Breaking news: Gerard Butler er faktisk en god skuespiller

Vindblæst og kuldslået kammerspil på en skotsk ø bliver instrueret med sikker hånd af Kristoffer Nyholm, der også får det bedste ud af en ellers træt actionskuespiller.

Alle tre hovedroller spilles godt i den dramatiske og onde »The Vanishing«, men Gerard Butler (tv) er noget  helt særligt. Fold sammen
Læs mere
Foto: PR - Metronome www.stills.tv

Hvis jeg nogensinde har sagt noget nedsættende om Gerard Butlers evner som skuespiller, så tager jeg det hermed tilbage.

Altså, jeg mener stadig, at han har været klodset i mange dårlige film, også forbi det punkt, hvor han kunne undskylde sig med, at han var ung og havde brug for pengene.

Men skotten har tydeligvis også truffet nogle forkerte valg eller er bare ikke blevet forløst, når han i film efter film har leveret den ene anstrengende og enstrengede præstation efter den anden. I rollen som fyrtårnsvogteren i »The Vanishing« er Butler dog intet mindre end furet, fuldtonet og fremragende.

»The Vanishing« er løseligt bygget på et lokalt mysterium, hvor tre fyrvagter for over 100 år siden forsvandt sporløst på Flannan-øerne. Her, vest for Hebriderne, forbi Udkantsskotland, har man kun hinanden. Den gamle søulk Thomas (Peter Mullan) er vejrbidt og fåmælt, den midaldrende familiefar James (Gerard Butler) og den unge, uerfarne Donald (Connor Swindells). Tre mænd, der er nødt til at få ensomheden og tiden til at gå i de seks uger, vagten på øen kræver. Og som er nødt til at holde sammen, da uventede gæster dukker op og vender hierarkier og venskaber på hovedet.

Som kammerspil fungerer »The Vanishing« upåklageligt, man fortaber sig i detaljerne ved arbejdet og rekvisitterne. Man glemmer næsten, at volden kan ramme lige så pludseligt og være lige så ødelæggende som en storm. Og ondskaben kommer, den hvæser og blæser og truer med at blæse fyrtårnet og øens midlertidige beboere omkuld. Hvem er stærkest?

Længe står de tre mænd solidt fast, men snart begynder det hele at smuldre. Da Locke (Søren Malling) går ombord på øen og nidstirrer trioen med sit vandede og olme blik, ved vi, at det herfra går fra ondt til værre.

Historien kunne også snildt fungere som et metaforisk sindbillede på det vanvid, der kan komme snigende, når man både arbejder med kviksølv (nødvendigt i fyrtårnets mekanik) og er tvunget til at være på en klippeø, hvor mågerne ikke bare vender, men falder døde ned fra himlen.

Danske Søren Malling har en mindre rolle i »The vanishing« Fold sammen
Læs mere
Foto: PR - Metronome Graeme Hunter PIc.

Virkeligheden falder fra hinanden, mens bølgerne brøler. Det er sine steder en meget voldsom film, men det er så mesterligt doseret og hele tiden rodfæstet i det psykologiske, at det bliver både konkret og følelsesmæssigt tilfredsstillende. Ud over Gerard Butlers nuancerede og realistiske samspil med den altid glimrende Peter Mullan, skal unge Connor Swindells fremhæves. Kendt som skolebøllen Adam i »Sex Education« på Netflix, viser Swindells også her så meget rodløs og følsom testosteron, at hans talent må lyse fra Flannan Isles helt til Hollywood.

Man kan ærgre sig over, at den erfarne TV-instruktør Kristoffer Nyholm (»Forbrydelsen«, »Taboo« m.fl.) med sin spillefilmsdebut ikke kommer større ud, men omvendt virker kameraet og klipningen opsat på at filme til skærmen, ikke lærredet. Det skal dog ikke hindre mig i at opfordre til at se »The Vanishing« og at se den i biografen, hvis man kan.

»The Vanishing«. Instruktion: Kristoffer Nyholm. Medvirkende: Gerard Butler, Peter Mullan, Connor Swindells, Søren Malling. Premiere 10. oktober i Grand Teatret i København, fra 4. november tilgængelig på iTunes.Thriller/Drama, 107 minutter.