Blodigt drama i tætbefolket kvarter

En slagtergård på Vesterbrogade 28, som i dag er nr. 62. Gadens brolægning er skjult under et tykt lag gødning, mudder og andet affald, og man må tænke sig til, hvad det har betydet for hygiejnen. Foto: 1855. Før og nu, 5. årg. Fold sammen
Læs mere

Selv om sildefiskeriet i Øresund var kilden til byens velstand i middelalderen, har københavnerne notorisk altid været et kødædende folkefærd. I byens tidligste historie blev slagterne kaldt kødmangere, og de lagde i 1400-tallet navn til Kødmangergade, der senere blev forvansket til Købmagergade. Som alle hæderlige erhverv havde også kødmangerne deres lav, og af den ældste forordning fremgår det, at man for at blive medlem skulle have en »uberygtet dannekvinde til hustru.« Det udelukkede fuskere af fremmed herkomst.

Slagterne var selvfølgelig handelsfolk, men de var først og fremmest håndværkere, som tog sig af både aflivning og partering af kvæg, svin, får og heste. Et blodigt drama, som udspillede sig i tæt befolkede boligkvarterer, og da Frederik II i 1577 forbød al slagtning inden for voldene, var det med den begrundelse, at »blod og anden urenlighed bliver udi rendestenene forsamlet, hvoraf megen ond og slem stank forårsages.«

Det krævede med andre ord en robust næse og godt fodtøj at bo dør om dør med en slagter, men problemet fandt sin løsning med opførelsen af et slagtehus ved Kalvebod Strand uden for Vesterport. Herefter var slagtninger forvist fra byen, men slagtehuset blev ødelagt under den svenske belejring i 1658, og efterfølgende blev alting igen som i gamle dage – bare værre. Indbyggertallet voksede i den af volde omkransede by, og det samme gjorde bestanden af køer i hovedstadens mange brændevinsgårde. De kastede lidt mælk af sig, men endnu mere gødning og latrin, og når tidens fylde var inde efter et alkoholiseret liv som malkeko, var der altid en slagter i nabolaget. Der var kort sagt penge i byens husdyr.

Men altså også et vist ubehag, og borgerne klagede ofte over en umiskendelig odør fra hengemt slagteriaffald. I 1776 blev det derfor besluttet, at slagtergårdene fremover skulle væk fra bymidten og ligge så tæt ved volden som muligt. Her lå byens billigste boliger i forvejen, og det var til at leve med.

Men også uden for voldene, især langs Vesterbrogade, fandtes der i 1800-tallet et betragteligt antal små slagterier med lidt gårdsalg og halve kroppe på husmuren, og det var herude i den tyndt befolkede forstad, man i 1814 talte om at etablere et stort offentligt slagtehus. Det var der behov for, mente nogen. Men ingenting skete, og efter koleraepidemien i 1853 talte man endnu mere om det, og så gik der igen 30 år. Byens første offentlige slagteri blev endelig taget i brug i 1883. Det lå mellem Halmtorvet og Kalvebod Strand – i dag kendt som Den Brune Kødby - og fem år senere blev al slagtning i byens private slagtergårde forbudt.