Flueøjnene og Femøren

Forretningsejendommen Vesterport fra 1932 varslede, at nye tider var på vej, men først i 1950erne forsvandt de sidste rester af barakbyen på det gamle jernbaneterræn. Foto fra 1933, København før og nu. Fold sammen
Læs mere
Foto: Scanpix

»Det gamle banegårdsterræn« var i 1920erne en lidt tvivlsom lokalitet på nordsiden af Vesterbrogade, i området omkring Frihedsstøtten. Her havde Københavns anden hovedbanegård ligget siden 1864, og her lå der også tre mindre banegårde.

Hele området blev imidlertid ryddet, da byen i 1911 fik sin nuværende hovedbanegård, og så blev det gamle banegårdsterræn lidt efter lidt invaderet af driftige handelsfolk, der var leveringsdygtige i alt mellem himmel og jord – med og uden regning, som der nu var behov for.

Kommunen havde ejendomsretten til den vidtstrakte grund, og mange af de bygninger og skure, som DSB ikke længere havde brug for, blev omdannet til boder med marskandiservarer og til lagerlokaler, hestestalde, værksteder og garager.

Planlægning var der ikke meget af, og det hele udviklede sig til et sammensurium, man med rette betragtede som storbyens Klondyke. Et forhenværende aftrædelsessted fik nyt liv som værtshus, for alt kunne bruges og genbruges.

Men der blev også opført nye barakker til mere almindelige butikker, og mest kendt var en overdækket bazargade, som officielt kunne smykke sig med det historiske navn Trommesalen, men som i folkeviddet hurtigt blev døbt »Flueøjnene« – angiveligt på grund af glastaget med dets utal af små vinduesruder.

Det hele havde et interimistisk præg, men hvad der i længden skulle ske med det gamle banegårdsterræn, vidste ingen, og således gik livet sin gang det meste af en snes år.

I 1929 skete der imidlertid noget drastisk. Et velpolstret engelsk forsikringsselskab havde fået øje på mulighederne for en gunstig investering ved at opkøbe en betragtelig del af området, og samme år blev arkitekterne Ole Falkentorp og Povl Baumann engageret til at udarbejde et projekt til en moderne forretningsejendom af hidtil usete dimensioner.

De nødvendige tilladelser til at se bort fra lovgivningens snærende krav blev givet, og i marts 1932 var der officiel indvielse af byens nye stolthed. Ejendommen blev navngivet Vesterport, og med sit jernskelet, sin volumen, sine neonreklamer og kolossale vinduesflader varslede den en ny tids begyndelse. Men det mest bemærkelsesværdige var den udvendige beklædning med kobberplader, og snart efter havde denne mærkværdighed sat sig spor i københavnersproget.

Byens største og mest fashionable forretningsejendom blev i årtier aldrig kaldt andet end »Femøren«, og det navn lever stadig et sted i folkedybet. Men »Flueøjnene« er forsvundet ligesom resten af det gamle jernbaneterræn.