Beethovens niende i fuld fart

Beethovens niende symfoni fra 1824 er en af grundstenene i europæisk kultur. Og også værd at opleve, selv om den udføres med fart over feltet.

Elisabeth Jansson synger altstemmen i finalen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Michael Bennati Schou
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»Freude, schöner Götterfunken« ...

Beethovens niende symfoni fra 1824 er et af klodens mest elskede stykker klassisk musik. Og at høre den symfoni live er altid noget særligt. Man kunne se det torsdag aften i DR Koncerthuset. Man kan det igen fredag aften og lørdag eftermiddag. Og man skal det næsten.

For det er en af grundstenene i europæisk kultur. Når man hører Beethovens niende, retter man lige ryggen en ekstra gang.

Selve muligheden er ret så sublim. Værket kræver trods alt op mod et par hundrede medvirkende af de bedste. At man har den passende mængde sangere og musikere i DR, er ingen selvfølge længere.

Ugens udgave er lagt i hænderne på Manfred Honeck. Den østrigske nestor virker stærkt påvirket af briten John Eliot Gardiners stil: Han har ikke kun fart over feltet, han kan også gøre musikken stresset til det forjagede – som om de mange musikere og sangere ikke får alle tonerne med.

Men lige præcis Beethovens niende bliver på en måde bedre af det. Vel især finalen med de berømte strofer om broderskab fra Friedrich Schillers ode. For satsen har alle dage været værkets svageste. Den har en tone af rod og manglende planlægning. Og den kammer ret let over i noget belærende bavl.

Bare ikke i Manfred Honecks hænder. Han skynder sig på en måde, der gør musikken let. Den lidt moraliserende tyngde afløses af noget dansant og diverterende. Og selv om sangstemmerne skal passe til tonearten fra første sats og derfor ligger frygtelig højt, så klarer både DR SymfoniOrkestret og de fire solister det aldeles fremragende.

Noget helt særligt

Modsat solisten i arrangementets åbningsværk. Colin Currie er en sympatisk herre, men den unge skotte kan kun lige gabe over James MacMillans slagtøjskoncert. Han virker urutineret med de to stikker i hånden, rammer ikke de mange instrumenter specielt præcist og lader en del af slagenes energi ende som støj.

Så ugens hædrende omtale går til René Mathiesen på pauker og Henrik Dam Thomsen på cello:

Den første var ikke bare storspillende i begge værker torsdag aften. Han fik også et knus af sin skotske kollega og tog det med et smil.

Og den danske cellist sad som dyden i midten og styrede de vældige recitativer i Beethovens symfoni. Hvad der kunne have lydt forhastet, fik han limet sammen og gjort poetisk.

Det ér noget helt særligt.

Hvem: DR SymfoniOrkestret og DR KoncertKoret med dirigenten Manfred Honeck, sangerne Simona Šaturová, Elisabeth Jansson, Maximillian Schmitt og Liang Li samt Colin Currie på slagtøj. Hvad: James MacMillans »Veni, veni, Emmanuel« og Beethovens 9. symfoni. Hvor: DR Koncerthuset fredag aften og lørdag eftermiddag.