Symfonikerens sidste suk

Dansk dirigent sprang ind for DR SymfoniOrkestrets syge ekschef og gør det igen i eftermiddag. Hør ham sætte en splintret verden sammen!

Michael Schønwandt foran DR SymfoniOrkstret i torsdags – han dirigerede et af de størst anlagt værker i klassisk musik med få dages forberedelse. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Johan Krabbe

Man sætter staklen Gustav Mahlers sidste symfoni på plakaten, fylder DRs symfoniorkester op med ekstra musikere, melder stort set udsolgt både i torsdags og i dag - hvorpå dirigenten lægger sig syg!

Åh, nej God bedring til den lungebetændte Thomas Dausgaard. Og hjertelig velkommen til sygeafløseren, Michael Schønwandt.

Den danske kollega kom mandag morgen, så hurtigt på det kæmpestore partitur og hentede tre dage senere en sejr hjem. Hvilken overraskende udgang. Hvilken feberredning.

Gustav Mahlers sidste symfoni blev til en håndfuld år før Første Verdenskrig - før verden af i går gik af lave. Men han havde mistet en lille datter, fik selv konstateret alvorlig sygdom i hjertet og følte sig til sidst som verdens ensommste jøde. Hans verden var ligesom i stykker allerede.

Så hvad kan DR Koncerthusets gæster i eftermiddag glæde sig til? En symfoni, hvor man hører splinterne af verden og siden forliger sig med den.

Først en tyst skælven i strygerne, en tone i harpen, et fjern signal fra trompeten. Den berømte begyndelse er altid fantastisk. Lyden af erindring i stumper og kultur i stykker.

Men netop Schønwandt er en tilpas tung type foran orkesteret. På en gang drømmer og realist. Altid blød i bevægelserne.

Og hans kontakt med musikere virker altid lige over. Han lader hver musiker spille med sit næb. Underskønt belønnet af solotrompet, solofløjte, soloviolin.

Kig også på hans mimik! Når musikerne skal i gang med en ny melodi, får han et nyt udtryk: Optimistisk hér, eftertænksomt dér - som en ung Carl Nielsen hos fotografen.

Musikken bliver kort sagt pænere efterhånden, den dovne sats nummer to ender dansende, den dybt sammensatte sats nummer tre usædvanlig gribende.

Og finalen efter fem kvarter bliver et af salens store øjeblikke: De enkelte melodier skal rigtignok stadig skurre tomt, skrøbeligt, sært dissonerende mod hinanden. Men de står samtidig helt rent i luften - hvilket ellers er noget af det sværeste.

Bliver man lidt træt af ironi og offerfølelse undervejs? Mahler var romantiker og tog sin ironi alvorligt. Hvad man i dag hører som overspændt, hørte man som ærlig snak dengang.

Et overspændt hurra herfra.