Banebrydende danske naturforskere i DR K-serie

DR har ikke altid været heldig, når mastodonten lavede udsendelser om danmarkshistorien. Men de netop sendte afsnit om naturvidenskabsfolk i serien »Store danske Videnskabsfolk« er vellykket.

Ole Rømer i skikkelse af skuespiller Christian Brabrand ser nærmere på Jupiters måner. Fold sammen
Læs mere
Foto: Scanpix Denmark

Der arbejdes heldigvis seriøst i DR med historiske udsendelser. Der sendes glimrende udenlandske historiske dokumentarserier, og DR producerer selv en række vellykkede historiske programmer. Et af dem er »Store danske Videnskabsfolk«, der er sendt i november og december på DR K. Det er en idé, der stammer tilbage fra 2003, hvor DR lavede portrætter af en række danskere, og nu er serien genoptaget med fokus på naturvidenskabelige forskere, der har ydet noget ekstraordinært. Det er en god idé, for den tidligere serie, »Store danskere«, havde det problem, at den udvalgte et lidt tilfældigt pluk af danskere fra politik og underholdningsindustrien, hvor det var svært at se en linje og en begrundelse.

Den nye series hovedkarakter er biokemiker og forsanger i Magtens Korridorer Johan Olsen, og han er seriens gennemgående fortæller, der beretter om de seks danske videnskabsfolk. Serien har delvist fiksionaliseret beretningerne, så vi møder de afdøde forskere i skuespilleres skikkelser, der fortæller om deres eget liv og endda lader sig interviewe af Johan Olsen.

Rømer og Jupiters måner

Første afsnit fortælller om Ole Rømer (1644-1710), der i 1600-tallet studerede Jupiters måner. Hans banebrydende studier ledte til, at han kunne fastslå, at lyset ikke straks gav os på jorden et billede af, hvad der skete med månerne, når de drejede rundt om Jupiter, men at det tog et stykke tid, før informationen nåede ned til os. Opdagelsen gjorde Rømer til en verdensstjerne, men han blev kaldt hjem fra Paris, og som administrator i København igangsatte han en række vigtige reformer. I skuespilleren Christian Brabrands skikkelse fortæller Rømer om sit liv til Johan Olsen, og Olsen opsøger også selv nutidige eksperter, der fortæller om Rømers opdagelser. Det er gjort på en uprætentiøs og levende måde.

Lund og menneskets oprindelse

Andet afsnit følger den danske biolog Peter W. Lund (1801-1880), der forskede i Brasilien, og som Henrik Strangerup skrev sin fortræffelige roman »Vejen til Lagoa Santa« (1981) om. Lund fandt i brasilianske huler ikke blot mængder af fossile dyreknogler, heriblandt fra sabeltigeren, men også menneskeknogler, hvorved han kunne fastslå, at mennesket havde levet længere tid på jorden, end det fremgår af Biblen, og hans samlinger kan ses den dag i dag på Zoologisk Museum. Johan Olsen fortæller, at Charles Darwin blev inspireret af Lunds fund til sin revolutionære teori om arternes udvikling, men Johan Olsen fortæller ikke, hvordan Lund så reagerede på Darwins teori om menneskehedens udvikling. Det føles som et savn. Lund opgav sin forskerkarriere allerede som 45-årig og forblev i Brasilien frem til sin død.

Finsen og lysets helbredelse

Den tredje forsker i serien er Niels Finsen (1860-1904), der fandt på at behandle mennesker med hudtuberkulose med lys, hvilket gav overraskende gode resultater – og Nobelprisen i 1903. Johan Olsen taler med Niels Finsen i skikkelse af skuespilleren Jacob Teglgård og opsøger også en række eksperter, der forklarer, hvordan Finsen nåede sine resultater. Finsen blev af datidens danske forskere anklaget for at være en kvaksalver, men hans resultater kunne ingen bestride. Johan Olsen kommer godt ind i problemet med Finsens arbejde og viser, at Finsen dybest set ikke havde forstået, hvad der egentligt hjalp de syge patienter.

Panum og epidemiers opståen

Den fjerde forsker er Peter Panum (1820-1885), hvis navn nu er knyttet til Panum-instituttet i København. Panum blev i 1800-tallet kendt for at opdage, hvordan mæslinger smittede fra person til person. Han begyndte siden på at eksperimentere på dyr for at fastslå årsager til epidemier, hvilket var usædvanligt i 1800- tallet og vakte voldsom modstand i samtiden bland andet fra dyreværnsforeninger. Selv om Panum mødte folkelig modstand, fastholdt han sine forsøg og vandt både national og international berømmelse.

Ebba Lund med den røde hue

Den femte forsker i serien er Ebba Lund (1933-1999), og her er vi oppe i vor egen tid. Som ung pige under besættelsen blev Ebba Lund involveret i Holger Danskes hjælpearbejde med jødernes flugt til Sverige. Hun blev kendt som pigen med den rød hue, for den bar hun, når hun var nede ved havne for at kontakte flygtningehjælpere og ledsage jøder. Hun gjorde en enestående indsats, og alene af den grund kunne der laves en film om hende. Efter krigen forsøgte hun som enlig mor til tre at forske og få en karriere, hvilket ikke var let. Hun fik dog epokegørende resultater vedrørende undersøgelser af spildevand, hvor hun fandt frem til metoder til præcist at desinficere spildevand ved at måle den elektriske spænding i vandet. Hun blev doktor i 1963 og fik som professor stor indflydelse på dansk forskning, men det kom ikke let. I udsendelsen fortæller hendes søn, Anders Lund, fint om sin mor og hendes utrolige arbejdsenergi og målrettehed.

Dansgaard og iskernerne

Den sidste i serien er Willi Dansgaard (1922-2011), som nok ikke er kendt i en bredere dansk offentlighed, men som var forskeren, der opdagede, at man kan måle forskellige iltforekomster i skyer. Senere var han pioneren, der var ildsjælen bag udforskningen af iskerner, hvor man ved at måle iltforekomster kan konstatere fortidens temperaturer. Som i de andre afsnit er Johan Olsen rundt til kompetente forskere, der forklarer, hvad Dansgaard helt præcist opdagede, og hvordan den intellektuelle nysgerrighed drev ham videre på trods af modstand og vanskeligheder.

Der er gennemgående tale om en vellykket serie. Udvalget af videnskabsfolk kan selvfølgelig diskuteres, men serien viser overbevisende, at de udvalgte virkelig var »store danskere«. Johan Olsen giver med sit engagement og spørgsmål serien en god fremdrift og en uhøjtidelig stil, der heldigvis ikke svækker seriøsiteten. Valget af skuespillere til at spille scener kan selvfølgelig diskuteres, ikke mindst når serien kommer op i vor egen nutid. For hvorfor skabe en fiktion, når der er nok af samtidige film og interviews at tage af? Jeg synes ikke, at serien har taget skridtet fuldt ud og ladet skuespillerne spille igennem, for de er lidt blege i deres fremtoning, som om de var zombier på kort visit. Men det er måske meningen? Men i kraft af Johan Olsens energiske optræden og en fin billedside, så lever serien og formidler fint væsentlige naturvidenskabelige emner på en pædagogisk måde.

Hvad: Store Danskere
Hvem: Redaktør: Martin Sundstrøm.
Hvor: Seks afsnit af 30 minutters varighed sendt på DR K.