Da snapsen kostede 40 øre

Holger Danske i Farvergade var omkring 1900 et af byens berygtede tilholdssteder for lyssky elementer. Her var der brændevin på disken fra tidlig morgen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Før og nu, 3. årg.
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»De er meget drikfældige.« Således faldt ordene, da den engelske gesandt i København i anden halvdel af 1600-tallet beskrev den danske folkekarakter, og et halvt hundrede år tidligere havde hans forgænger i embedet udtrykt ængstelse for at blive beværtet af kongen og af rigets mægtigste mænd, »eftersom man siger, at det her er skik og brug at være fuld tre dage i rad.« Men sådan var det, og det kunne der ikke laves om på her i landet, hvor brændevin var et uundværligt kosttilskud.

At Christian IV levede et til tider hårdt liv, var jo en kendt sag. Men majestæten havde ikke sin tørst fra fremmede. Allerede hans bedstefar havde på sit dødsleje indtaget betragtelige doser helbredende eliksir, som den ældste kongedatter var ferm til at frembringe på akvavit. Dog uden den ønskede virkning, og da Frederik II efterfølgende var blevet landets konge, advarede prinsessen stedse sin bror mod overdreven nydelse af den helsebringende mirakeldrik.

Forgæves, han døde, men sligt sker, og »døden skal have en årsag«, fastslog den navnkundige præst Anders Sørensen Vedel i sin gravtale. »Men dersom Hans Nåde havde holdt sig fra den skadelige brændevinsdrik, som nu alt for gængs er, kunne Hans Nåde have levet mangen en god dag længere.«

Man fornemmer, at den gode præst var fortørnet, men samtidig magtesløs. Thi brændevinsdjævelen, som lagde kongen i graven i 1588, lokkede også jævne folk i fordærv og til et syndigt levned. Der var derfor allerede tidligere indført forbud mod udskænkning af øl og brændevin på helligdage før kirkegang, og det må formodes at have haft en beroligende virkning på afviklingen af gudstjenester i landets kirker.

Dog kun i nogen grad. For ligesom man i århundreder havde brygget sit eget øl, var det også blevet almindeligt at fremstille sin egen brændevin. Og magtede man det ikke selv, var der overalt en brændevinsbrænder, som var til at handle med.

Alene i København var der for et par hundrede år siden omkring 300 brændevinsbrænderier, som fra kl. 6 morgen til 10 aften falbød virksomhedens produkter. Og med næsten 1.500 køer på stald var der altid friske forsyninger til en mælketoddy, som i visse kvarterer var den foretrukne morgenmad op gennem 1800-tallet.

Imidlertid havde konkurrencen fra de mest effektive virksomheder den konsekvens, at de 300 små brændevinsbrænderier i løbet af 100 år blev reduceret til en håndfuld, og nu kunne man også producere en nogenlunde fuselfri snaps. Samtidig faldt prisen betragteligt – helt ned til mellem 40 og 70 øre for en flaske kort efter år 1900, og aldrig havde brændevinsdjævelen været mere synlig.

For den fuselfri havde samme virkning på folkesundheden som de helsebringende eliksirer, der tidligere i historien lagde adskillige kronede hoveder i graven. Skål.