stadig ikke overbevist om, at han er en god skuespiller, men han er egentligt ret perfekt som Dick Best,« skriver Stephanie Caruana om Ed Skrein, der spiller den testosteronfyldte pilot, der også får tid til at danse med Mandy Moore Fold sammen
Læs mere
Foto: Reiner Bajo.

Det ændrer sig ikke engang, da Ed Skrein kommer ind i historien. Så ofte har han haft skurkerollen (»Deadpool«, »If Beale Street Could Talk«), at man uvægerligt bliver mistænksom, bare man ser ham på lærredet. Jeg er stadig ikke overbevist om, at han er en god skuespiller, men han er egentligt ret perfekt som Dick Best (det hed han!), verdens tilsyneladende mest skødesløse og testosteronfyldte pilot, der naturligvis vokser med opgaven og har hjertet på rette sted.

Midway. Drama, 138 minutter. Instruktion: Roland Emmerich. Medvirkende: Ed Skrein, Patrick Wilson, Woody Harrelson, Luke Evans, Dennis Quaid, Nick Jonas m.fl. Premiere i dag over hele landet.