Bag kulissen på det personlige ansvar

Christian Jungersens bestseller »Du forsvinder« bliver til film. Peter Schønau Fog, som vi kender fra »Kunsten at græde i kor«, har inviteret Trine Dyrholm og Nikolaj Lie Kaas med på sin rejse ind i hjernen.

På spørgsmålet om, hvorvidt det er svært at illustrere Christian Jungersens roman »Du forsvinder« på film, svarer hovedrolleindehaverne Nikolaj Lie Kaas og Trine Dyrholm »ja« næsten i munden på hinanden. »Det er en fordel, at vi begge to har en masse erfaring med film, fordi vi ofte kører med store arrangementer med kamera­køreture og meget andet i samme scene, så det er svært at koncentrere sig om spillet,« siger Trine Dyrholm. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»Du forsvinder« udkom i 2012. Romanen handler om en dygtig skoleleder, Frederik, der på grund af en hjernesvulst begår bedrageri og i det hele taget begynder at opføre sig ubehageligt og irrationelt. Hans kone Mia er rystet. Hun engagerer en advokat – spillet af svenske Michael Nyqvist – for at tale mandens sag. Derfra udvikler sagen sig til det mere indviklede i en undersøgelse af hjernens andel i det personlige ansvar.

Historien har fascineret danskerne i en grad, så der indtil videre er solgt 70.000 eksemplarer af bogen, der nu bliver til en film med Nikolaj Lie Kaas og Trine Dyrholm i hovedrollerne. De svære hovedroller. Kaas har tillagt sig lidt længere lokker end sædvanligt og et skæg i stil med en skovhugger. Trine Dyrholm har ladet sit hår gro efter den korte frisure i »Arvingerne«, og assistenter holder godt styr på de rødlige permanentkrøller mellem optagelserne.

Vi befinder os på Lindevangsskolen på Frederiksberg en dag sidst i oktober. Skolen gør det ud for Saxtorph Privatskole i »Du forsvinder«. Et par af skolens rødder har neglet den del af filmholdets skilt, hvor der står »Saxtorph« på, og da det bliver fundet igen, mangler to af bogstaverne. Ud over det opfører alle elever sig ifølge Nikolaj Lie Kaas og Trine Dyrholm eksemplarisk.

Ud og ind ad rollen

Dagens mest komplicerede skud er »scene 5«. En scene uden dialog, hvor Nikolai Lie Kaas’ Preben og Trine Dyrholms Mia kommer kørende i en ældre Mercedes cabriolet og parkerer foran skolen. De stiger ud af bilen, hilser på nogle elever og Mias kollega (spillet af Laura Bro), inden de går hele vejen gennem skolegården op til hovedbygningen. Der er tale om et såkaldt etableringsskud, hvor man ser skolen første gang. Statisternes iscenesatte mylder skal således gå op i en højere tilfældig enhed i forhold til, at klokken ringer ind. Scenen tages om hele syv gange, inden både instruktør og indspilningsleder er helt tilfredse.

Mellem optagelserne flokkes skolens børn om Nikolaj Lie Kaas, der er god til at småsnakke med sine »Afdeling Q«-fans, der spørger ham om alt fra autografer til detaljer om kollega Assad og bagefter på få sekunder koncentrerer sig 100 pct. igen. En dygtig og munter mand med en sund indstilling til fanpleje. Før hver eneste nye udgave af ankomstscenen sidder Trine Dyrholm og Nikolaj Lie Kaas klar i deres bil. Kaas er typen, der kan skrue sig ind og ud af sin rolle på kort tid, så der bliver joket i bilen hver eneste gang, inden den starter. Man kan tydeligt se, at Dyrholm griner.

Frokosten til filmholdet består af blandt andet roastbeef og chokoladekage. Den er placeret på anden sal. Inden interviewet med Kaas og Dyrholm hilser jeg på en venlig og topkoncentreret Peter Schønau Fog, der er blevet lige så grå i toppen, som jeg selv er, siden premieren på »Kunsten at græde i kor« for godt og vel otte år siden. Den film vandt han en Bodil for, og den blev set af 227.000 danskere.

Svære roller

»Du forsvinder« var ikke ligefrem den slags filmprojekt, der cyklede gennem støtte­instanserne i rekordtempo med klapsalver fra konsulenterne. Bogens historie er temmeligt indviklet, men Peter Schønau Fog har gjort sig til ekspert i hjernen, og både Nikolaj Lie Kaas og Trine Dyrholm er også begge to blevet voldsomt optaget af filmens temaer. Schønau Fog deler en Dropbox med de to, hvor han fodrer dem med inspiration. »Gralen«, som Lie Kaas kalder den. For nylig skrev instruktøren til hele filmholdet, at der var tale om en opdagelsesrejse og ikke en charterrejse. Så var det kreative skab ligesom sat på plads.

På spørgsmålet om, hvorvidt det er svært at illustrere »Du forsvinder« på film, svarer Lie Kaas og Dyrholm »ja« næsten i munden på hinanden.

»Det er en fordel, at vi begge to har en masse erfaring med film, fordi vi ofte kører med store arrangementer med kamera­køreture og meget andet i samme scene, så det er svært at koncentrere sig om spillet. Og så er det sindssygt svært materiale, og det gør arbejdet udfordrende hele tiden. Peter Schønau Fog leger hele tiden med, hvor syg Frederik egentlig er. Og hvor syg gør man ham? Mia er allerede i bogen en ret irriterende karakter, der tager patent på følelserne, og man kan godt sige, at hun også har nogle handlinger, der går ud over kanten. Hun forsøger blandt andet at begå selvmord, og hvor rask er det så lige?« spørger Trine Dyrholm.

Kompleks spænding

Trine Dyrholm læste Jungersens bog, da den udkom, og har haft et godt øje til filmprojektet, siden det blev offentliggjort.

»Heldigvis ringede man og kaldte mig til casting. Jeg blev optaget af bogen, fordi den handler om, hvordan vi mennesker er ud fra en helt anden præmis, end man normalt ser. Kunst skal på en eller anden måde spejle meget forskellige nuancerede følelser. Det er nogle komplekse karakterer og en kompleks historie, fordi den er meget lidt entydig. Filmen vil sende publikum på arbejde og sende dem op ad stolen,« siger Trine Dyrholm, og fortsætter:

»Peter Schønau Fog har lavet et helt nyt greb, som er et retssagsgreb, hvor bogen slutter lige før retssagen. Det er en god måde at få nogle af de mere teoretiske ting i bogen med i en film. Det giver eksperterne tid til at tale om al den teori, der er i bogen. Det er jo den blanding, som, jeg synes, er superinteressant at se, om man kan overføre på film. Er vi ren biologi? Er vi vores hjerner? Er vi et konstrueret selv?«

Nikolaj Lie Kaas lover spænding:

»Manuskriptet har en fed struktur, som gør, at dem der ser filmen, kommer på arbejde. Jeg tror, at den næsten kan komme til at være lige så spændende som en psykologisk krimi.«

Nulstiller hver dag

Begge skuespillere prøver sig meget frem, fordi Peter Schønau Fog skruer op og ned for virkemidlerne for at ramme de finere lag i historiefortællingen så præcist som muligt. Nikolaj Lie Kaas prøver »hele viften« hver gang, som han siger:

»Ofte begynder man stor i slaget og ender i det små, men her er det lidt anderledes, fordi mandens opførsel er ret langt ude. Derfor kan det ske, at der skrues ned, hvor man ikke plejer, og det i stedet er dagligdagsscenerne, der ender i den surrealistiske afdeling. De symptomer, min karakter, Frederik, har, er noget, man ikke kan tage på sig som menneske. Fordi hans opførsel er så langt fra virkeligheden. Skulle jeg for eksempel spille psykopat, kunne jeg trods alt forholde mig til den ondskab, men Frederik forholder sig ikke til hverken godt eller ondt. Han har ingen empati. Han er bare pisse ligeglad,« siger Lie Kaas og forsætter:

»Der er for eksempel en scene, hvor jeg sidder og drikker kaffe, mens min kone græder. Alt i én som både menneske og skuespiller skriger på, at man handler, men det gør Frederik ikke. Jeg er normalt meget god til at spille enten Kurt eller Frederik, og de er så sådan og sådan, men her er karakteren så meget imod alt, hvad jeg selv ville gøre, at man hele tiden virker ret off i forhold til, hvordan den skal skæres som skuespiller. Det giver en meget lyst til at gå på arbejde, fordi man hele tiden leder efter noget,« siger Nikolaj Lie Kaas.

Normalt kan Nikolaj Lie Kaas godt være så meget inde i en filmrolle, at hans kone Anne må råbe ham op derhjemme, fordi han sidder med et fadt blik i øjnene. Men sådan er det ikke under optagelserne til »Du forsvinder«.

»Her rystes jeg så meget rundt med, at jeg på en helt anden måde må nulstille hver eneste dag.«

I instruktørens hænder

Rollen som Eva hiver og slider også i Trine Dyrholm. Samme eftermiddag, hvor vi mødes i frokostpausen, skal hun bryde sammen i endnu en scene.

»Jeg ser Trine græde hver dag,« siger Nikolaj Lie Kaas kækt, og hun svarer med et smil: »Jeg kan godt af og til blive lidt bange for, om der bliver for meget bævrende underkæbe i den her film.«

Under tre ugers indspilninger i Silkeborg, ringede Trines mand til hende for lige at høre, hvad hun havde bedrevet en bestemt dag. Svaret lød på en masse deprimerende gerninger toppet med et selvmordsforsøg.

»Min rolle har mange scener, som jeg ville kalde for højdepunkter i andre film. Mia får at vide, at hendes mand har en svulst. Mia får at vide, at han er anholdt. Mia smider ham ud, fordi han er hende utro. Mia forsøger at begå selvmord. Alle er ekstreme scener. Det er ikke nødvendigvis den sværeste slags scener at spille, men de skal have en ret hård bundklang, og de er en slags permanent tæppefald for min karakter. Når alle scenerne på den måde ligger på kanten, kan man blive bange for at gøre for meget. Man må opgive selv at strukturere rollen, fordi vi også kører så meget frem og tilbage i tid.«

Begge stoler de dog fuldt og fast på, at Peter Schønau Fog efter flere års research har overblikket, der kan styre den slags. Premieren på »Du forsvinder« er sat til februar måned. Ikke næste år – men først til februar i 2017. Peter Schønau Fog har selv skrevet manuskriptet, og han er lovet maksimal tid til at lægge sit filmiske puslespil, så filmen kan komme til at fascinere lige så meget som Christian Jungersens bog.

 

Tre skarpe til instruktøren:

Siden »Kunsten at græde i kor« har Peter Schønau Fog både været projektredaktør på talentfilmsordningen New Danish Screen, og han har også arbejdet på et filmprojekt, der ikke opnåede produktionsstøtte.

Hvordan har det været at forvandle bog til film?

»Film er jo ikke en given fastlåst størrelse, så der er, i min optik, ikke noget der gør en roman mere eller mindre egnet til filmatisering, andet end at den handler om noget substantielt, og den gør det på en interessant måde. Mit udgangspunkt er ikke at illustrere bogen, for den slags kommer der elendige filmatiseringer ud af. Tværtimod har jeg måttet granske min egen optagethed af bogens indhold og finde vej til en form og en fortælling, der har kunne forvandle mit interessefelt til film.«

Hvilke greb bruger I for at formidle en historie om neurovidenskab, der foregår inden i hovederne på de medvirkende, og som derfor kan være svært at illustrere?

»Ja, det er en god og interessant udfordring. Ambitionen er at lave en film, der på alle planer efterstræber at fortælle gennem det, den handler om. Neurovidenskaben farver dermed filmens udtryk. Jeg har gennem flere år gravet mig ned i vidt forgrenet baggrundsmateriale med hjælp fra journalist Lise Penter Madsen, indtil en form, som, jeg mener, forløser min ambition, begyndte at udkrystalliseres for mig.«

Hvad ligger der i historien, som verden kan bruge?

»Nu er det jo ikke nogen undervisningsfilm, men videnskaben fortæller os, at »vi er vores hjerner«. For mange kan det udsagn sikkert lyde indlysende, men tager man det alvorligt, rejses der en lang række spørgsmål, som vil udfordre, hvordan vi ser os selv, hvordan vi ser hinanden, og hvordan vores samfund er bygget op. De spørgsmål interesserer mig, og forhåbentligt vil det også interessere andre.«