Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Shyy!

»Der skal to til tango og to til terror. Er gerningsmanden det fremmedfjendske samfund, og er Omar offeret?«

Anna Libak Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

For tiden pågår i Danmark en meget mærkelig debat om ytringsfrihed, hvor deltagerne grundlæggende erklærer sig enige med hinanden samtidig med, at de tydeligvis er rygende uenige alligevel.

På den ene side står de, der forsvarer retten til at gøre grin med profeter. De – hvortil jeg henregner mig selv – bliver irettesat af folk, som samtidig bedyrer, at de skam også mener, at man har ret til at gøre grin med profeter. Rent principielt. Man skal bare lade være med at gøre det alligevel. Det gør nemlig andre kede af det.

På den anden side står de, der fastholder, at man ikke absolut skal provokere for provokationens skyld. De bliver irettesat af folk – som mig selv – der samtidig fastholder, at man ikke absolut skal provokere for provokationens skyld. Det kan bare være nødvendigt, hvis principperne er truet af vold.

Læs også: Europa under angreb

Vi er altså enige om, at man må, men ikke altid skal. Men hvis alle mener, at man godt rent principielt må gøre grin med profeter, og alle mener, at man ikke absolut skal provokere bare for provokationens skyld, hvad er vi så uenige om?

Ja, det kan man kun forstå, når man ved, at baggrunden er et blodigt terrorangreb i København. Det, vi i virkeligheden diskuterer, er, hvem der bærer skylden for terroren: Er det dem, der gør grin med profeter og spreder had og uforsonlighed, eller er det terroristerne? Der skal to til tango og to til terror. Er gerningsmanden det fremmedfjendske samfund, og er Omar offeret?

Det er i det lys, man må forstå den nærmest triumferende insisteren på, at Omar jo ikke kom fra Mellemøsten, men var født og opvokset i den danske muld; han var så at sige et produkt af os selv. Thi kun her i Vesten bliver unge mænd med anden etnisk baggrund så radikaliserede, at man selv i Mellemøsten må forfærdes, hedder det sig. I klart sprog: Omar var made-in-Denmark, og det kan højreorienterede klaphatte ikke smøre af på islam.

Læs også: Vi har ytringsfrihed, men…

Bare mærkeligt så, at han kort før terrorangrebet svor troskab på arabisk til kaliffen for Islamisk Stat på Facebook. Det har han næppe lært på VUC i Hvidovre.

Desuden vil jeg gerne kende rækkevidden af synspunktet om, at det er provokatørerne, der er de egentligt skyldige. Samfundet kunne blive mere venligt og fredeligt, hvis vi indskærper over for disse provokatører, at de skal afstå fra at provokere, hedder det sig. Det har intet med at bøje sig for vold at gøre, hedder det sig også. Det er bare almindelig høflighed. Men hvis det intet har med frygten for vold at gøre, hvorfor så stoppe ved profeter? For garanteret kan antallet af voldtægter også nedbringes betydeligt, hvis kvinder afstår fra at gå i hotpants: Nogle af dem er virkelig for korte, og jeg vil ikke savne dem, jeg er for gammel. Og hvis bøsser holder op med at holde i hånd på gaden, jøder med at gå med kalot, Hizb-Ut-Tahrir med at udsende svovlende pressemeddelelser, Iben Thranholm og Søren Krarup med at forsvare Putin og Ole Bornedal med at latterliggøre danmarkshistorien, og DSB begynder at køre til tiden, kan vi så ikke få et endnu venligere samfund? Og vi taler jo ikke om at forbyde det. Slet ikke. Vi taler alene om, at bare fordi bøsser kan holde i hånd, behøver de jo ikke at gøre det.