Vi skal alle den vej før eller siden. Mod den endelige søvn. De fleste af os prøver at lade være med at tænke for meget over det. Men Leonard Cohen synes konstant at leve med bevidstheden om egen forgængelighed og gradvise forfald. Det har han for så vidt gjort i mange år efterhånden. Men i disse år synes bevidstheden mere tilstedeværende end nogensinde. Og forståeligt nok. I næste måned runder han 79 år.
Men det er som om, at lyset for enden af tunnelen får det bedste frem i den gamle hankat. Sidste års »Old Ideas« indskrev sig øjeblikkeligt blandt hans allerbedste plader. Og de sidste fem-seks år har han – delvist ansporet af at have mistet alle sine penge – turneret nonstop verden rundt. Lørdag aften var turen så kommet til Kongens Have i Odense. Koncerten var Cohens anden i Danmark siden udgivelsen af »Old Ideas« og var næsten sang for sang en gentagelse af koncerten på Rosenborg Slotsplads sidste år.
Det gjorde nu bestemt ikke aftenens show dårligere. For dengang som nu spiller Cohen og hans stjernehold af musikere, som var det vitterligt legendens sidste show nogensinde. Hvilket vil sige med yndefuld indlevelse og i tre timer lange seancer, der kommer rundt i alle hjørner af Cohens omfattende sangskat. Og ligesom ved sidste års glimrende koncert lykkedes det på ganske kort tid aftenens hovedperson at skabe en helt særlig intim stemning, som er fuldstændig unik i tidens musiklandskab.
En gammel mands dødedans
Måske det hænger sammen med, at der bliver spillet forholdsvis lavt. I Cohens tilfælde er det i hvert fald noget, der i den grad får folk til at spidse ører og lytte intenst til hvert eneste ord og musikalske strofe.
Og så er det selvfølgelig sangene, der er skåret med dybde, humor og udsøgt poetisk sans. Hymner og ballader bygget på en bund af gospel, r&b, blues, folk og loungemusik. Det hellige og det profane forenet i en snu gammel mands dødedans.
»Bird On The Wire« var et tidligt højdepunkt med den ulasteligt klædte Cohens enorme indlevelse og bandets tilbageholdt virtuose spil, der stod glasklart i en fornemt afstemt lydproduktion. Ligeledes var trioen af nye sjælesøgende numre som »Amen«, »Darkness« og »Come Healing« helt fænomenale i en stærk første time.
Efter en kort pause indledtes dog en endnu stærkere anden time med Cohen alene bag keyboardet på »Tower Of Song«, der, som årene går, fremstår mere og mere som den kvintessentielle Cohen-sang. Herfra videre tilbage til tidlige 60’er-perler som »Suzanne« og »Sisters Of Mercy« i nænsomt udbyggede arrangementer, inden den uforlignelige korsangerinde Sharon Robinson sang tårerne frem i øjenkrogen med »Alexandra Leaving«.
Tårnhøjt niveau
Og som for lige at understrege den høje klasse sluttede Cohen anden time med endnu tre giganter i form af »I’m Your Man«, »Hallelujah« og »Take This Waltz«. Der kunne han for så vidt godt have sluttet for min skyld. Men herefter fortsatte koncerten med over en times ekstranumre. Tårnhøjt niveau hele vejen igennem. Masser af gode sange bevares. Men det var også lidt som at blive serveret 30 fuldfede retter på en gourmetrestaurant. På et tidspunkt begynder mætheden at sætte ind.
Generøse værter med gode manerer som Cohen og band kan man dog dårligt tillade sig at brokke sig over. Vi blev vitterligt forkælet denne aften. Og skulle det – Gud forbyde det – bliver Cohens sidste optræden, så var det bestemt en værdig afskedssalut.
Men at dømme ud fra hans nuværende form og spilleglæde, er der heldigvis intet, der tyder på, at det går den vej lige foreløbig.
Hvad: Leonard Cohen
Hvor: Kongens Have, Odense, lørdag
