Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Ti bud på en Danmarkskanon

Jesper Beinov, Chef for Lederkollegiet, Opinions- og Navneredaktør Fold sammen
Læs mere

Jo mere usikkerhed, desto større behov for at samle sig om de fælles værdier, synes tanken bag Bertel Haarders kommende Danmarkskanon at være. Haarder vil have danskerne med i udformningen, så her er mine ti bud på, hvad der konstituerer os som folk, og hvor det er karakteristisk, at det danske ikke kan tænkes uden det europæiske.

1. Kristendommen. Jellingestenen står som symbol på Danmarks kristning. Kig ud i landskabet med de mange kirker, der snart har 1.000 år på bagen, og hvor bygmestrene kom til os sydfra. Kristenheden var et begreb for det europæiske allerede dengang.

2. Renæssancen. De gamle klassikere fra Grækenland og Rom bliver genopdaget, og vi får en humanisme, hvor mennesket sættes i centrum. Det er i den ånd, Københavns Universitet grundlægges i 1400-tallet.

3. Reformationen. Luthersk kristendom vinder indpas og er statsreligion fra 1536. Her får vi et direkte og uformidlet gudsforhold, tanken om at den enkelte lever i frihed og ansvar, at himmel og jord er adskilte størrelser og en anti-utopisk tænkning.

4. Oplysningstiden. Vi får fra England og Frankrig to slags oplysningstid, den moderate og den radikale. Den første er liberal-konservativ og sætter friheden i centrum, den anden mere samfundsomstyrtende. Den moderate tyske filosof Kant lærer os f.eks., at det enkelte menneske er et mål i sig selv, ikke et middel i en højere sags tjeneste. Samtidig opstår den borgerlige offentlighed med saloner, tidsskrifter og aviser.

5. Romantikken. Sammen med juletræet importerer vi fra tysk kultur romantikkens dyrkelse af den enkeltes følelser. Med nederlaget i 1864 og frem bliver romantikken ikke militant nationalistisk som andre steder, men er med til at udvikle en tillidskultur, hvor vi ser andre som medborgere, som vi umiddelbart kan relatere os til.

6. Det nordiske. Først var vi slagsbrødre i flere hundrede år, siden broderfolk. I romantikken finder vi skandinavismen, der bryder sammen, da svenskerne ikke vil komme os til hjælp i 1864. Siden får vi nordismen med vægt på praktisk samarbejdet. Fra den skandinaviske møntunion fra 1875 og frem. Forskellene ses dog tydeligt, bl.a. er vi mere anti-autoritære med en kontant debatstil.

7. De folkelige bevægelser. Højskole-, arbejder-, kvindebevægelser og andre frigørende strømninger er eksempler på folkelig selvmobilisering og med til at skabe det moderne Danmark fra neden med dets vægt på ligeværd.

8. Den demokratiske retsstat. Allerede fra enevælden begynder vi at ansætte embedsmænd efter kvalifikationer, og hele denne tænkning baner vejen for tanker om lighed for loven og siden for en effektiv stat, der skal levere resultater til gavn for borgerne. En række af ovenstående faktorer gør, at vi både udvikler demokratiske spilleregler og et samtaledemokrati med en høj grad af konsensus.

9. En europæisk danmarkshistorie. Meget af det, der er dansk kommer fra Europa, men det har fået vores umiskendelige præg igennem hele historien, lutret af kampe, nederlag og samspil med de andre.

10. Indvandring. Vi har altid haft indvandring. I de seneste årtier forstærket af muslimsk indvandring, og vi slås med fejlslagen integration, fordi vi i for mange år har undladt at stille krav og give ansvar. Deraf fejlslagne parallelsamfund.

Danmarkskanonen vil uden tvivl vise en stærk kobling af danske værdier, demokrati og homogenitet. Alt det nævnte og udefrakommende begivenheder, såsom 1814, 1864, 1920 og 1940 gør, at vi modsat mange andre sætter lighedstegn mellem stat-nation-folk-demokrati. Det betyder, at tilkoblingsprisen er høj for dem udefra, der vil være en del af fællesskabet. Her har vi noget at arbejde med, så de, der kan og vil Danmark, bliver reelt inkluderet.