Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Vi er slet ikke så forskellige

Brian Mikkelsen: Jeg er konservativ, fordi jeg tror på, at vores frihedsrettigheder bedst beskyttes ved en grundlov, som udstikker rettighederne for befolkningen og indskrænker de politiske muligheder for at overskride disse, skriver Brian Mikkelsen. Han vil hellere pege på lighederne end forskellene mellem liberal og konservative, f.eks. troen på individet.

Troen på individet binder liberale og konservative sammen, skriver Brian Mikkelsen. Men de to parter deler også en række værdier om dansk kultur. Arkivfoto: Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»I like the dreams of the future better than the history of the past,« skrev den tidligere amerikanske præsident, Thomas Jefferson, i et brev til John Adams, hans forgænger på posten, i 1816. Jeg kan også bedre lide drømmen om en bedre fremtid end historier fra fortiden. Vi kan bestemt lære meget af fortiden, men jeg har som konservativ ikke en romantisk beundring for det, der har været. Jeg mener, at vi som nation skal se fremad og hele tiden forbedre vores land, men aldrig glemme kontinuiteten mellem det samfund, som vi kendte i går, og det, vi vil skabe for fremtiden.

Sommerens debat vedrørende forskellen på at være konservativ og liberal har været spændende. Jeg har med stor interesse læst de bedste indlæg i debatten. De vidner om en enorm idérig borgerlig fløj i Danmark. Det, der undrer mig, er, at ingen hidtil har bidt mærke i, hvor enige de liberale og konservative er.

Det, der binder liberale og konservative sammen, er selvfølgelig troen på individet.

Når man som jeg voksede op i 1980erne, hvor mange sagde undskyld, inden de fortalte, at de var borgerlige, bliver man helt varm indeni, når det endnu en gang står klart, at fremtidens samfund bliver diskuteret af de borgerlige. Uanset om de kalder sig liberale eller konservative.

Jeg er sikker på, at der er mange andre af mine gamle kampfæller i Konservativ Ungdom, der har det på samme måde. Tiden er en anden. I dag er det de borgerlige, der sætter dagsordenen i Kongeriget, alt imens venstrefløjen ufortrødent serverer vin på gamle flasker og præsenterer nye skatter og flere forbud senest i forbindelse med klimaministerens klimaplan.

Desværre intet nyt under Solen fra den front. De røde er blevet ligegyldige.

Jeg bed især mærke i Kasper Elbjørns kronik i forrige uge. Med udgangspunkt i filosoffen Friedrich von Hayek, stod det klart, at Elbjørn, der er medlem af Venstre, er konservativ-liberal. Jeg kalder mig selv liberal-konservativ og havde meget svært ved at være uenig i Elbjørns kronik.

Elbjørn skrev blandt andet, at »liberale i langt højere grad bør gå imod nogle af de reaktionære holdninger, som de fleste konservative deler med socialisterne.« Konservatismen og socialismen er efter min mening hinandens modsætninger. Det er nemt at skyde konservative i skoene, at vores tro på kulturbærende institutioner som sprog, flag, folkekirke og kongehus, gør os formynderiske i et sådant omfang, at vi kan sammenlignes med socialister – eller som Ole Birk Olesen fra Liberal Alliance ynder – med fascister. Intet kunne være mere forkert.

Hvis jeg endelig skal pege på en forskel, er det snarere grundlaget for individets frihed. Liberale mener, at demokratiet alene kan oppebære grundlaget for individets frihed, hvor vi konservative tror på, at der må nogle kulturelle og moralske institutioner til, for at denne læring om privatlivets fred og menneskets personlige ansvar fortsat kan eksistere i vores samfund. Derfor var det da også bemærkelsesværdigt, at Elbjørn med udgangspunkt i Hayek skrev, at liberale bør anerkende, at det er muligt at forsvare individuel frihed gennem et forsvar for gamle institutioner som sprog, flag, folkekirke og – ville jeg tilføje – kongehus, der bidrager til forståelsen af et frit samfund.

Jeg er glad for, at der her var en liberal, der turde erkende, at liberale med fordel kan lære af konservative tænkere. Jeg skal derfor være den første til at erkende, at vi konservative også kan lære af de liberale.

For det første bør vi konservative aldrig afvise det nye og uprøvede, blot fordi vi ikke bryder os om de umiddelbare effekter af udviklingen. De liberale har nemlig ret i, at det er essentielt i menneskets udvikling, at vi udvikler samfundet og producerer nyt.

Jeg er ofte blevet spurgt om, hvorfor konservative går så meget op i miljø og klimapolitik. Det er faktisk ikke, fordi vi er bange for de umiddelbare effekter af den udvikling, som klimaforandringerne kan medføre. Ny teknologi og menneskets unikke evne til at tilpasse sig skal man ikke undervurdere. Det er snarere, fordi vi har taget naturen i arv – ligesom vi har taget friheden og samfundet i arv – og derfor synes jeg, at vi er forpligtet til at føre miljøet uspoleret videre til kommende generationer.

For det andet må vi én gang for alle erkende, at verden i dag ikke kender til nationale grænser. Danmark er – hvad enten vi vil det eller ej – en del af en international proces. Jeg er enig med de liberale i, at vi kun vil være i stand til at udøve indflydelse på udviklingen, hvis vi fuldtud deltager i den internationale diskussion om, i hvilken retning verden, men især Europa, skal gå.

Den seneste tids debat om, hvorvidt man kan være konservativ og tilhænger af EU, giver derfor ikke mening. Danmark skal selvfølgelig ikke deltage i det økonomiske samarbejde, så længe euro-landene ikke engang selv ved, hvad der skal ske med denne del af EU-samarbejdet, men Danmarks undtagelse fra EUs forsvarssamarbejde giver omvendt ingen mening. Jeg støtter den britiske premierministers ønske om at gennemgå EU-samarbejdet for at finde ud af, hvor EU er gået for langt, og hvor vi med rette kan samarbejde mere for at sikre fred, frihed, samhandel og respekt for de grundlæggende frihedsrettigheder og retsstatsprincippet.

Sammen med de liberale skal vi kæmpe for det, der binder os sammen, hjemme som ude, og sætte individet i centrum, fordi det er den enkelte dansker, som er skyld i, at vi har det så godt, som vi har det i dag.

Det bekymrer mig, at systemdanmark og klientdanmark er lykkedes med at pille ansvaret og virkelysten ud af store dele af den danske befolkning. Det bekymrer mig, når jeg læser, at stoltheden ved at arbejde er ved at forsvinde, og kun 27 procent af befolkningen sætter en ære i at forsørge sig selv. Det bekymrer mig, når familiesammenholdet ødelægges, fordi staten og kommunerne insisterer på at passe på de ældre, børneopdragelsen foregår i folkeskolen, og børnenes madpakker skal smøres af kommunalt ansatte.

Jeg er konservativ, fordi jeg tror på, at personlig frihed, mere personligt ansvar og mindre stat er bedst for Danmark.

Ligesom de liberale bliver jeg vred, når den enkelte danskers søgen efter lykke og det gode liv bliver kaldt for asocial og selvisk. Vi skal alle være langt bedre til at sige fra, når velfærdsstaten umuliggør den enkeltes søgen efter det gode liv, da det er den enkelte danskers succes, der giver os råd til at opretholde det høje niveau af velfærd, vi har i dag.

Jeg er konservativ, fordi jeg tror på, at vores frihedsrettigheder bedst beskyttes ved en grundlov, som udstikker rettighederne for befolkningen og indskrænker de politiske muligheder for at overskride disse.

Konservatismen er troen på, at vi altid skal huske, hvordan vores samfund er opbygget, og på hvilket grundlag vi har vores frihed.

Jeg er konservativ, fordi jeg tror på, at vi skal værne om vores kulturbærende institutioner, hvorpå vores samfund baseres. Derfor tog jeg bl.a. initiativ til kulturkanonen som kulturminister og sikrede gratis adgang til de største museer.

En udelt tro på demokratiet er skadeligt, da demokratiet blot indikerer flertalsstyre og massetyranni. Vi har brug for, at folkevalgte ikke blot lader flertallet styre, men overholder de retningslinjer, som folket har udstukket i grundlæggelsen af vores folkestyre. Demokratiets mangler gjorde jo netop, at store danske tænkere som Grundtvig og Søren Kierkegaard tvivlede på en sådan styreform. Kierkegaard især frygtede pøbelvældet, hvori intet individ har ro eller plads. Det samme gjorde sig gældende, da den amerikanske grundlov skulle udformes. Man ville for alt i verden ikke skabe et samfund, hvor 1.000 kunne bestemme over 100.

Samfundet er stærkere, når dannede mennesker først og fremmest tager sig af sig selv, og vi dermed har råd til at tage os af de svageste. Jeg tror, de fleste liberale vil være enige heri. Så lad os sammen gøre noget ved det.