Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Pylremødre og Pjerrotfobier

»Lang historie kort, så endte seancen med et billede af de to sammen, hvor sønnen med et stort grin laver kaninører på Pjerrot.«

12debBenteDalsbæk.jpg
Bente Dalsbæk Fold sammen
Læs mere

Det er nogle ordentlige øksehug, det moderne forældreskab modtager for tiden, bl.a. her i avisen om forældretvangshygge og ikke mindst avisens serie om »De beskyttede børn«, som sætter projektør på forældre – og et samfund – der pakker ungerne ind i vat og bomuld med overvågningsapps, sikre legepladser og beskyttelse mod enhver fare, som denne verden måtte byde på. »Vatungerne« ender med at være uselvstændige og uden reel evne til at navigere i den verden, vi lever i.

Og det giver jo god mening, selv om man godt kan sidde og gribe lidt i egen barm og ikke helt vide, om man skal slippe igen: Selv har jeg f.eks. stor glæde af at kunne koordinere alskens »komme-gå«-ting på den mobiltelefon, som jeg egentlig også synes, at de fik alt for tidligt og i øvrigt indimellem burde slukke (og lukke for Mor).

Læs også: Forsigtige forældre kan få børn med angst

En af de seneste artikler peger på, at forældre kan fremme børns angst ved at skærme barnet fra det, som det er ængstelig ved eller bange for. Der hælder jeg nok til den modsatte strategi, hvilket fik mig til at tænke på, da min ene søn en overgang led af en række sideløbende fobier, herunder angst for hunde og angst for udklædte mennesker, i særdeleshed Pjerrot. Ture på Bakken og Tivoli udløste deciderede flugtaktioner ved mødet med en fritgående Pjerrot. De samme reaktioner kaldte hundene på, og dem er der mange af i vores kvarter, også uden snor – og indimellem med en ejer i den anden ende, der kunne forsikre om, at »den gør ikke noget«, og være komplet uforstående over for, at det ikke var deres hund som sådan, men en regulær fobi for alle hunde, der kaldte på panikangsten. En angst, der som sagt kunne få ham til at stikke af: ud på gaden; i værste fald ud foran en bil. Lidt uheldig fobi, hvis drengen nogensinde skulle komme helskindet i skole.

Ergo måtte noget gøres, så han mødtes med en terapeut, der var ekspert udi det med hundene, og derefter med en masse hunde, startende med nogle store bløde nogen. Med hensyn til Pjerrot, der mødte han – ja, Pjerrot. Vi fik lov at komme ud og se ham sminke sig »backstage«, hvilket ikke var med sønnikes gode vilje. Men der var ingen vej udenom, selv om han i starten fik lov til at stå ved døren og med udsigt til pause, hvis det blev for meget. Pjerrot alias Kurt er en stor pædagog, som stille og roligt forklarede step-for-step, mens han sminkede sig, hvorfor han skulle være hvid i hovedet og have så overdrevet en mund, hvorfor øjnene skal have krydser m.v. Lang historie kort, så endte seancen med et billede af de to sammen, hvor sønnen med et stort grin laver kaninører på Pjerrot. Jeg er den dag i dag Kurt dybt taknemmelig for, at han stillede op til det.

Læs også: Forældre pakker børnene ind i vat

Men er nogle børn ikke bare mere sensible især i en verden, der bliver alt mere støjende og vanskelig at navigere i? Jo, og her kender forældre deres børns grænser bedst. Men hvorfor ikke indimellem lade vores børn møde noget af det »skræmmende« under modig voksenledsagelse? Desværre tror jeg ikke kun, som det er blevet peget på i nogle af artiklerne, at det handler om at være blevet forældre sent. Måske handler det i virkeligheden også om, at vi voksne selv har mistet et grundlæggende mod over for verden.