Sølvræven knuste hjerter hinsidan

Sangeren Dmitri Hvorostovsky er typen, der koketterer lige tilpas meget. Han er så åbenlyst tilbage. Og han elsker det.

Dmitri Hvorostovsky – en lysende solist. Foto:PR Fold sammen
Læs mere

Comeback« er nok ikke det rigtige ord. Dmitri Hvorostovsky fik ellers en hjernesvulst sidste sommer. En af verdens herligste herrestemmer sang måske på sidste vers.

Men han kom sig forbløffende hurtigt. Da den russiske baryton optrådte i New York tre måneder senere, kunne kritikerne ikke høre én svaghed i hans berømmede stemme.

Og hans lille turné til det nordiske her i sensommeren efterlader samme indtryk.

Den kun 53 år gamle sølvræv virker helt usædvanlig tynd og måske stadig en smule vakkelvorn. Men hans karisma, hans eventyrlyse hår, hele hans neonagtige nærvær på scenen er fuldstændig som før.

Som dengang for tre år siden, hvor han og selveste Anna Netrebko underholdt tusinder på Den Røde Plads i Moskva. Indspilningen blev solgt som en spionthriller og gik som russisk rugbrød. Han har også stadig et publikum som dét i Malmø Live i sin hule hånd:

Publikum sukker allerede ved hans entré. Småsnakker om den lille bedekrans i hans hænder. Elsker hans knus til den amerikanskfødte dirigent og små flirt med symfoniorkestrets hunkønsvæsner. Og man holder mere af ham for hver eneste sang. Gennem fædrelandets romantikere i første halvleg og de italienske travere i anden.

Dmitri Hvorostovsky har aldrig været sangeren, man straks genkender ved blindlytning.

Man hører ham for selve hans brug af det luksuøse instrument. For hans fuldkommenhed som den komplicerede diplomat i Mussorskys spændende »Khovanshchina«. For hans greb om grev Tomsky i kortsangen fra Tjajkovskijs dejlige spilleropera, »Spar Dame«

Det er uovertruffent rent teknisk. Det er kompromisløst rent musikalsk. Man får toner så sibirisk lange og kraftige, at man næsten ikke fatter noget af det. For eksempel hvor han får al den luft fra. En lysende solist foran Malmøs velspillende orkester. En kæmpestjerne i provinsbyens univers. Sympatisk til det rørende.

Dmitri Hvorostovsky er typen, der koketterer lige tilpas meget. Han er så åbenlyst tilbage. Og han elsker det.

Hvem: Dmitri Hvorostovsky og Malmö SymfoniOrkester under Constantine Orbelian.

Hvad: Musik af Musorgskij, Tjajkovskij, Rossini, Verdi m.fl .

Hvor: Malmö Live, søndag