Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Kronik: Tiden rinder ud for Barfoed

På få måneder er det lykkedes Lars Barfoed afvikle forsommerens gryende optimisme hos de Konservative og atter rette partiets kurs direkte mod spærregrænsen. At afgrunden nærmer sig, vil angiveligt allerede blive illustreret ved efterårets kommunalvalg, der truer med at blive et konservativt blodbad.

Foto: Nils Meilvang
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Dødsklokkerne kimer for Det Konservative Folkeparti. På kort tid er det lykkedes formand Lars Barfoed at forvandle et parti, der før sommeren var præget af optimisme, til en politisk dødssejler, hvor vandet fosser ind, mens styrmænd og matroser leder efter korkbælter og redningsbåde. Berlingske Barometer gav partiet sølle 3,5 procent af stemmerne. En Gallupmåling fra 8. august gav partiet 3,1 og en Voxmeter-måling 11. august understregede, at Barfoed har udstukket kursen mod spærregrænsen for partiet, der fik 2,9 procent.

Hvad er egentlig gået galt siden den tidlige sommers eufori? Det har været en forvirrende tid for konservative partimedlemmer og vælgere. I juni placerede partiet sig som et stærkt værdikonservativt parti, der kritiserede dannelsesfaldet og den brede konsensus om skolepolitikken. Det var et modigt træk, som gav partiet momentum. De Konservative fik uvant medvind. De seneste målinger understreger imidlertid, at det ikke lykkedes kaptajn Barfoed at følge denne kurs. Tværtimod har han måske med sin seneste udmelding om udlændingepolitikken præsteret at ødelægge den sidste chance, partiet havde, for at undgå et katastrofalt nederlag ved det kommende kommunalvalg. Kursen er igen lagt om, og nu sejler partiet stik imod vindretningen.

Den udlændingepolitiske udmelding var en kategorisk afvisning af nogensinde at medvirke til stramninger af udlændingepolitikken af enhver art. Samtidig var der kun en betinget erklæring om at rulle de lempelser tilbage, som de Konservative ellers har angrebet regeringen for at gennemføre. Barfoed vil hellere samarbejde hen over midten end med de andre borgerlige partier, hvis prisen er stramninger. Udmeldingen kan kun forstås som en skarp symbolpolitisk markering, hvormed partiet søger at hævde sig som den borgerlige anstændigheds bolværk mod Dansk Folkeparti og alt dets væsen.

For partiets ledelse lå udmeldingen i forlængelse af målet med den demonstrative skolepolitik, nemlig at skabe »kant« til de andre borgerlige partier. Den dristige udmelding skulle vise, at de Konservative ikke er det usynlige, lidt karakterløse parti, som mange borgerlige vælgere øjensynligt tager det for. Men hvis dette var formålet, har udmeldingen været katastrofal og må tages som et vidnesbyrd om den konservative ledelses manglende politiske tæft og ideologiske fundering.

For de to udmeldinger stritter i hver sin retning: De rummer hver sin fortælling om konservatismen. Tilsammen giver de indtryk af ideologisk skizofreni.

Når journalister i sin tid spurgte mig, hvordan de Konservatives enegang i skolepolitikken skulle forstås, svarede jeg dem, at den pegede i retning af en klart defineret konservativ linje i traditionel forstand. Jeg svarede også, at det egentlig var et usædvanligt træk af Lars Barfoed, som måske tydede på en ny linje for partiet – jeg spåede denne linje gode chancer. Jeg håber nu for min faglige stoltheds skyld, at jeg huskede at gøre mine forbehold klart. For alt tyder nu på, at skolepolitikken var en enlig konservativ svale i et parti, der fortsætter ad den kurs, som Lars Barfoed udstak, da han før valget i 2011 rakte hånden ud til Margrethe Vestager.

Lars Barfoed formåede dengang at så tvivl om de Konservatives borgerlige profil og underminere ethvert indtryk af partiet som et konservativt parti i traditionel forstand, som nogle vælgere endnu klamrede sig til. Partiet blødte stemmer ikke blot til Liberal Alliance og Dansk Folkeparti, men også til Venstre. Borgerlige vælgere ville ikke stemme på et parti, der hellere ville spejde længselsfuldt hen over midten end at tage det på sig at være et borgerligt og konservativt parti.

Før valget håbede Lars Barfoed at blive tungen på vægtskålen. På den måde kunne han placere sit parti i midten i dobbelt forstand. De Konservative skulle være et parti, der sprængte blokpolitikkens rammer, samtidig med, at partiet i medgift – sammen med de Radikale – kunne blive det midtpunkt, som dansk politik drejede sig om. Alt dette mislykkedes imidlertid for Barfoed, og dermed skulle man tro, at partiet ville tage bestik af situationen og revidere linjen.

Partiet brugte da også efterfølgende meget tid på at debattere sin ideologiske selvforståelse. Ikke mindst blev der udarbejdet et nyt partiprogram, som blev vedtaget på partiets landsråd i 2012. Læser man programmet, er der ingen tvivl om, at det gav udtryk for en anden fortælling om konservatismen end Barfoeds borgerligt-pragmatiske centrisme. Det var konservativt i traditionel forstand med vajende dannebrogsflag og Gud, konge og fædreland. Det var endda EU-skeptisk. Men det viste sig også helt uden betydning. Ikke mindst da partiets ledelse eksplicit nægtede at følge programmets EU-skeptiske linje. For enhver, der ville høre, blev det dermed vist, at den ideologiske debat i partiet havde været en skueproces, hvor det ikke handlede om resultatet, men om at aktivere medlemmerne, give dem medejerskab og måske lidt at tage sig til.

Lars Barfoed og folketingsgruppen havde i realiteten fastlagt partiets linje efter noget, de kaldte »det konservative kompas«, og ligesom et rigtigt kompas peger mod nord, uanset hvordan man vender det, peger Barfoeds kompas ufortrødent mod den politiske midte, uanset hvordan situationen i øvrigt stiller sig for partiet.

Set i et historisk perspektiv er det mærkværdigt, at de Konservative i dag ligger så tæt på de Radikale. Bare navnene! Traditionelt har de været ærkefjender. Nu repræsenterer de hvert deres element af en borgerlig elite: De liberale globalister og de lidt mindre liberale globalister. Det er også mærkværdigt, at de partier, som de Konservative viser størst afsky over for, er Liberal Alliance og ikke mindst Dansk Folkeparti, der begge har overtaget og i dag sidder solidt på traditionelle konservative temaer, som forsvaret for det nationale og kritikken af velfærdsstaten.

De Konservatives reaktion på, at have tabt den nationale og velfærdstatskritiske dagsorden, har ikke været mindre bemærkelsesværdig. I stedet for at søge at tage disse dagsordener tilbage, har man udskammet temaerne som udtryk for nationalisme, ultraliberalisme, uanstændighed og populisme. Intet understreger vel dybden af partiets ideologiske krise mere, end at det så velvilligt har overladt disse dagsordener til politiske opkomlinge. Man kunne få det indtryk, at partiet har åndet lettet op over ikke længere at skulle beskæftige sig med slige sager. Nu er de Konservative få, men i det mindste har de rene hænder.

Det er tankevækkende, hvilken modstand Lene Espersen mødte, da hun søgte at dreje partiet ind på en værdipolitisk strammerkurs. Baglandet var i oprør – ikke mindst i den nordsjællandske højborg – og da hendes stilling var tilstrækkeligt svækket, var man ikke sen til at rydde hende af vejen til fordel for Barfoed, der gennem sine idelige konfrontationer med Dansk Folkeparti og sin harmløse udstråling, stod som en solid forkæmper for den konservative centrismes idé om ikke at være så konservativ, at det gør noget.

Siden har Lars Barfoed kun forværret partiets krise, men baglandet er tavst. Hvorfor? Den ene forklaring er, at partiet allerede er så svækket, at man ikke tør tage flere opgør. Den anden forklaring er, at væsentlige dele af partiet slet og ret bifalder Barfoeds kurs, selv om den fører mod afgrunden. Begge forklaringer rummer en sandhed om partiet. Ingen af dem rummer gode varsler for fremtiden.

Nu nærmer afgrunden sig i form af et kommunalvalg, der truer med at blive et konservativt blodbad, der vil vælte højborge, decimere byrådsgrupper og gøre partikonservative til en udrydningstruet dyreart i dansk politik. Der er intet »quick fix« for partiet. Bliver det et dårligt valg, må de Konservative stille sig spørgsmålet: »Hvis vores kurs er forkert, skyldes det så kompasset eller kaptajnen?« De Konservatives største problem er, at svaret måske er begge dele, og alt imens de overvejer, hvad der må gøres, rinder tiden ud for det gamle parti.