Malmøs gader er fyldt af glade fans og børnefamilier, der er i byen for at overvære den første semifinale ved årets Eurovision. 

Men de er ikke de eneste, der fylder i gadebilledet. 

Det samme gør sværtbevæbnet politi, der cirkulerer rundt blandt fans og børnefamilier i Malmøs gader. 

Fra hustage i byen kan desuden spottes finskytter, der bevogter Malmö Arena, hvor festlighederne løber af stablen. 

Det viser billeder fra den svenske by, der har måttet tage ekstra sikkerhedsforanstaltninger i brug. 

Gennem flere måneder har Israels deltagelse skabt stor debat og forargelse blandt kritikere. 
Gennem flere måneder har Israels deltagelse skabt stor debat og forargelse blandt kritikere.  Johan Nilsson/AFP/Ritzau Scanpix

Det skyldes de stærke reaktioner på, at Israel deltager i sangkonkurrencen. 

De svenske myndigheder har i den seneste tid forberedt sig på, at der kan komme flere protester, aktioner og demonstrationer i forbindelse med årets Eurovision.

Som resultat er sikkerhedsopbuddet i byen nu enormt, skriver Aftonbladet

Politifolk fra hele Sverige er hentet ind. Danske og norske betjente hjælper også til. 

»Det svenske politi er forberedt på Eurovision,« sagde Malmøs politimester, Petra Stenkula, på et pressemøde for nylig. 

I Sverige er niveauet for terrortrusler på fire ud af fem ifølge efterretningstjenesten Säpo. 

Svensk politi har meldt ud, at fans ikke skal være bekymrede under Eurovision.

Sikkerhedstjek af alle gæster

I mere end en måned op til showet har svensk politi bevogtet Malmö Arena døgnet rundt.

For at komme ind i arenaen skal publikum også gennemgå strenge sikkerhedstjek, hvor tasker, politiske skilte og palæstinensiske flag er forbudt.

Hvis efterretningstjenesten vurderer, at der er mere konkrete trusler, så kan der blive indført id-kontrol.

Der vil være en række demonstrationer i Malmø under Eurovision-ugen, som politiet forbereder sig på kan udvikle sig voldeligt.

De svenske myndigheder har i den seneste tid forberedt sig på, at der kan komme flere protester, aktioner og demonstrationer.
De svenske myndigheder har i den seneste tid forberedt sig på, at der kan komme flere protester, aktioner og demonstrationer. Johan Nilsson/EPA/Ritzau Scanpix

Der er derfor blevet flyttet fanger fra skånske fængsler til Göteborg for at skabe plads til anholdte under Eurovision, skriver Sydsvenskan.

Dette års Eurovision består af to semifinaler og en finale. De bliver afholdt 7., 9. og 11. maj i Malmö Arena.

Sverige forventer, at over 100.000 gæster kommer til Sverige i disse dage.