Hvad fanden er det for et angst-cirkus, vi er havnet i?

Efter at være blevet sat på gaden af en voldsom brand på CaféTeatret åbner Sort/Hvid med dramatiker Christian Lollike i spidsen snart dørene til et helt nyt teater i en gammel slagtehal i Den Brune Kødby. Her får et af landets mest grænsesøgende teatre omsider rammerne til at udleve de store ambitioner.

Dramatiker og kunstnerisk leder på teateret Sort/Hvid, Christian Lollike. Teateret er under ombygning i nye lokaler. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ida Marie Odgaard

Der er et syndigt byggerod i Staldgade. Rustne kølebiler, bunker af brosten, paller med kloakdæksler og mandshøje tårne af emballage fra fødevareindustrien. Bag en opklodset kølebil blafrer et undseligt hvidt banner med bogstaverne »S/H«. Det må være her. Nr. 38. »Kødopskæring« står der på et gammelt skilt over metaldøren. Jeg trykker på dørklokken.

Vi befinder os i det sydøstligste hjørne af Den Brune Kødby, der har udgang til Ingerslevsgade fremfor til den livligt summende Søndre Boulevard. Hernede er det hele stadig rimelig råt: De gamle industrilokaler er endnu ikke blevet omdannet til hippe barer, restauranter og gallerier som ovre i Den Hvide Kødby.

Men det bliver der snart lavet om på. Staldgade 38 har nemlig lige fået nye beboere i form af teatret Sort/Hvid, der har dramatiker Christian Lollike som kunstnerisk direktør. I løbet af de næste måneder bliver de gamle hvide slagtehaller omdannet til et topmoderne, fleksibelt scenerum med højt til loftet - i både bogstavelig og overført betydning.

Det er bestemt ikke hver dag, at dansk scenekunst får et helt nyt rum at slå sine kreative folder i. Desværre er det på en lidt kedelig baggrund. Sort/Hvid havde nemlig oprindeligt til huse i historiske CaféTeatret i Skindergade, der en skæbnesvanger novembernat i 2014 brændte ned og med ét gjorde et af landets mest roste og grænsesøgende teatre hjemløst.

Andy Warhol’s The Factory

Indenfor i Staldgade 38 byder Christian Lollike Berlingske velkommen og viser begejstret rundt. Her er om muligt endnu mere smadret end udenfor. Håndværkere banker, så det gibber i kroppen. Under de gamle jernkonstruktioner til ophæng af kreaturer flyder mixerpulte, scenetæpper, lamper og stole hulter til bulter med rockwool, fliser, værktøj og knust fajance.

Her skal der være prøverum og administration, forklarer han, inden han trækker os videre med ind i en større hal, der om nogle måneder gerne skulle have gennemgået en markant forvandling. Den lyse, rungende hal, hvor der lige nu står en pølsevogn parkeret, skal mørklægges, akustik-dæmpes og inddeles i to fleksible scenerum, der kan slås sammen til ét stort med plads til 150 siddende gæster og 350 stående.

»Jeg kan godt lide at tænke, at det vi laver her, er fantasien om, hvordan Andy Warhol’s The Factory har været,« forklarer Christian Lollike.

»For det første fordi man kommer til at kunne se ind i scenografernes værksted, og for det andet fordi man ikke kommer til at opfatte det som et normalt teater, når man træder ind. Alle vægge bliver fleksible, så rummene kan laves om. Og så håber jeg, at forskellige genrer og udtryksformer kan mødes herinde. Altså sådan at stedet bliver både for scenekunst, billedkunst, film og koncerter, og at forskellige typer kunstnere kan arbejde sammen.«

Med de nye rammer får Sort/Hvid omsider mulighed for at realisere den vision, som Christian Lollike har haft for teatret, siden han tiltrådte som kunstnerisk direktør i 2011.

En vision der om noget handler om at udfordre. Ikke bare i forhold til de kontroversielle emner, der tages op - det var Sort/Hvid og Lollike, der tilbage i 2012 skabte voldsom debat med forestillingen »Manifest 2083« om Anders Behring Breivik - men i høj grad også ved at arbejde på tværs af form og genre: Teater, performance, aktivisme, installationer, opera og ballet er bare nogle af de udtryksformer, som Sort/Hvid har prøvet kræfter med i de senere år.

Teateret Sort/Hvid er under ombygning i nye lokaler i det sydøstligste hjørne af Den Brune Kødby. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ida Marie Odgaard.

Nye muligheder

Den største hæmsko for ambitionerne har faktisk været CaféTeatrets rammer.

»Rigtig mange teaterfolk havde et stærkt forhold til stedet, men man må sige, at rummene bare ikke var optimale. Der var alt for lavt til loftet. Lige da jeg var tiltrådt som chef, skulle der castes til en forestilling, men da jeg foreslog en bestemt skuespiller fik jeg at vide, at han var for høj og ville støde ind i lamperne,« siger Christian Lollike.

»Vi vidste bare, at rummene var forkerte i forhold til det, vi ville. Så det var ret sindssygt, at det brød i brand, og vi så var nødt til at finde noget andet. På det tidspunkt havde vi allerede skiftet navn til Sort/Hvid, så identitetsskiftet havde fundet sted. Sjovt nok var CaféTeatrets lokaler faktisk med til at føde visionen om at lave forestillinger og happenings og kunst, som foregår alle mulige andre steder end i et teaterrum. Simpelthen fordi rummene var for dårlige.«

Hvad kommer det nye sted til at betyde for jer kunstnerisk?

»Rigtig meget. Før kunne vi ikke invitere udenlandske grupper ind med et normalt teater-setup, fordi rummene var så dårlige. Det kan vi nu. De sidste par år har vi ikke haft svært ved at tiltrække de bedste danske teaterkunstnere, men hver gang har beskeden været: »Vi vil så gerne være hos jer, men I har sådan nogle lortelokaler.« Der bliver sitautionen jo den omvendte nu: Af alle de små storbyteatre vil jeg tro, at vi får de lækreste lokaler. Vi får mulighed for at have en helt anden international orientering.«

Hvad betyder de nye lokaler for dig som dramatiker? Kommer du til at lave anderledes forestillinger?

»Ja, helt klart. Men jeg har ikke nogen konkrete idéer ude endnu. De større forestillinger, som jeg har lavet i de senere år, har jeg primært sat op på Aarhus Teater, simpelthen fordi vi ikke havde kapaciteten på CaféTeatret. De kan blive sat op her nu, og så evt. senere komme til Aarhus. Der er nogle helt andre muligheder for at lave store og vilde forestillinger her: Scenen er større, der er højere til loftet, publikum kan man placere på alle mulige forskellige måder.«

Hvad ser du som Sort/Hvids fornemmeste opgave?

»Jeg synes for det første, at vi skal lave noget, der er æstetisk overraskende. Jeg vil gerne samarbejde med billedkunstnere og bruge visuelle medier, så det ikke bare bliver den klassiske historiefortælling. Alt hvad der hedder realistisk historiefortælling, synes jeg, at man skal overlade til film og TV.«

»Og så synes jeg selvfølgelig, at teatret skal være samfundsengagerende. Det er så nemt og sidde og sige, men jeg vil gerne lave noget, der er vildt og overraskende. Jeg er meget inspireret af sådan nogle som The Yes Men (aktivistisk kunstnerduo, red.) og generelt bare af en hel masse ting, som ikke kommer direkte fra teatrets måde at fortælle på. Jeg mener, at teatret skal tage kunstnere ind fra andre genrer og på den måde udvide, hvad teater kan være.«

Christian Lollike mener, at de nye lokaler giver teateret Sort/Hvid muligheder for en helt anden international orientering. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ida Marie Odgaard.

Et mareridt

Til efteråret har I premiere på gyserforestillingen »Living Dead«. Hvad kan vi forvente?

»Jeg vil gerne prøve at lave en gyser, hvor jeg virkelig får folks indre angst i spil. I dag er der så meget angst for flygtninge, og vores empati er virkelig sat på prøve. Så jeg forsøger at lave en form for visualisering af de forskellige angst-scenarier, vi har inde i vores hoveder. I forestillingen er der f.eks. nogle bådflygtninge, der er blevet til zombies og kommer op ad vandet. De genopstår. Det er en vild tanke, at der ligger så mange tusinde døde mennesker i det hav.«

Er det formen, der dikterer indholdet? Eller er det omvendt? Hvordan tænker du det forhold?

»Jeg sætter mig en formmæssig udfordring hver gang. Denne gang har det været: Hvordan laver man et mareridt? Så har jeg siddet og kigget en masse gyserfilm og især set David Lynch-film igennem for at finde ud af, hvad de her dramaturgier kan, og hvordan de virker. Det kunne være én udfordring.«

»Et anden kunne være, da vi lavede Dukkepartiet. Der handlede det om, hvordan man laver aktivistisk kunst, der interagerer med virkeligheden og reelt bryder ind i de ulykkeligt trættende spil mellem medier og politikere. Med andre ord har jeg ikke en samlet æstetisk programerklæring.«

Men starter idéerne med et formgreb eller udspringer det snarere af et smertepunkt, som du gerne vil undersøge?

»Det gør det altid. Helt klart. »Living Dead« startede med alle de lig, der ligger ude i Middelhavet. Og hvad vil det sige for vores fremtid at være i en situation, hvor flygtningelejre er en permanent tilstand?«

»Det er vilkår, som vi overhovedet ikke ved, hvad vi skal stille op med. Nogle går fra at være flygtninge til at blive skøre til at blive terrorister. Samtidig ved vi ikke, hvordan vi skal håndtere de mange og samtidig fastholde et billede af os selv som gode mennesker. Hvad fanden er det for et angst-cirkus, vi er havnet i? Og findes der en udgang på det?«

Det er ikke svært at forestille sig at blive skræmt fra vid og sans i de gamle slagtehaller. Det er trods alt et sted, der har set meget blod gennem årene. Desværre når det nye Sort/Hvid først at stå helt færdig omkring årsskiftet - omkring to måneder efter den danske premiere på »Living Dead« i november. Forestillingen vil i stedet blive sat op på et endnu ukendt sted.