Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Sig fra over for institutionsmagten

Foto: Thomas Lekfeldt

»Nåmen du skal også videre, sønnike.« Er detachment parenting – farveller til ungerne – det nye inden for forældreskab i den omklamrende pædagog-stat?

Noget kunne tyde på det. I institutionen Stenurten har man de sidste syv år haft »vinkeforbud« – hvilket vil sige, at forældrene siger hurtigt farvel og så forventes at gå »videre til næste gøremål«. Lederen af stedet er glad, fordi det er »ens for samtlige børn, og der er ikke nogen, som oplever, at deres forælder ikke trofast står og hujer«. Pyha, hvad? En stor sejr for ligheden; ingen unger får mere kærlig nærhed end andre om morgenen. Et rent, kirurgisk snit mellem forældre og børn i hverdagen.

Men hvorfor i alverden får nogen egentlig sådan en idé at gøre som Stenurten? Svaret kan nok findes i de oplevelser, som Berlingskes Nathalie Ostrynski beskriver i en klumme. Her udstilles de voksne, der ikke kan finde ud af at sige hurtigt farvel – deriblandt en far, »der stod med tårerne løbende ned ad kinden, imens barnet så på ham fra bussen«. Sikke en dum far, hvad? Han havde vist ikke fået memoet om, at tidens pædagogiske trend er den sterile afsked. Ostrynski mener, at de langtrukne seancer skyldes dårlig samvittighed hos de voksne, og der er utvivlsomt noget om snakken.

Men i stedet for at gøre sig lystig over andre forældres forståelige ønsker om at omfavne de små følelsesmæssigt og fysisk i den korte tid, de har sammen i en stresset hverdag, kunne man adressere årsagen til denne dårlige samvittighed. Den hænger naturligvis sammen med det store pres, som mange børnefamilier oplever for at få tilværelsen til at fungere. To fuldtidsjobs kræver fuldtidsopbevaring af de små, og det er svært foreneligt med ro, nærhed og forældreomsorg i børnenes vågne timer. Noget, alle forældre gerne vil give til deres unger, men som et højt skattetryk og valget af to tidskrævende job besværliggør.

Sådan har vi indrettet os i Danmark, der, i forhold til mange andre lande, er ekstremt i opbevaringshenseende. Det store forbrug af institutioner er en konsekvens af valget af en stor omfordeling. Det giver et system, hvor institutionerne og deres interesseorganisationer er meget magtfulde, og som, uimodsagt af en samvittighedsplaget forældrepopulation, får lov at være normsættende. Og normen er, at lange dage i børnehave og vuggestue er nødvendigt; i stigende grad suppleret med dogmet om, at korte farveller er et must, og at den dårlige samvittighed bare skal pakkes væk, fordi »de professionelle« ved bedst, hvad der er godt for ungerne.

Det er bare ikke menneskeligt muligt at fjerne samvittigheden – heldigvis. Og så har vi desperate forældre (og børn), der agerer irrationelt. Det er det, Nathalie Ostrynski observerer. Alt for mange gør knuder på sig selv hver dag, når de skal aflevere et forældrebehøvende lille barn i en institution.

Opbevaringsindustriens svar er altid det samme: flere penge, flere pædagoger. Men det løser ikke problemet med manglende tid sammen i familierne. En reel løsning kunne være en opblødning af modellen med to udearbejdende forældre.

Et andet spørgsmål er, om forældrene og børnene skal indrette sig på pædagogerne, institutionerne og den underliggende opbevaringsindustris vilkår, eller om det skal foregå omvendt. Hvem er egentlig til for hvem?