Appetit på madpakken

Jonas Stenbæk Christoffersen er fra til tre og redaktør på Kids' News, som er Berlingskes avis til børn. Hver uge skriver han om sit arbejde og liv med børn. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

I de mindste klasser gik jeg hver dag efter skole op på min fars kontor i centrum af Slagelse. To højresving på fortovet, og så var jeg fremme. Mandag til fredag. Lige indtil min far fandt nye fysiske rammer. Jeg husker tydeligt den dag, hvor alle ringbindene og bøgerne blev pakket i kasser. I helt detaljeret grad det øjeblik hvor reolen i baglokalet blev trukket til side, og min hemmelighed blev afsløret. Begge mine forældre var der, da et væld af uspiste madpakker væltede frem bag reolen. Mine madpakker.

Heldigvis lå de så tørt, at de bare var skrumpet ind som druer, der bliver til rosiner. Og da min far på det tidspunkt stadig røg hvide Kings på kontoret, havde dunsten aldrig taget magten i lokalet. Men hvor var det pinligt. Når jeg havde valgt at lægge dem der, skyldtes det to ting. På den ene side ønskede jeg ikke at såre i særlig grad min mor, som hver dag stod og brugte tid på at skære agurken i små stykker, så den kunne forme et sjovt ansigt på min leverpostejsmad. På den andens side var der bare dage, hvor jeg fik nok af at sætte tænderne i kombinationen af rugbrød og pålæg. Derfor endte de bag reolen i min fars kontor.

Det er godt 25-30 år siden, men i en ny undersøgelse fra årets Arla Food Fest, som vi i dag bringer i Kids' News, viser det sig, at godt halvdelen af de adspurgte skoleelever mellem 10-14 år nogle gange smider deres madpakke ud. Surt slid og gode vitaminer, der ryger i skraldespanden, og masser af elever som enten finder på alternativer, eller som ikke får det spark af energi, som skal holde dem på stikkerne resten af dagen.

Mine egne børn ligger lige under denne aldersgruppe. Det betyder ikke, at madkasserne hver dag bliver tømt, men det, som ikke bliver spist, kommer med retur, så vi forældre kan følge med i, hvor meget der bliver konsumeret. Forleden lignede min datters madkasse til forveksling sig selv fra om morgenen, da den blev tømt i skraldespanden om eftermiddagen. Vi spurgte naturligvis, hvorfor? Og svaret var, "... at hun bare ikke havde lyst i dag."

Det kan jeg næppe bebrejde hende. Hvis René Redzepi og Rasmus Kofoed er madlavningens svar på Vincent Van Gogh og Pablo Picasso, så står jeg ved Køgebugtmotorvejen og maler grå autoværn mere grå, når jeg skal lave madpakke. Heldigvis er min kone mere kreativ, og da jeg pendler tidligt om morgen, laver hun klart flest. En madpakke er nu engang mest indbydende, når den er forholdsvist frisksmurt. Men det ændrer ikke ved, at kassen stadig er fyldt med nuancer over rugbrød med pålæg, og også hun oplever tilfælde af afvist madpakke.

Med min egen reolhemmelighed i bagagen forsøger jeg at undgå at give min datter dårlig samvittighed over for smørrebrødsjomfruen, når hun ikke har indtaget sin frokost. Men hun skal jo spise. Og måske er den største chance for spisegaranti, at hun selv bliver involveret i køkkenet om morgenen, som jeg for nylig blev foreslået. På den måde kan vi tage dialogen om appetit og appetitlighed på forhånd, og hun kan selv få indflydelse på den kulinariske oplevelse til frokost, ud fra devisen selvgjort er velgjort.

Så er spørgsmålet bare, om hun er til Van Gogh eller grå autoværn klokken 6 om morgenen. Men hvis vi nu hjælpes ad med lidt dekorative motiver i børnehøjde, så er risikoen for, at vi ender i en ny reol-gate nok minimal. For hvem skjuler madpakker fra sig selv bag fars reol?