Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Det virker helt gak – eller gok

Vi minder lidt om høns. Løber lettere forvirrede rundt og følger dem, der galer højest. Stress er blevet en dobbeltsidet størrelse, der både er et sygdomstegn og noget, der giver status. Måske skulle vi overveje en tænkepause.

Jeg fik et timeglas af min søde kæreste den anden dag, hvor der stod: »Tid til en pause«. Et vink med en vognstang, tror jeg. Jeg snuppede glasset og en øl i køleskabet og satte mig ned i haven for at kigge på vores høns. TÆNKEPAUSE.

Vi minder lidt om høns. Løber lettere forvirrede rundt og følger dem, der galer højest. Altid på farten, aldrig i ro, flak- kende, pralende, fortravlede blikke, stækkede vinger og aldeles uden overblik.

Jeg taler om voksne mennesker i al almindelighed. Vi minder lidt om høns. Det er som om, at vores vigtigste mission i livet er at nå at blive færdige med alting, så vi hurtigt kan komme videre med det næste, vi skal nå.

Men vi bliver aldrig færdige. Vi må ikke stå stille. Hvis vi står stille, er vi ude. Det hele skal af en eller anden grund gå hurtigt, og jo mere vi skal nå, des mere vigtige er vi i flokken.

Stress er blevet en dobbeltsidet størrelse, der både er et sygdomstegn og noget, der giver status. Paradoksalt. Vi er næsten nødt til at være lidt stressede.

Når vi bliver spurgt, hvordan det går, siger vi aldrig: »Det går fint, jeg hygger mig med familien, laver ikke for meget og ser en masse fjernsyn.«

Derimod svarer vi ofte lettere stakåndede: »Det går meget godt. Vi har utrolig travlt på arbejdet for tiden!«

Vi italesætter helt naturligt os selv som fortravlede og stressede, og når vi gør det, skaber vi sammen en virkelighed, hvor det at have travlt og være småstresset er helt normalt og næsten nødvendigt for at opnå social accept og anerkendelse.

I den tilstand er der aldrig tid nok, og derfor har vi ofte ikke tid til alt det, vi drømmer om at have tid til. Det virker jo helt gak eller gok – for nu at blive i hønsemetaforen.

Det virker som om, at den livsform er nødvendig for at være vigtig og betydningsfuld – for at være noget og nogen. Tid er blevet den eneste mangelvare i vores bugnende velfærdssamfund, og det på trods af den kendsgerning, at tid er en konstant størrelse.

Der har aldrig været mere eller mindre tid, men vores prioritering af tid har forandret sig.

Hvis vi kigger på et menneskeliv sådan lidt oppefra, så virker det paradoksalt, at vi klumper vores aktivitetsniveau sammen, og forsøger at nå det hele på den halve tid og småkeder os lidt i den sidste halvdel af livet.

Jeg tænker især på den periode i livet, hvor vi lige er blevet færdige med vores uddannelse og påbegynder vores glorværdige og vigtige karriere, stifter kernefamilie, bygger rede, optager 30-årige lån uden afdrag og jagter den næste forfremmelse med blod i øjnene.

I perioden med små børn og alt hvad det indebærer af lyksaligheder, og hvor de i sig selv kræver vores fulde opmærksomhed – ro, regelmæssighed, renlighed – og masser af tid, vælger vi at have vores fokus alle mulige andre steder samtidigt.

Set udefra og erfaret indefra lader det til, at alt det andet, vi bare lige SKAL nå, er vigtigere end det, vi godt ved betyder mest.

Vi gør det ikke af ond vilje. Vi gør det, fordi de andre gør det, og fordi vi sammen italesætter og værdisætter den måde at strukturere vores liv på som en naturlig og nærmest uundgåelig samfundsnorm – og måske fordi vi minder lidt om høns…

Vi ved godt, hvad der er det rigtige at gøre, hvis vi stopper op og tænker os om, men det har vi desværre ikke tid til! (Jeg er ikke sikker på, at høns ved, hvad der er det rigtige at gøre, det er der, vi er lidt forskellige).

Det er som om, at ideerne om slow living ikke slår rigtigt igennem. Politikerne gør, hvad de kan for at få os op i gear. »Mere arbejde, ingen på deltid, flere børn og hurtigt gennem uddannelsessystemet!«

Men med de dikterede udflytninger af offentlige arbejdspladser fra København mod mere mørke og uddøende områder i landet peger vores politikere også i en ny og modig retning lige nu, og måske skal vi benytte muligheden til at stoppe op og kigge vores tilværelse efter i sømmene, inden vi alle sammen fortsætter folkevandringen mod Østerbro.

Det er min klare overbevisning, at hvis vi tillader os at hæve os op over vores egen tilværelse bare et kort, klarsynet øjeblik, evt. når børnene er lagt i seng, så vil vi deroppefra kunne se, at vi med fordel kan udjævne arbejdsbyrden bedre over tid.

Min generation skal formodentlig arbejde, til vi er over 70 år, og det vil sikkert være muligt til den tid at fortsætte vores virke på nedsat tid lidt endnu. Det giver os omkring 45 år på arbejdsmarkedet eller cirka 10.000 arbejdsdage.

Pension bliver der ikke meget af, den nappede vores forældre, det grå guld, der lige nu går og klør sig i rø… på Costa del Sol eller ude på golfbanen.

Kan det overhovedet betale sig at lave en pensionsopsparing i dag? Var det i virkeligheden ikke smartere at bruge pengene nu, ikke på flere livsvigtige Apple-produkter, men derimod på at skabe mere tid i hverdagen?

Vores forældre stoppede, da de blev 60 år, og kunne se frem til fem gode år som efterlønnere og derefter en pensionisttilværelse. 30 år på samfundets sidelinje! Det skal vi nok ikke sætte næsen op efter, og mon ikke det er helt fint, hvis vi tænker lidt over det.

Hvis vi på et tidspunkt render ind i en efterlønner i Danmark eller over SKYPE, kan vi spørge dem, hvilken tid i deres liv, der var den bedste. De vil alle uden undtagelse sige, at tiden med små børn var den bedste og mest værdifulde tid. Og jeg tror, at de har ret!

Tiden med børn skal vi tage os tid til, så må alt det andet vente lidt. Men det kræver, at vi tør gå imod strømmen og skille os ud i hønsegården med overhængende risiko for at blive hakket og udstødt.

Det kræver, at vi tør lade ting vente, at vi tør tage skyklapperne af og være til stede her og nu og nyde det små i det store, at vi bliver nærværende, får øjenkontakt, og at vi kan finde ro i bare at være sammen uden at være på vej. Hvornår har du sidst ikke været på vej?

Udover nærvær og tilstedeværelse i nuet kunne vi med fordel se kritisk på vores økonomiske prioriteringer som børnefamilie.

Det er min påstand, at økonomiske prioriteringer ofte styrer vores liv mere end familiære værdier og låser vores umiddelbare handlemuligheder til at prioritere anderledes.

Når først lånene er optaget, er vi fanget – deraf de stækkede vinger og de flakkende, fjerne blikke. Hvad er mest vigtigt? Det ser ud til, at de fleste synes, at det er vigtigt at bo det rigtige sted, have det rigtige job i den rigtige virksomhed, køre i den rigtige bil, holde ferie de rigtige steder og smykke sig med afgørende accessories.

På den måde passer vi godt ind i tidens billede af den lykkelige, moderigtige kernefamilie, der når det hele på den halve tid, mens vi oser af lykkestress og kunstigt overskud. If you can´t make it – fake it!

Vi vælger det samme som flokken, det er det sikre valg, og på den måde bliver tryghed et spørgsmål om at ligne hinanden. Hvis vi ville frigive flere penge til at investere i mere tid, så er det rent faktisk muligt, men det kræver mod at gå en anden vej end de andre høns.

På Langeland kan man købe et stort og godt hus på 200 kvm med bøgeskov i baghaven og under en km til hav og strand – til 700.000 kroner!

»Jamen, der er sgu da alt for langt på arbejde fra Langeland!« Måske, det kommer jo lidt an på, hvor man arbejder… Jeg siger ikke, at lykke nødvendigvis er at bo på Langeland eller i Lemvig, jeg siger bare, at det er muligt at prioritere anderledes, end vi gør, hvis vi tør, og hvis vi kan få øje på muligheden.

Det kræver nok, at vi holder en pause fra dagens tætpakkede program og hæver os op over overlevelsesniveauet her og nu og prøver kræfter med et helikopterperspektiv på vores eget liv.

Det er ikke sikkert, at det vil forandre noget, men så har vi i det mindste overvejet, hvad fanden vi har gang i!