Carl Larsson: Fra før verden gik af lave

Carl Larssons verden er sød og velordnet – og motiverne er elsket af mange mennesker. Men livet var ikke idel lykke for den svenske maler, der nu vises i Ordrupgaardsamlingen.

Carl Larsson. »Azalea« 1906. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thielska Galleriet Stockholm

Carl Larsson er Sverige, som vi ville ønske, det var. Carl Larsson er som en erindring om Astrid Lindgrens »Alle vi børn i Bulderby«; det nære og fortrolige liv på landet. Han er den artige udgave af Anders Zorn, der nærede en stærk motivisk forkærlighed for nøgne kvinder, der ugenert tog bad i svenske skovsøer.

Astrid Lindgren har selvfølgelig kendt Carl Larssons billeder. Da hun bliver født i Vimmerby i Småland i 1907, er Carl Larsson en ældre herre og berømt for sine bøger om og sine tegninger af sit idylliske familieliv i Sundborn i Dalarna.

Carl Larssons tegninger er på sin vis ren Morten Koch – hvis man vel at mærke forstår den folkekære forfatters bøger og filmatiseringen af dem som en drøm om en uskyldig og tryg tilværelse. Velordnede hjem i velordnet natur i et velordnet hieraki. Nu vises Carl Larssons tegninger så i Ordrupgaards Malerisamling.

Det er ellers et museum, der måske navnlig er kendt for at fokusere på 1800-tallets franske impressionister. Men selvfølgelig er der også en forbindelse mellem Carl Larsson og de dramatiske forandringer, der skete i maleriet i 1800-tallet. Så tidligt som i 1830rne og ’40rne begyndte nogle franske malere at arbejde i plain air. Det vil sige, at de stod ude i selve den natur, de anvendte som motiv på en ganske ny måde.

Modsat tidligere da de måske nok lavede skitser i naturen men i reglen færdiggjorde malerierne i deres atelier. Det betød, at de kunne arbejde sig frem mod et mere lys- og lystfyldt, naturalistisk maleri, hvor naturen som motiv fik ny vægt.

Det var stik mod Det Franske Akademis anbefalinger, der udsprang af idealer om at gengive historiske og mytologiske motiver, hvor naturen så kunne spille en mindre, dekorativ, stemningsskabende eller stemningsafspejlende rolle. En arkadisk natur kunne således reflektere et mytologisk sceneris eviggyldige betydning.

Så tidligt som i 1840rne bosatte nogle af kunstnerne sig om sommeren i landsbyen Barbizon et halvt hundrede kilometer sydøst for Paris og begyndte at finde deres motiver i landskabet og i noget så pittoresk som den indfødte befolkning. Akkurat som nogle danske malere gjorde det i Skagen et lille halvt århundrede senere.

Det gode liv

Carl Larsson tog ikke til Skagen. Han tog til Barbizon.

Han blev født i 1853 og blev uddannet på kunstakademiet i Stockholm. Allerede i sin akademitid arbejdede han som illustrator – og det var det, han i ordets bedste betydning blev: Illustratoren af den småborgerlige idyl med de kvaliteter, det liv nu rummer.

Carl Larsson blev i sin ungdom stærkt inspireret af Corot, der netop var en af malerne fra kunstnerkolonien i Barbizon. Ikke helhjertet, måske, for Corot ønskede ikke at forlade det mere akademiske maleri, der havde været hans udgangspunkt. Ikke desto mindre gav arbejdet i det fri i Fontainebleauskovene, ved hvilke Barbizon ligger, hans billeder en langt friere penselføring.

Corot er selvfølgelig repræsenteret på Ordrupgaard. Carl Larsson boede i Paris og Barbizon mellem 1877 og ’82. Tilbage i det svenske folkehjem skabte han forskellige udsmykninger, men det var med bøgerne som »De mina« fra 1895 og især »Ett hem«, der blev fulgt af et par stykker til, at han opnåede sin berømmelse og sin placering i kunsthistorien.

De bløde linjer

I Carl Larssons paradisiske plet på jord er alting på sin plads. Sin rette plads. Og alt er kønt og fint og fint forarbejdet, og inventaret trækker på inspirationen fra den omtrent samtidige Arts and Crafts Movement i Storbritannien.

Med blandt andre kunsthistorikeren John Ruskin og kunsthåndværkeren William Morris som ideologisk fyrtårne reagerede en række designere – og malere – på industrialiseringens massefabrikation. De drømte sig tilbage til dengang, hverdagens forbrugsgoder var fremstillet i hånden efter gamle håndværkstraditioner. De fandt industrialiseringen åndløs og tiden før mere naturlig; livets rytme mere organisk og mennesket mere i pagt med sine omgivelser. Derfor var der mange arkitekter, billedkunstnere og designere i tiden, der søgte at afspejle denne længsel tilbage gennem smukke, fint forarbejde genstande med slyngede linjer og blomstermetaforer.

Carl Larssons gengivelse af dette dukkehjem trækker netop på en række af skønvirketidens virkemidler som det ornamentale og de bløde linjer.

Intet under, måske, at Carl Larsson undertiden måtte flygte fra sit småborgerlige fængsel. Væk, måtte han, væk, for han mente også, at hans talent rummede andre sider. De fik blot ikke lov til at komme frem i det omfang, Carl Larsson selv forestillede sig. Men erindringsbogen »Jeg«, der udkom på dansk for små 15 år siden antyder en anden side af livshistorien, der er langt mere mørk.

Udstillingen vises i Ordrupgaards Malerisamling fra 25. september til 8. februar.