Det Kongelige Teater skal ikke være staveplade for folk uden kendskab til alfabetet

Jeg gider ikke høre mere brok om Det Kongelige Teater som svært og elitært. Nationalscenen skal kreere kunst med så stort K som muligt. Du må danne dig selv!

»Idomeneo« på Operaen er instrueret af canadieren Robert Carsen til masser af ros fra anmelderne og megen fortvivlelse fra andre sider – hvilket er den perfekte udgang for en nationalscene. Fold sammen
Læs mere
Foto: Miklos Szabo/PR/Det Kongelige Teater
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Jeg har hørt holdningen så tit.

»Vi var i Operaen og fattede ikke en meter. De virker helt ligeglade med os almindelige mennesker. Tænker kunstnerne aldrig på, hvor deres millioner kommer fra?«

Og jeg svarer konsekvent med den modsatte holdning. En nationalscene uden legesyge instruktører og langhårede scenografer er en død scene.

Jeg ved det godt: Du gider ikke se tobakspigen Carmen på kinagrill eller forføreren Don Juan på toilettet. Men teatret måtte meget snart lukke og slukke uden den slags ideer – og det resterende kulturliv ville blive kvalt kort efter.

Tag bare premieren på »Idomeneo« forleden. Jeg gav den voldsomt avantgardistiske opsætning af Mozarts opera seks stjerner. Kombinationen af vor tids flygtningekrise og Mozarts mageløse musik fremstod ganske enkelt som et helstøbt kunstværk.

Så reaktionen kom prompte. Min dybt kultiverede og operaelskende kone havde nær givet op halvvejs. Min lige så kultiverede chef i skikkelse af kulturredaktør Anne Sophia Hermansen gav faktisk op.

»Sjældent har jeg længtes så meget efter en afslutning, et hjertestop, en nådig død,« skrev hun på Facebook bagefter.

Og selv om jeg selvfølgelig ikke lod mine private følelser gå ud over anmeldelsen, blev jeg også selv ret provokeret af den politiserende kant.

Genialt! Lige i øjet og øret! Det Kongelige Teater havde lige delt de danske vande og endnu en gang bevist dets eksistensberettigelse og værd på finansloven.

Ingen staveplader

Forklaringen på behovet for fornyelse og provokation er enkel. Stamgæsterne ville i modsat fald have set opsætningen før og kun vende tilbage ved eventuelle udskiftninger af sangere. De lidt yngre gæster ville slet ikke forstå krinolinerne og krummelurerne fra oldefars tid og derfor heller ikke have lyst til flere greb i lommen.

Teatret måtte simpelthen sænke tæppet efter ganske få sæsoner uden tilpas grænseoverskridende opsætninger og tilpas provokerende produktioner.

Holdningen fra før kommer ind præcis hér. For hvad med de helt nye gæster uden forudsætninger overhovedet? Skal de »almindelige« mennesker med lyst til en glad aften da ikke have noget for pengene?

Før jeg svarer, vil jeg lige vende mig mod Facebook igen. En kvinde havde introduceret sin operajomfru af en mand til skønsangens verden og åbenbart set Figaro som fodboldspiller – hvilket hun kaldte »en gigantisk hån mod kulturhistorien«.

Ærlig talt! Kulturen kan kun bevares med passende fornyelse. Mozart fik selv ballade for sine moderne udgaver af de gamle historier og gav alligevel ikke op.

Så svaret på dét med novicerne må være et forsigtigt nej: Vi kan ikke bruge Det Kongelige Teater på musikpædagogiske projekter. Vi kan ikke lade nationalscenen fungere som staveplade for skatteydere uden kendskab til alfabetet.

Teatret løser i øvrigt allerede den slags opgaver på skoler og mindre scener og gør det efter sigende så glimrende.

Hvis teaterchef Kasper Holten læser det her med en smule nervøsitet og tænker på næste forhandling med politikerne, så forstår jeg det godt.

Men vi må også insistere på dannelse som et projekt for familien, for skolerne og måske for os selv i ung alder – ikke lade det almindelige tab af samme gå ud over adgangen til kunst med så stort K som muligt.