Antonio Banderas skruer ned for charmen og resultatet er formidabelt

Antonio Banderas skjuler både kærlighed og smerte i sit stærke blik. Hans præstation er med til at gøre »Smerte og ære« til en fremragende film

Antonio Banderas fik helt fortjent skuespillerprisen i Cannes i år for sit portræt af en kunstner i krise i »Smerte og ære«. Fold sammen
Læs mere

Kunsten og livet hænger ad kringlede, dunkle veje altid sammen. »Smerte og ære« er et værk, der er vævet tæt af tråde, der skifter mellem skønhed og sorg. Filmen er et stille epos om at skabe på trods. Og den er fremragende.

Fra første færd har spanske Pedro Almodóvar haft sine dedikerede fans og dem, der ikke kunne udstå hans ofte kulørte måde at fortælle sine historier på. Han har aldrig været bange for at vælge de farver, der larmede eller at male med en bred pensel, der ind i mellem var dyppet i sentimentalitet, og derfor ikke faldt i alles smag. Men derfor har han også været nem at elske for dem med hang til det bittersøde. Han har lavet sine film uden at lefle.

Temperamentet i denne film er mere afdæmpet, mere tilgivende, og netop så overordentligt forløsende. En udstrakt hånd, der både er sikker, stærk og furet. Som peger frem ved at trække linjer fra fortiden.

Nysgerrighed og begær
Historien handler som ofte hos Almodóvar om de tidlige indtryk og valg, der former livet. Familien som fundament og som bundløst kar af en hovedstol, der kan øses af. Begæret som bevidsthedskabende drivkraft, en stræben.

En kvik, lille dreng og hans elskede, hårdtarbejdende mor (Penelope Cruz) flytter fra landet til byens fattige og huleagtige hvide grotter. Faderen er en skygge, og drengen knytter sig i stedet til en mild, smuk, ung håndværker, som lille Salvador lærer at læse og skrive. Det er en barndom, der skinner og lever, imodsætning til nutidens stillestående Madrid, hvor den nu midaldrende Salvador trækker sig mere og mere ind i sig selv, som selve lejligheden en grotte. Han har opgivet at skabe kunst, men finder en gnist på trods, fordi han konfronteres med sin fortid og sine valg.

Den lille drengs trygge verden hos kvinderne. Penélope Cruz er sej og sødmefuld som moderen, der er viljefast til det sidste. Fold sammen
Læs mere

Antonio Banderas har skruet sig selv og sin naturlige charme helt ned på et inciterende vågeblus i rollen som den smerteplagede og deprimerede filminstruktør Salvador Mallo. En mand, der mærker livets tyngde som et åg.

Mallo er ikke Almodóvar, men lighederne er slående, fra det stålgrå strithår til den dyre lejlighed, der er indrettet som Almodóvars personlige hjem. Banderas modstår fristelsen til at parodiere, og driver med små virkemidler nuancerne frem i denne knude af en mand, som han gør til en fuldtonet person. En stor (og palmevindende) skuespillerpræstation, fordi han i sit udtryk og i sine bevægelser netop er så kontrolleret og diskret. Og alligevel simrende bag ansigtets folder. Så meget kærlighed, så meget smerte i det stærke blik. Salvador Mallo er brysk, egoistisk, men også en mand, der har elsket og er elsket.

Mellem skønhed og smerte
Da den afkræftede Mallo opsøger den afdankede skuespiller Alberto Crespo (Asier Exteanda), der blev en stjerne i hans gennembrudsfilm, har de to mænd ikke talt sammen siden premieren for 32 år siden. Mallo brød sig ikke om den måde, Crespo spillede på dengang, og fornærmede ham dødeligt. Deres to knækkede egoer kan kun nødtvungent klemmes ind i det samme rum, men de finder ud af, at de har brug for hinanden og det, de hver især kan byde på: Rygeheroin, et slags venskab, en undskyldning og fremfor alt muligheden for at skabe igen.

Det er for hårdt for Mallo at lave film, både mentalt og fysisk, i stedet har han skrevet side efter side om afhængigheden af kærlighed, af kunst og egne ambitioner. Efter en tid lader han Crespo få en tekst til opførelse som one-man-show. Det lille stykke bliver en succes, åbner en lem til en gammel, stor forelskelse, brikker falder på plads. Men smerten er der endnu.

Har Salvador været en god søn? Gjort en forskel i andres liv? Kan han holde sig selv ud?

»Smerte og ære« bærer på stof, der ville falde tungt i andres hænder, men fortæller med lethed, ømhed og nærmest slapstick-agtig humor sine steder. Opremsningen er alle de lidelser, der plager ham, er overrumplende. Særligt en pjækkescene i køkkenet hos Mallo er skæg. Overskuddet er konstant tilstede i mørket. Det sansende, sensuelle blik på verden, også når livet og sjælen gør ondt. For skønheden findes. Tilgivelsen findes.

Det er ikke svært at tolke på betydningen af, at Banderas spiller sin egen mentor, og på at Almodóvar her lader ham udstille sig. De to har lavet otte film sammen. Det er sjette gang, at Penelope Cruz lader sig instruere af Almodovar, og i rollen som den ældre udgave af moderen, ses Julieta Serrano, der har medvirket i fem af hans film, men som ikke arbejdet sammen med Almodóvar i over tredive år. Her favner han sine skuespillere og ser dem påny.

Det magiske er måske især, at filmen på ingen måde virker som en svanesang, men som en kærlig sløjfe med lange bånd, hvor det ene har rod i erindringen og det andet triller mod en ny fremtid.
»Smerte og ære« er en ganske lille historie, på størrelse med et æg i træ, men folder sig ud til stor og generøs filmkunst.

»Smerte og Ære«. Instruktion: Pedro Almodóvar. Medvirkende: Antonio Banderas, Penélope Cruz, Asier Exteanda, Julieta Serrano. Premiere d. 5. september landet over, Drama, 113 minutter