Noah Carter
Roskilde Countdown, mandag
★★☆☆☆☆
»Kom nu! Lad os få noget fucking rap, din homo!«
Stemningen var presset foran Roskildes Countdown-scene sent mandag aften.
Ordene gjaldede ud af munden på en tvivlsom ungersvend bag mig på det stopfyldte podie, hvor underlaget gav sig et par centimeter hver gang forsamlingen satte i bevægelse. Rundt om os var tusindvis af tændte, stive og skæve Roskilde-gængere stimlet sammen for gå amok til dette års hypede hiphop-model, Noah Carter.
Roskilde warm-up-dagenes nattepublikum er som krudt, der venter på den mindste gnist for at eksplodere. Og nogle gange selvantænder skidtet, fordi der er så forbandet meget alkohol og testosteron i luften. Store skraldespande blev løftet op og sejlede ud over publikums udstrakte hænder. Hætteklædte mænd svingede rundt med ildspruttende romerlys midt i crowden, mens der andre steder åbnede sig gigantiske circle pits, hvor folk smadrede kroppene ind i hinanden.
Den gode Roskilde-nattefest anno 2017 lever tydeligvis stadig på et vis mål kaos og grænseoverskridende adfærd, der burde kunne få enhver curling-forælder til skide grønne grise. Kunsten både for festivalen og de optrædende er at ramme en balance, hvor der er plads til vildskaben, uden at situationen spinner ud af kontrol. Det her var en på alle måder uskøn abefest, der hele tiden vippende på kanten til noget, der kunne gå hen og blive farligt.
Og det gjorde det til en svær situation for den engelsk-rappende Nørrebro-knægt Noah Carter, der tydeligvis gerne ville festen, men omvendt hele tiden måtte trække i nødbremsen for at folk ikke skulle komme til skade.
»Jeg bliver sgu distraheret af alle de unge piger, der bliver presset heroppe foran,« indrømmede han frustreret undervejs. Måske fordi han vidste, at hele stemningen var så opkørt, at han næsten var reduceret til statist i sit eget show. Han kunne hverken gøre fra eller til, kaos herskede. Han bad flere gange folk om at passe på hinanden, på storskærmen lød beskeden flere gange, at folk skulle tage et skridt tilbage.
Måske netop for at lægge en dæmper på gemytterne, var musikken meget lav i det meste af koncerten. Med det resultat at den voldsomme røre og slåen sig i tøjret blandt publikum fremstod fuldstændig løsrevet fra musikken. Det var ikke længere det, det handlede om. Nu skulle der gås amok, og fuck så om Noah Carter leverede varen.
De der var kommet for at få en vild rusketur gik formentlig glade og forslåede fra showet. Os der var kommet for at høre, hvad et af øjeblikkets største danske hiphop-talenter havde at byde på, blev skuffede. For nogen god koncert var det gudhjælpemig ikke.
