Nogle film er så franske, at man næsten mærker baguetten under sin ene arm, mens man gestikulerer kraftigt med den anden. Bevæbnet med et glas vin eller en Gauloises i hånden og dramatiske sandheder halvt hvisket, halvt skreget ud mellem de perfekt malede læber. På sin vis er »Claire Darling« en meget fransk film, og så alligevel helt sin egen.
En tidlig morgen, eller måske midt om natten, vågner Claire (en næsten uforfængelig Catherine Deneuve), af et mareridt, overbevist om, at hendes sidste dag i livet er kommet. Hun bor alene i et stort hus, omgivet af antikviteter, samlet gennem et langt liv, og går straks i gang med at få arrangeret et loppemarked. Men er den ældre, statelige frue egentlig ved sine fulde fem? Hun ser syner, husker ikke, hvor tingene er, og vandrer lettere desorienteret rundt mellem rariteterne, mens huset tømmes og minderne om tragiske familiebegivenheder vælder frem.
Med Catherine Deneuve i hovedrollen får glamouren og harmonika-faktoren endnu et nøk op, det grå hår er kun en paryk, for ude i virkeligheden fremstår den 75-årige stadig som underskøn blondine. Men ikonet nyder at få lov til at spille med musklerne, så vi får heldigvis solide og fuldfede glimt af den store skuespillerinde bag divaens facade.
Skiftevis forbitret furie og forvirret morlil, som dagen skrider frem. Lattermild, mens landsbyens folk flår de dyrebare klenodier til sig, og kølig matriark, da den frafaldne datter (Chiara Mastroianni, der altså her spiller over for sin egen mor) indfinder sig. Kan de to forenes igen? Og hvilke historier gemmer der sig i det store hus, hvilke sorger rummer sjælen?
Tiden og tingene
Filmen bygger på bogen »Faith Bass Darling’s Last Garage Sale« af engelske Lynda Rutledge, men historien er videreudviklet og forfransket af instruktøren Julie Bertuccelli, der har brugt sin bedstemors hus som kulisse for den i princippet meget lille fortælling og krydret den med objekter fra familiens egne samlinger. Det mærkes.
Man mærker suget fra slægten, og hvordan vi gennem livet knytter os til de objekter, vi bærer med os gennem årene, som om tid er noget, der kan indkapsles i en ting og bæres videre. Eller tabes på gulvet, splintres i tusinde stykker. Måske betyder det hele mindre, end vi vælger at tro på, når vi besjæler et ur eller en ring med en mening, der kun findes i os selv?
Med Deneuve i hovedrollen får glamouren endnu et nøk op
Minderne i huset går lyslevende rundt, og den del af filmen fungerer fremragende. For nok er demensen sandsynligvis ved at tage fat i Madame Darling, men hun har stadig en kerne i sig selv, der er formet af det liv og de valg, hun har taget (eller ikke taget). Ingen undslipper sig selv, nutiden smuldrer, og hukommelsen leger kispus, fortiden fletter sig ind i handlingen, mens dagen skrider frem og tiden rinder ud.
En omrejsende cirkus i byen tilføjer ikke rigtigt noget andet end poetiske optrin, mens dansende børn og elveragtige skikkelser i skoven giver et strejf af magi. Jeg ville have gerne have haft lidt mere med ægtemand, præst og søn, men det er kvinderne, der bærer det hele.
»Claire Darling« er dybere end den ser ud til i al sin franske sommersødme. Slutningen er fængende. Og det er sådan en fransk film, som man bør tage sin mor med ind at se, mens man kan. Om ikke andet for at tage hul på alt det, man skal nå at tale om, mens tid er. Hvem der arver hvad er i virkeligheden ligegyldigt, det er blot ting.
Claire Darling
Instruktion: Julie Bertuccelli. Medvirkende. Catherine Deneuve, Chiara Mastroianni m.fl. Premiere i biografer over hele landet.
