Thorning på farlig kurs

Regeringens »reformer« opfattes af mange S-kernevælgere som en kapitulation over for en borgerlig linje, og mange vil nok foretrække originalen frem for kopien – blåt frem for rødt. S risikerer dermed 15 år i opposition efter næste valg, hvor partiet skal genopbygge renommeet som garant for samfundets svageste.

Helle Thorning-Schmidt  og resten af Socialdemokrarne risikerer 15 år i kulden, hvis ikke partiet finder sin egen linje i koblingen mellem globaliseringen og de traditionelle S-kerneværdier. EU synes at være den eneste vej. Fold sammen
Læs mere

Med den dårligste meningsmåling i partiets historie står det klart, at prisen for statsminister Helle Thorning-Schmidts aktuelle »reform-amok«-kurs, kan blive høj. Det er i særlig grad foruroligende, at vælgerne siver i en krisetid, hvor S traditionelt har vundet terræn.

Socialdemokraterne har længe formået at få et flertal i befolkningen – også mange bedrestillede – til at forstå, at en udstrakt grad af lighed faktisk er i alles interesse, ikke mindst fordi den er forudsætningen for at bevare noget af det mest positive ved det danske/de skandinaviske samfund. Nemlig disses unikke grad af sammenhængskraft med deraf følgende goder i form af eksempelvis stor tillid borgerne imellem og forholdsvis lav kriminalitet. Men mange tvivler p.t. på, om Socialdemokraterne fortsat mener, hvad de mente, og dermed logisk nok også på deres evne til at overbevise resten af befolkningen om dette »gammeldags« standpunkt. Hvis S blot ønsker at administrere det bestående og fremstå som de bedste teknokrater samt gennemføre ændringer, der sælges som »reformer«, men som blandt mange kernevælgere opfattes som forringelser, nedskæringer, kapitulation over for en borgerlig økonomiopfattelse, vil mange vælgere nok foretrække originalen frem for kopien, dvs. de blå frem for de røde.

Tænk på situationen efter næste valg, hvis – eller skal vi sige når – Socialdemokraterne taber valget og skal til at føre oppositionspolitik. På baggrund af Socialdemokraternes »reformpakker« vil det klinge hult, hvis S i den situation vil beskylde statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) for at føre asocial nedskæringspolitik. Derfor er den aktuelle blå reformpolitik også gift for S på længere sigt – vi risikerer 15 år i opposition efter næste valg, hvor vi skal genopbygge tilliden til partiet som garant for de svageste i samfundet.

Risikoen er, at hegnspælene i dansk politik så at sige flytter sig. Som Herlevs S-borgmester udtalte for nylig: »Uden at ændre synspunkter har jeg flyttet mig fra at tilhøre partiets højrefløj til nu at ligge på venstrefløjen. Resultatet kan blive en »radikalisering« af højrefløjen, jf. Liberal Alliances succes blandt mange unge.«

Individualiseringen i det senmoderne samfund matcher bedre med liberalismen som ideologi end socialisme og ønsket om frie valg for den enkelte. Denne udvikling udfordrer S i to henseender: Stemmemæssigt fordi moderne mennesker vil opfattes som unikke individer og ikke som del af en homogen masse (f.eks. »arbejderklassen«). Der er blevet færre faglærte og ufaglærte lønmodtagere, og dem der er tilbage stemmer sjældnere på S. Partiet har til gengæld fået flere stemmer fra de offentligt ansatte, men skal netop passe på ikke kun at fremstå som et parti for ansatte i den offentlige sektor og for mennesker på overførselsindkomst. Det hører med i billedet, at mange lønmodtagere i stigende grad identificerer sig med deres egen virksomhed, som typisk er negativ over for S.

For det andet betyder individualiseringen, at vi på velfærdsområdet ser krav om mere individuelt tilpassede løsninger. Medmindre S vil gennemføre omfattende privatiseringer af velfærden, aktualiserer dette et behov for gennemgribende reformer af den offentlige sektor.

Globaliseringen sætter det socialdemokratiske velfærdsprojekt under pres. Globaliseringen øger alt andet lige uligheden og skaber vindere, der er hoppet på globaliseringstoget: De unge, veluddannede, mobile, der kan sprog. Men også tabere, der står tilbage på perronen: De ældre, svagt uddannede, der er knap så »omstillingsparate« – socialdemokratiske kernevælgere. Endvidere udfordrer globaliseringen det beskatningsgrundlag, som er forudsætningen for velfærd, jf. debatten om høj selvskabsskat, som afskrækker virksomheder fra Danmark.

Endelig presser værdipolitikken Socialdemokraterne. Partiet er stiftet som led i en fordelingspolitisk kamp. Siden kom det på mellemhånd i identitetsdebatten om udlændinge og kriminalitet. Den diskussion spiller ikke den store rolle i dag, hvor krisen kradser, og hvor S i store træk har overtaget de borgerliges udlændingepolitik. Der er dog fortsat under overfladen stærk splittelse i S på tidens værdispørgsmål som homo-ægteskaber, købesex, kvoter for kvinder i bestyrelser, retssikkerhed osv.

Altomfattende ideologier spiller ikke den samme rolle som tidligere – daværende statsminister Poul Schlüter (K) var på forkant, da han udtrykte det derhen, at ideologi er noget bras. Personer og enkeltsager er blevet vigtigere.

Hvad er »solidaritet« i en moderne udgave? Unge vil gerne være solidariske, men det kommer i dag til udtryk som en individuel solidaritet med udgangspunkt i den enkeltes holdninger og værdier.

Her skal S passe på med ikke at komme til at fremstå som fortidens parti. Højre har flyttet sig mod midten og står også for velfærd – ifølge vælgerne er højre bedre til at levere velfærd end S. Det er en generel europæisk tendens, jf. Cameron vs. Thatcher og Moderaterne i Sverige. Herhjemme er det en særlig udfordring for S, at DF i dag fremstår som en social samvittighed – men selektivt og utvivlsomt taktisk – og henter mange S-vælgere. DF appellerer til en fremtidsfrygt, som S bliver nødt til at forholde sig til – uden at partiet kommer til at fremstå som fortidigt.

Samtidig har S flyttet sig mod midten – også inden vækst- og reformpakker i 2013. S blev med Lykketoft-Nyrup i spidsen i 1990erne anerkendt for en økonomisk ansvarlighed, som de borgerlige med betydeligt held havde taget patent på i 1980erne.

S savner i dag et moderne tidssvarende projekt, der appellerer til middelklassevælgerne – uden at støde andre vælgergrupper fra sig. Partiet har ikke fundet svarene på individualisme, globalisering og den nye tids værdipolitiske spørgsmål.

Ét bud er, at S bør gribe EU som en chance. Som verden ser ud i dag, må værdikampen om, hvem der skal betale regningen for krisen, ikke alene kæmpes nationalt, men også og måske i højere grad på europæisk plan. Når det gælder selskabsskatten, bør S offensivt på EU-plan arbejde for minimumssatser. Og S bør aktivt støtte og arbejde for en EU-finansskat, der i eminent grad flugter med partiets værdigrundlag om at sætte rammer om markedet. Det gælder over en bred front på det sociale og grønne område, at EU er en del af løsningen – ikke problemet. »Kick-starten« af økonomien giver dybest set ingen mening nationalt – den burde lanceres på EU-plan. Fælles politiske tiltag på europæisk niveau er ikke en trussel mod den danske velfærdsmodel, men kan tværtimod understøtte og udvikle denne model i en positiv retning. S-udspil om en ny europapolitik bør ikke alene gå på vækst og beskæftigelse, men også på globalisering, individualisering og værdipolitikken. EP-valget i 2014 er en oplagt lejlighed til at lancere en sådan mere aktiv europæisk kurs.

Hvis S vil både globaliseringen og socialdemokratiske kerneværdier, er EU den eneste vej. Men nemt bliver det ikke. Det vil forudsætte et paradigmeskift fra nationalstatstilgangen, og folkeligt og politisk bliver det op ad bakke hele vejen.

S skal formulere offensive bud, når det gælder individualisering med udspil om individuelle velfærdsløsninger og satsning på individuel trivsel. Den økonomisk ansvarlige kurs skal fortsætte – den er forudsætningen for udviklingen af velfærdssamfundet og for jobskabelse. Men kursen skal være EU-forankret, hvis den skal give mening i en globaliseret verden, og den skal være langt mere socialt afbalanceret, end vi har set det de seneste måneder. Dette gælder herhjemme og ude i Europa – i sidste instans er det selve den europæiske konstruktion, der er i spil.